Sammendrag
I den politiske aftale 2016 er indsatsen "fra ufaglært til faglært" et prioriteret område og sagen giver en foreløbig status på indsatsen og de hidtil opnåede resultater.
Baggrund
I aftalen om budget 2016 er der et særligt ønske om at styrke realkompetenceudviklingen. Det betyder, at indsatsen fra ufaglært til faglært prioriteres, i samarbejde med ledige borgere, for at styrke borgers mulighed for en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er særligt fokus på at øge uddannelsesniveauet for de ufaglærte jobparate borgere (forsikrede ledige og jobparate kontanthjælpsmodtagere) gennem øget brug af realkompetencevurderingsredskaber samt uddannelse, som er rettet mod brancher med høj efterspørgsel på arbejdskraft.
Sagsfremstilling
Jobcenter Ballerup arbejder ud fra en strategi om, at en styrkelse af borgerens realkompetencer skaber en betydelig bedre mulighed for, at borgeren kommer i job og fastholdes i samme. Borgere, der er omfattet af strategien, er primært de forsikrede ledige og jobparate kontanthjælpsmodtagere. Denne tankegang er ligeledes indarbejdet i strategien om Fornyet Fokus i Beskæftigelsesindsatsen, vedtaget i Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget den 7. juni 2016, hvor der er særlig fokus på ledige ufaglærte jobparate kontanthjælpsmodtagere med længere sagsvarighed (40 borgere løbende).
Generelt
Fra januar til september 2016 er der bevilget knap 85 uddannelsesforløb til de forsikrede ledige og 50 uddannelsesforløb til jobparate kontanthjælpsmodtagere. Sammenlagt har 100 borgere fået et uddannelsestilbud, hvoraf 42 pct. af forløbene har været diverse AMU-kurser. Antallet af uddannelsesforløb er i 2016 steget med 35 pct., sammenlignet med året før, for jobparate borgere, der modtager kontanthjælp. I indeværende år er der derudover påbegyndt 16 voksenlærlinge uddannelsesforløb, og pr. november 2016 er i alt 32 borgere i gang med en voksenlærling uddannelse.
Den samlede andel af borgere, som har fået et uddannelsestilbud i 2016, er i Ballerup Kommune (4,3 pct.) på niveau med andelen i Region Hovedstaden, mens uddannelsesandelen i Ballerup Kommune er lavere for jobparate kontanthjælpsmodtagere (5,8 pct.) sammenlignet med niveauet i Region Hovedstaden (7 pct.).
Uddannelser bevilget gennem Beskæftigelsesreformens uddannelsespuljer
Da Beskæftigelsesreformen trådte i kraft den 1. januar 2015, var et af hovedformålene at tilbyde uddannelse til de ledige med færrest kompetencer. Derfor har det i 2016 (ligesom i 2015) været muligt at give borgere et uddannelsesforløb gennem diverse statsligt finansierede uddannelsespuljer.
Uddannelse gennem den regionale uddannelsespulje bruges til opkvalificering af ledige dagpengemodtagere, der har brug for korte erhvervsrettede uddannelsesforløb inden for områder, hvor der forventes at blive jobåbninger (positivlisten). Forbrugsprocenten i Jobcenter Ballerup ligger på 87 pct. (0,84 mio. kr.) pr. dags dato, ud fra det oprindelige budget samt en ekstrabevilling. Det forventes, at forbrugsprocenten når op mod 100 pct. ved årets afslutning. Ballerup Kommunes succes med netop denne pulje skyldes, at uddannelseskurser bevilges efter borgerens ønske og potentielle jobmuligheder. Hele indsatsen styres løbende af lederen og den faglige koordinator på området, som har den nødvendige viden omkring arbejdsmarkedet (jobmuligheder) samt et overblik over uddannelsesmulighederne.
Uddannelsesløftordningen (den særligt oprettede pulje til at uddanne ufaglærte arbejdsløse til faglærte i deres dagpengeperiode) har ligeledes været brugt i Jobcenter Ballerup i indeværende år. På nuværende tidspunkt er forbruget på 0,37 mio. kr. svarende til en forbrugsprocent på 34. Denne forbrugsprocent er markant højere end sidste års.
