Sammendrag
På kultur-, fritids- og foreningsområdet har Folketinget vedtaget en række love og hjælpepakker i forbindelse med situationen omkring COVID-19, som skal tilgodese de folkeoplysende foreninger og de frivillige sociale foreninger. På det folkeoplysende område anbefales kommunerne at aktivitetskrav knyttet til bevilgede tilskud til aktiviteter frafalder.
Det indstilles, at der træffes beslutning om, at aktivitetskravet knyttet til bevilgede tilskud til aktiviteter på kultur-, fritids- og foreningsområdet (de folkeoplysende foreninger, de frivillige sociale foreninger og kulturforeninger) frafalder.
Undtaget herfra er foreninger, der selv har aflyst arrangementer støttet af tilskud fra Bydelsarrangementspuljen eller Kulturtilskudspuljen, hvor foreningerne ikke har lidt økonomisk tab.
Baggrund
På baggrund af COVID-19 er der meldt hjælpeforanstaltninger ud med betydning for kultur-, fritids- og foreningsområdet.
Den 19. marts 2020 blev lov nr. 241 ”Midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med COVID-19” vedtaget.Med loven har kulturministeren fået mulighed for at fastsætte regler, som supplerer eller fraviger folkeoplysningsloven. For at sikre, at kommunerne fortsat udbetaler det budgetterede tilskud til foreninger og aftenskoler under nedlukningen, har kulturministen efter dialog med bl.a. DGI og Dansk Folkeoplysnings Samråd udarbejdet bekendtgørelser, som opfordrer kommunerne til at udbetale det tilskud, som foreningerne og aftenskoler var stillet i udsigt forud for nedlukningerne. I bekendtgørelserne får kommunerne også mulighed for at fravige de grænser folkeoplysningsloven ellers sætter for de kommunale tilskud.
Den 7. april 2020 vedtog et bredt politisk flertal 2020 ”Hjælpepakke til sociale organisationer". I hjælpepakken står der bl.a.: "Organisationer på det sociale område kan i udgangspunktet beholde tilskud fra staten til projekter, hvis aktiviteterne udskydes på grund af COVID-19. Der opfordres til, at fonde og kommuner mfl., som yder samme former for tilskud, overvejer samme linje".
Endvidere er der den 25. april 2020 afsat 5 mio. kr. i 2020 til en pulje, som frivillige sociale foreninger, idrætsforeninger og spejderorganisationer samt almennyttige boligforeninger, højskoler og kulturinstitutioner, som afholder ferieophold for målgruppen, kan søge om. Midlerne skal støtte ferieophold, endagsudflugter eller musik- og kulturarrangementer for familier, børn og unge i sommeren 2020, efteråret 2020 eller i vinteren 2020/2021.
Sagsfremstilling
For at hjælpe ”foreningsdanmark” har Folketinget vedtaget lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med COVID-19 samt vedtaget en hjælpepakke til de frivillige sociale foreninger i Danmark.
Folkeoplysende foreninger
I forhold til de folkeoplysende foreninger, er opmærksomheden særligt rettet mod det forhold, at loven åbner op for, at aktivitetskrav knyttet til kommunale tilskud frafalder.
Idet der i Ballerup Kommune udbetales støtte til foreningerne hørende under folkeoplysningsloven i marts måned 2020, har administrationen allerede udbetalt aktivitetstilskud til foreningerne for 2020. I alt er der fordelt 3.346.809 kr. til 65 foreninger.
Folkeoplysende voksenundervisning
Idet der blandt aftenskolerne er blevet udtrykt ønske om og behov for (for at aftenskolerne er i stand til at betale de løbende udgifter) en tidlig politisk beslutning omkring muligheden for, at aktivitetskrav knyttet til det kommunale tilskud frafaldes, blev aftenskoleområdet behandlet i et selvstændig møde i Kultur- og Fritidsudvalget og senere Kommunalbestyrelsen den 27. april 2020, punkt 32.
Forslag om, at aktivitetskravet i 2020 bortfalder, blev godkendt.
Frivillige sociale foreninger
Der er blevet udbetalt støtte via § 18-tilskud til en lang række foreninger og aktiviteter i Ballerup Kommune. Pr. den 31. marts 2020 har Kultur- og Fritidsudvalget bevilget tilskud for omkring 300.000 kr.
På nuværende tidspunkt vurderes det ikke, at der vil være økonomiske konsekvenser i forbindelse med § 18-tilskuddene. Foreningernes tilbagemeldinger til Center for Skoler, Institutioner og Kultur er generelt, at foreningerne forventer at benytte § 18-tilskuddet, når aktiviteterne kan starte op igen.
Tilbagemeldingen fra en mindre række foreninger er, at der er behov for ekstra midler, hvis aktiviteter skal starte op jf. de nuværende retningslinjer omkring COVID-19, til indkøb af fx værnemidler eller leje af en ekstra bus, så afstandskravet overholdes i forbindelse med busture til udflugter mv.
Den af Folketinget netop indgåede "Aftale om initiativer for sårbare og udsatte grupper i forbindelse med COVID-19" åbner mulighed for, at foreninger kan søge tilskud til afholdelse af endagsudflugter eller musik- og kulturarrangementer.
Center for Skoler, Institutioner og Kultur
Ballerup Kommune har inden for foreningsområdet udbetalt en række tilskud til foreninger og arrangementer i 2020 og det er vurderingen, at foreningslivet i Ballerup Kommune økonomisk er støttet fornuftigt pr. maj måned 2020.
Administrationen følger løbende udviklingen i foreningernes økonomi samt i antallet af medlemmer i foreningerne og er i dialog med foreningerne både via Folkeoplysningsudvalget, Frivillighedsrådet og enkelte foreninger.
Med baggrund i de statslige anbefalinger til kommunerne om fortsat at udbetale det budgetterede tilskud til foreninger og aftenskoler under nedlukningen samt det forhold, at loven åbner op for, at aktivitetskrav knyttet til kommunale tilskud frafalder, anbefaler administrationen, at Kultur- og Fritidsudvalget/Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, hvorvidt Ballerup Kommune følger disse anbefalinger.
Administrationen konstaterer, at der i Ballerup Kommune arbejdes med en bred forståelse af foreningsområdet, som rummer de folkeoplysende foreninger, de frivillige sociale foreninger og kulturforeninger. Altså en helhedsbetragtning af det frivillige område.
Set i det perspektiv, foreslår administrationen, at der, for ikke at forskelsbehandle på foreningsområdet, lægges et samlet blik ned over foreningsområderne, og at aktivitetskrav knyttet til bevilgede tilskud til foreningerne inden for kultur-, fritids- og foreningsområdet frafalder.
Administrationen foreslår dog, at de foreninger, der allerede selv har aflyst arrangementer støttet af tilskud fra Bydelsarrangementspuljen eller Kulturtilskudspuljen, hvor foreningerne ikke har lidt økonomisk tab, undtages herfra.
Det foreslås, at disse foreninger, ved en ændring af forsamlingsreglerne/normalisering af samfundet, kan søge på ny.