Sammendrag
Som et led i forberedelsen til budgettet for 2021 skal Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget beslutte den fremadrettede håndtering af opgaver, der finansieres via en bevilling eller en puljeindtægt, der har udløb i 2021.
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget skal beslutte, om opgaverne fremadrettet skal finansieres inden for udvalgets bevillingsrammer, eller om opgaveløsningen skal indstilles, når bevillingen eller puljeindtægten udløber.
Baggrund
Inden for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalgets bevillingsrammer er der opgaver, der finansieres ved bevillinger eller puljeindtægter med udløb i 2020. Som et led i forberedelsen til budget 2021 skal udvalget drøfte og tage stilling til, om opgaveløsningen fortsat ønskes, og finansieringen derved findes inden for egne rammer. Kan finansieringen ikke findes inden for egne rammer, indstilles opgaveløsningen ved puljens udløb.
Ved en pulje forstås:
- En statslig pulje, der finansierer en opgave i en periode (dette inkluderer fx ikke bloktilskud).
- En intern pulje, der skal finansiere en opgave eller et projekt.
- En bevilling, der er givet midlertidigt via en budgetaftale til en opgave/projekt, der forventes at være løst.
Sagsfremstilling
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget skal som et led i forberedelsen til budgettet for 2021 tage stilling til, om puljer med udløb i 2021 kan afholdes inden for udvalgets bevillingsrammer, eller om opgaveløsningen skal indstilles.
For Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget drejer det sig om følgende bevillinger og/eller puljeindtægter (bevillingsramme 20.02):
- Hurtigere indsats for jobparate borgere
- Nedbringelse af antallet af borgere på sygedagpenge og i jobafklaring
- Gennemgang af gruppen "langtidsledige borgere"
- Pulje til udvikling i fleksjob II
- Pulje til implementering af lov om aktiv beskæftigelsesindsats (LAB)
- Pulje til Flere skal med II
- Pulje til styrkelse af frivillig hjemrejse (repatriering)
- Pulje til opkvalificering inden for mangelområder
- Pulje til grundforløb til erhvervsuddannelse
- Den regionale uddannelsespulje for forsikrede ledige
- Den regionale uddannelsespulje for jobparate kontanthjælpsmodtagere.
Hurtigere indsats for jobparate
Hurtigere aktiveringsindsats for jobparate borgere og dermed kortere sagsvarighed.
Denne indsats vil indgå i reberegning af Beskæftigelsesområdets investeringscases, jf. Budget 2020 pkt. 5.4. med henblik på at fremlægge forslag til at indgå i budgetforhandlingerne for 2021. Administrationen anbefaler at der ikke tages stilling til denne indsats i denne sag.
Nedbringelse af antallet af borgere på sygedagpenge og i jobafklaring
Nedbringelse af antallet af borgere på sygedagpenge og i jobafklaring, svarende til landsgennemsnittet igennem forøgelse af antallet af ressourcer.
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget er på udvalgsmøder i maj og august 2019 blevet orienteret om udvikling og resultater for indsatsen. Inden for den givne økonomiske ramme videreføres indsatsen ind i 2021 og stillingtagen til det videre arbejde skal ske i forbindelse til budget 2022. Der træffes således ikke beslutning om denne indsats i denne sag.
Gennemgang af gruppen "langtidsledige borgere"
Gennemgang af borgere, der hører under kategorien ”langtidsledige” med det formål at tiltænke nye initiativer og tiltag for at hjælpe disse borgere i beskæftigelse.
Der tages ikke stilling til denne indsats i denne sag, idet den indgår i reberegning af Beskæftigelsesområdets investeringscases, jf. formulering vedr. Hurtigere indsats for jobparate.
Pulje til udvikling i fleksjob
Projektperiode: 21. december 2018–30. september 2020.
Puljen er finansieret af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) med 1.935.000 kr. og egenfinansiering på 412.500 kr. Formålet med projektet er at udvikle arbejdsevnen hos personer ansat i fleksjob på få timer samt understøtte at borgere på ledighedsydelse opnår ansættelse i fleksjob.
De løbende evalueringer af projektet følges, og udvalget orienteres omkring projektets udvikling og resultater.
Når der foreligger en evaluering af projektet, vil det kunne vurderes, hvorvidt der kan udarbejdes en positiv businesscase, eller ad anden vej skal tages stilling til projektet i Erhvervs- og beskæftigelsesudvalget.