Retten til seks ugers selvvalgt uddannelse er, med Beskæftigelsesreformen fra 1. januar 2015, omlagt til en ordning om ret til seks ugers jobrettet uddannelse. Med retten til seks ugers jobrettet uddannelse kan den ledige i målgruppen deltage i ét jobrettet kursus eller ét jobrettet uddannelsesforløb, som fremgår af positivlisten. Ud over kurser og uddannelsesforløb på op til seks uger, indeholder positivlisten også kurser og uddannelsesforløb, der overstiger sammenlagt seks ugers varighed. Jobcentrene har her mulighed for at bevilge den resterende del af et forløb som et tilbud, som supplerer et seks ugers jobrettet kursus. Det har dog kun været muligt at bruge uddannelsesforløb, ud over seks ugers jobrettet uddannelse, i nogen grad i Jobcenter Ballerup.
Tilbageværende udfordringer
Jobcenter Ballerup oplever visse udfordringer med at skabe de rigtige rammer for, at borgeren kan få løftet sit realkompetenceniveau.
Sagsbehandlerne vejleder borgeren om SU- eller elevlønniveauet, men det er ofte svært at skabe de rigtige økonomiske betingelser for borgere over 30 år, som er udfordret af deres "voksenøkonomi", der ofte er præget af gæld og andre økonomiske forpligtelser. Dette har især været en udfordring i forhold til realkompetencevurderinger og efterfølgende uddannelsesforløb. På forsøgsbasis har det været muligt at købe ekstern økonomisk rådgivning til borgere på dagpengeområdet, som finansieres af projektmidler.
Jobcenter Ballerup oplever ligeledes udfordringer med, at borgere fastholdes i a-kassens tankegang om, at de skal blive ved med at søge et arbejde inden for deres branche og dermed ikke "slippe" gamle kompetencer. Dette er især relevant i forhold til puljen til uddannelsesløft, hvor uddannelsesforløbet skal kunne gennemføres inden for den lediges resterende dagpengeperiode og kan dermed maksimalt vare to år.
Problematikken udspringer af, at Jobcenter Ballerup generelt har udfordringer med samarbejdet med a-kasserne i forhold til den første fællessamtale. Bl.a. er der et stort frafald fra a-kasserne til disse samtaler. De fleste a-kasser har tilkendegivet, at disse fællessamtaler ikke prioriteres, da a-kasserne selv har samtale med borgeren/medlemmet inden den første samtale i jobcentret. Medarbejdere i Jobcenter Ballerup oplever, at der på nuværende tidspunkt ikke er en effekt af fællessamtalerne i forhold til eksempelvis kortere sagsvarighed, som følge af samarbejdet med a-kasserne. Problemerne i forhold til samarbejdet med a-kasserne er rejst gennem Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering på tværs af kommunerne.
Effekter af uddannelsesforløb
Effekterne af uddannelsesforløb, bevilget gennem den regionale uddannelsespulje, har i særdeleshed været positiv. Det skyldes primært det sagsbehandlerfaglige arbejde i Jobcenter Ballerup, hvor uddannelsesforløb bevilges efter potentielle jobåbninger samt borgerens ønske og motivation til gennemførelse af forløbet.
På et opfølgningsmøde med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering blev resultaterne drøftet, hvor Jobcenter Ballerup fik stor ros for arbejdet med borgerne, da effekterne af uddannelsesforløb var markant over landsgennemsnittet. Opfølgningen viste, at 22 pct. af borgerne kom i ordinært job efter afsluttet uddannelsesforløb, bevilget gennem positivlisten. Tre måneder efter afsluttet uddannelsesforløb var 42 pct. i ordinært job og 63 pct. efter et halvt år.
Jobcenter Ballerup fortsætter med at følge op på effekterne af indsatsen i forhold til kompetenceudvikling og arbejder løbende på, at endnu flere borgere får et uddannelsesmæssigt løft.
På Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalgets møde deltager sektionsleder Berit From Bertelsen fra Jobcenter Ballerup, Jobekspressen, under behandlingen af sagen.