Sammendrag
I denne sag skal der tages stilling til centrenes og de decentrale institutioners overførsel af over-/underskud af driftsmidler samt de udskudte leverancer fra regnskab 2019 til budget 2020.
Som besluttet i Økonomiudvalget i januar 2020 godkendes overførslerne i marts måned forud for første budgetopfølgning, så første budgetopfølgning udarbejdes ud fra korrigeret budget inkl. overførsler.
Baggrund
Reglerne for overførsel af driftsbevillinger mellem årene er beskrevet i Ballerup Kommunes Økonomiregulativ:
- Decentrale institutioner har almindelig overførselsadgang på overskud på op til 3 pct. af driftsbudgettet (netto) samt ethvert underskud.
- Centrale enheder har almindelig overførselsadgang på overskud på op til 2 pct. af lønbudgettet (netto) samt ethvert underskud.
- Uforbrugte driftsbudgetter kan overføres som udskudt leverance med henvisning til eksterne binding eller politisk beslutning.
Overførselsadgangen ændrer ikke ved den grundlæggende forudsætning, om at de bevilgede økonomiske rammer skal overholdes. Det bemærkes derfor, at reglerne ikke afskærer Kommunalbestyrelsen fra at foretage reguleringer i budgettet, herunder i overførslerne, hvis de økonomiske vilkår i kommunen gør det nødvendigt.
I tidligere år er der taget politisk stilling til overførslerne i forbindelse med første budgetopfølgning. Som noget nyt behandles overførslerne i en særskilt sag forud første budgetopfølgning, så overførslerne indgår som en forudsætning for første budgetopfølgning. Dermed reduceres kompleksiteten i budgetopfølgningen og de budgetansvarlige ledere kan se overførslerne i budgettet én måned tidligere end sidste år.
Sagsfremstilling
Opgørelse af overførsler fra 2019 til 2020
Der er opgjort følgende overførsler af driftsbevillinger fra 2019 til 2020, henholdsvis decentrale, centrale og udskudte leverancer, som samlet set beløber sig til 30,3 mio. kr. netto. Alle overførsler, fordelt på udvalg og ramme fremgår af bilag.
Decentrale institutioner
De decentrale institutioners overskud er opgjort til 30,1 mio. kr., hvoraf 23 mio. kr. kan overføres til 2020, jf. overførselsreglerne.
De fleste decentrale institutioner får overført deres fulde overskud fra regnskab 2019 til budget 2020. Nogle decentrale institutioner får imidlertid ikke overført det fulde overskud, fordi beløbet overstiger overførselsadgangen på 3 pct. Der er et overskud på i alt 7,1 mio. kr., som ligger over overførselsadgangen på 3 pct. og derfor ikke overføres - heraf 4,1 mio. kr. vedrørende Stockholtbuen samt 3 mio. kr. fordelt på 11 institutioner, jf. bilag.
Stockholtbuen er en takstfinansieret institution efter KKR’s regler (KommuneKontaktRådet) om køb og salg af pladser mellem kommunerne. Reglerne medfører, at der i 2021-taksterne vil blive tage højde for overskuddet i 2019, hvorfor der ikke skal ske en tilbagebetaling til de kommuner, som har købt pladser på Stockholtbuen i 2019.
De decentrale institutioners underskud er opgjort til 2,9 mio. kr., som overføres. Dermed er den samlede nettooverførsel på 20,1 mio. kr. (overskud). Bevillingsrammerne 30.30 Folkeskolen og 50.52 Tilbud til ældre tegner sig for de største samlede decentrale overskud (begge over 5 mio. kr.).
Centrale enheder
De centrale enheders overskud er opgjort til 16,1 mio. kr., hvoraf 10,4 mio. kr. kan overføres til 2020. De centrale enheders underskud er opgjort til 9,2 mio. kr., som overføres. Der er samlet set tale om en nettooverførsel på 1,2 mio. kr. (overskud).
Udskudte leverancer
Centrene har indmeldt ønsker om overførsel af uforbrugte driftsbudgetter i forbindelse med udskudte leverancer for i alt 8,9 mio. kr. Heraf udgør Eventpuljen, Kompetenceudviklingsmidler udskudt til BAL (Ballerup Analyse af Læringsmiljø) og IT-Forsyningen I/S de tre største på hver fra 1,8 til 2,1 mio. kr. De ønskede udskudte leverancer er specificeret i bilag.
Overførsel af ubrugte midler i Eventpuljen og Boligsocial pulje indgår i de udskudte leverancer, jf. politiske beslutninger om disse puljers overførselsadgang. Derudover indgår der ikke puljemidler i de foreslåede overførsler, så eventuelle overskud tilfalder kassen, jf. gældende overførselsregler.
Udviklingen i overførsler
Der blev i forbindelse med første budgetopfølgning 2019 overført 55 mio. kr. fra tidligere år til 2019, heraf 25,5 mio. kr. i "indefrosne" overskud fra 2017. Efterfølgende vedtog Kommunalbestyrelsen at reducere overførslerne med 7 mio. kr. vedrørende udskudte leverancer i relation til de to projekter; "Brugertilfredsundersøgelse" (0,2 mio. kr.) og "Udskudte digitaliseringsprojekter" (6,8 mio. kr.). Dermed var den endelige overførsel til 2019 på 47,9 mio. kr. Med en nettooverførsel på 30,3 mio. kr. til 2020 er der således sket en reduktion af overførslerne med 17,6 mio.kr. i forhold til 2019.
Nettoforbruget af overførsler indgår som en blandt flere forklaringer på merforbruget på servicerammen i 2019.
Baggrunden for at overførslen af over-/underskud er faldet er dels at overførslerne til 2019 stammede fra to år, 2017 og 2018, og dels at overførselsadgangen er reduceret fra 4 pct. til 2-3 pct.