Sammendrag
Der gives en orientering om den reviderede tværsektorielle rehabiliteringsindsats i sager, hvor borgeren modtager et ressourceforløb.
Sagen forelægges ligeledes til efterretning på Social- og Sundhedsudvalgets møde i slutningen af marts 2017.
Baggrund
Ressourceforløb blev indført i forbindelse med Førtidspensions- og Fleksjobreformen i 2013. Reformen betyder, at kontanthjælpsmodtagere mv., som har komplekse problemer ud over ledighed, og behov for et helhedsorienteret forløb med en kombination af indsats efter beskæftigelseslovgivningen og sociale eller sundhedsmæssige indsatser, skal tilbydes et ressourceforløb.
Tilkendelse af ressourceforløb sker efter behandling og vurdering af sagen i det tværfaglige "Rehabiliteringsteam", der som minimum består af repræsentanter for kommunens social-, sundheds- og beskæftigelsesområder samt en læge fra regionen. I forlængelse heraf udfærdiges en "rehabiliteringsplan" inkl. en plan for, hvilke indsatser fra de forskellige forvaltninger og myndigheder, der skal iværksættes for at bringe den enkelte borger i et ressourceforløb tættere på arbejdsmarkedet, jævnfør LAB § 30a.
Sagsfremstilling
På møder i Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget samt Social- og Sundhedsudvalget i november 2016 blev det, med baggrund i de foreløbige erfaringer med ressourceforløb, besluttet at forstærke den tværsektorielle rehabiliteringsindsats.
Det skal ske gennem følgende initiativer:
- Tæt samarbejde og fælles økonomi på tværs af beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet
- Kortere ressourceforløb med tættere opfølgning
- Kontinuerlig og intensiv indsats.
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget har på sit møde den 8. november 2016 taget stilling til punkt 2.
Administrationen orienterer om, hvordan henholdsvis punkt 1 og 3, organiseringen af samarbejdet og indsatsen skal ske fremadrettet.
1. Tæt samarbejde og fælles økonomi på tværs af beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet.
For at styrke samarbejdet på tværs af beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet nedsættes en koordinationsgruppe bestående af medarbejdere på tværs af de tre områder. Koordinationsgruppen vil løbende inddrage øvrige relevante fagcentre, eksempelvis Center for Børne- og Ungerådgivning, alt efter problemstilling, så der sikres en koordination hele vejen rundt om borgeren. Koordinationsgruppen vil mødes to gange om måneden, og det er beskæftigelsesområdet, som varetager den faglige ledelse af koordinationsgruppen.
Det fælles mål for gruppen bliver, at støtte borgere i ressourceforløb til at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet og derigennem styrke borgerens samlede situation inden for det sociale, sundhedsmæssige og beskæftigelsesmæssige område. Dette skal sikres gennem:
- Bedre koordination om rehabiliteringsindsatsen på tværs af sektorerne gennem koordinationsgruppen
- En tydeligere organisering og fordeling af ansvar
- At koordinationsgruppen i forbindelse med implementeringen af den rehabiliterende indsats bygger bro til de enkelte involverede sektorer i forbindelse med konkrete borgerforløb
- Løbende udvikling af rehabiliteringsindsatsen i forhold til, hvad der virker, mangler, er af udfordringer osv. med udgangspunkt i de opsamlede erfaringer i gruppen
- En hurtigere og mere effektiv implementering af borgerens plan.
En uddybning af den nye organisering kan findes i bilag.
Derudover arbejdes der fortsat videre på tværs af Center for Arbejdsmarked samt Center for Social og Sundhed med forskellige modeller for fælles økonomi omkring indsatsen på tværs af de politiske udvalg inden for rammerne af det nuværende budget.
3. Kontinuerlig og intensiv indsats
Det tættere samarbejde på tværs af sektorerne vil tilgodese de enkelte borgerforløb, da det betyder, at indsatsen kan sammensættes, differentieres og gradueres efter det individuelle behov, hvilket muliggør en mere intensiv og kontinuerlig indsats. I forlængelse af dette lægger administrationen op til, at den samlede kommunale rehabiliteringsindsats bliver forstærket og mere tværgående.
Den forstærkede og mere tværgående indsats skal, udover den føromtalte koordinationsgruppe, sikres gennem arbejdet med én fælles plan på tværs af forvaltningerne, kaldet rehabiliteringsplanen. Udgangspunktet i én fælles plan betyder, at indsatserne i de forskellige forvaltninger sammentænkes og koordineres, så de kan forstærke hinanden i overbevisningen om, at mestring af et eller flere af områderne kan have positiv afsmittende effekt på de øvrige.
I rehabiliteringsindsatsen skal der derudover være et særligt fokus på det virksomhedsrettede, da undersøgelser viser, at den virksomhedsrettede indsats har de største jobeffekter og derudover kan have positiv indvirkning på eventuelle sociale og sundhedsmæssige udfordringer, borgeren har. Derfor skal den øvrige indsats, hvor det giver mening, tilrettelægges ude på virksomhederne. Dette skal ske med henblik på at arbejde med borgerens udfordringer i den ramme, hvor de konkrete udfordringer opstår.
En uddybning af den forstærkede indsats kan findes i bilag.
Evaluering
Det forventes, at den samlede indsats og samarbejdsform evalueres i slutningen af 2017.
Indsatsen vil blive vurderet ud fra følgende succeskriterier.
En borgervinkel:
- Borgerne bliver hurtigere arbejdsmarkedsparate (kortere sagsforløb)
- Hurtigere igangsætning af indsats
- Højere tilfredshed med indsats.
En organisatorisk vinkel:
- Samarbejdsmodellen er organisatorisk forankret
- Der er udviklet et fælles sprog og tages udgangspunkt i fælles mål i samarbejdet på tværs af beskæftigelse, social og sundhed.
I forhold til borgervinklen i evalueringen vil tilfredsheden blive målt i den årlige borgerundersøgelse, som udføres af arbejdsmarkedscentret, hvor det samtidig vil være muligt at se udviklingen år for år. Derudover vil iværksættelsen af indsatsen samt forløbenes længde kunne trækkes af de forskellige fagsystemer.
I forhold til den organisatoriske vinkel i samarbejdet vil det blive koordinationsgruppens opgave løbende at vurdere, om samarbejdsmodellen er forankret, samt om der er udviklet fælles sprog og mål på tværs af sektorerne. Deres bidrag vil gå videre til de ansvarlige ledere for henholdsvis social-, sundheds- samt beskæftigelsesområdet ledergruppen, som mødes kvartalsvis. På ledermøderne vil det blive vurderet, hvor tæt man er på de organisatoriske succeskriterier, og derudover vil det være her, at eventuelle udfordringer udredes.
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalgets møde deltager afsnitsleder Ann-Christina Pilsgaard fra Center for Center for Arbejdsmarked under behandlingen af sagen.