Administrationen foreslår, at opgaven ikke fortsættes, men at indsatsen i projektet overgår til almindelig drift.
Pulje til implementering af lov om aktiv beskæftigelsesindsats (LAB)
Projektperiode: 20. december 2019–31. december 2020.
Puljen er finansieret af STAR med 449.600 kr. og egenfinansiering på 112.400 kr. Formålet med projektet er at kompetenceudvikle ledere og medarbejdere med henblik på implementering af beskæftigelsesindsatsen i tråd med intentionerne i ny lov om aktiv beskæftigelsesindsats. Projektet opstartes marts 2020.
Administrationen vurderer at implementering af ny lov om aktiv beskæftigelsesindsats er gennemført ved afslutning af indsatsen og foreslår på den baggrund, at opgaven ikke fortsættes.
Pulje til styrkelse af frivillig hjemrejse (repatriering)
Projektperiode: 1. december 2019–31. december 2021.
Puljen er finansieret af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) med 420.020 kr. Formålet med projektet er at styrke kommunernes indsats for, at flere anvender muligheden for at modtage støtte til at vende frivilligt tilbage til deres hjemland eller tidligere opholdsland. Økonomiudvalget godkendte den 18. juni 2019 Center for Arbejdsmarkeds forslag til repatrieringskampagne på baggrund af ønsket i budgetaftalen for 2019. Der blev afsat 200.000 kr. i 2020 til formålet. Puljemidlerne dækker således det afsatte beløb, og har derudover givet mulighed for at styrke indsatsen med ansættelse af projektkoordinator.
Administrationen søger puljen igen såfremt det bliver muligt, og anbefaler at opgaven ikke fortsættes.
Pulje til Flere skal med II
Projektperiode: 1. december 2019–30. september 2021.
Puljen er finansieret af STAR med 2.251.834 kr. Projektets formål er, at aktivitetsparate borgere over 30 år igennem håndholdt indsats og fokus på opnåelse af lønnede timer opnår helt eller delvist fodfæste på arbejdsmarkedet. Projektet har opstart den 11. marts 2020.
Der er i budget 2021 afsat 1,1 mio. kr. til indsatsen, som endvidere vil gå ind i den ovenfor nævnte sag om reberegning af Ballerup kommunes investeringscases, og således indgå i forslag til budget 2021. Der tages derfor ikke stilling til denne indsats i denne sag.
Pulje til opkvalificering inden for mangelområder
Projektperiode: 20. december 2019–31. december 2020.
Puljen er finansieret af STAR med 95.400 kr. Formålet med puljen er at ledige med en hensigtserklæring om ansættelse inden for et område med mangel på arbejdskraft kan få adgang til opkvalificering. Puljen er ikke garanteret fremadrettet, men behandles på finansloven fra år til år.
Administrationen søger puljen igen såfremt den kommer på finansloven, og anbefaler at opgaven ikke fortsættes.
Pulje til grundforløb til erhvervsuddannelse
Projektperiode: 17. december 2019–31. marts 2021.
Puljen er finansieret af STAR med 230.200 kr. Kommunerne kan med puljen få dækket 80 pct. af deres udgifter til grundforløb til dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere, der er ufaglærte eller faglærte med forældet uddannelse, og som er minimum 30 år. For dagpengemodtagere skal grundforløbet kunne færdiggøres inden for dagpengeperioden.
Administrationen søger puljen igen såfremt det bliver muligt, og anbefaler at opgaven ikke fortsættes.
Den regionale uddannelsespulje for forsikrede ledige
Projektperiode: 1. januar 2020–31. december 2020.
Puljen er finansieret af STAR med 679.600 kr. Formålet med puljen er at give dagpengemodtagere mulighed for at få korte, erhvervsrettede uddannelsesforløb inden for områder, hvor der forventes jobåbning inden for seks måneder.
Administrationen søger puljen igen såfremt det bliver muligt, og anbefaler opgaven ikke fortsættes.
Den regionale uddannelsespulje for jobparate kontanthjælpsmodtagere
Projektperiode: 16. december 2019–31. december 2020.
Puljen er finansieret af STAR med 278.100 kr. Puljen giver 80 pct. refusion på korte opkvalificerende kurser fra den regionale positivliste til jobparate kontanthjælpsmodtagere.
Administrationen søger puljen igen, såfremt det bliver muligt og anbefaler at opgaven ikke fortsættes.