Sammendrag
Hedegaven (boligsocialt projekt), Bydelsmødrene, Aktiv Center Ballerup, ”Foreningen Dialogforum for foreninger, der arbejder med integration, inklusion, naboskaber og fællesskaber”, der er en paraply for p.t.:
- Venligboerne på Møllen
- Møllens Venner
- Dansk Røde Kors
- Multikulturel Forening
- Dansk Flygtninge Hjælp
- medlemmer fra Frivillighedsrådet
- Tyrkisk Venskabs Forening
- KFUM Spejdere
samarbejder med Baltoppen LIVE, Ballerup Bibliotekerne, TAPETEN Forenings- og Frivillighedscenter samt Ballerup Museum i projektet "Nye stemmer", hvor teaterforestillingen "Ikke uden min mor" er én af aktiviteterne.
På vegne af ovennævnte samarbejdskreds, søger Baltoppen LIVE om tilskud på 50.000 kr. til opførelse af seks forestillinger "Ikke uden min mor". Forestillingen skal fremme integrationen og sociale relationer gennem kultur.
Baggrund
Formålet med Integrationspuljen er at understøtte og sikre, at integrationsfremmende initiativer i lokalsamfundet sættes i gang, da det er mellem mennesker i lokalsamfundet, at den egentlige integration sker. Overordnet prioriteres puljemidlerne til opstart af nye indsatser eller videreudvikling af eksisterende aktiviteter. Midlerne fordeles af Kultur- og Fritidsudvalget.
For at sikre at initiativer kan sættes i gang, besluttede Kommunalbestyrelsen på mødet den 30. maj 2016 at afsætte en pulje på 140.000 kr. til fremme af integration og medborgerskab. Derudover besluttede Kommunalbestyrelsen på mødet den 30. januar 2017 at overføre de uforbrugte midler i 2016 og 2017.
Sagsfremstilling
Baltoppen LIVE søger på vegne af en større samarbejdskreds, herunder flere frivillige foreninger, om et tilskud på 50.000 kr. til opførelse af seks teaterforestillinger "Ikke uden min mor", som skal fremme integrationen og sociale relationer gennem kultur. Til de seks forestillinger, som har en billetpris på 20 kr. bliver der via www.ballerupmuseum.dk ligeledes mulighed for at tilkøbe spisebilletter til 30 kr. Billetprisen er sat lavt for, at det ikke er økonomien, der begrænser en evt. deltagelse. Samtidig bydes der på aftensmad/frokost/eller kaffe og kage for at understrege det sociale element omkring den kulturelle aktivitet. Her vil skuespillerne endvidere samtale med – og stimulere samtaler imellem - gæsterne om forestillingens tema.
Forestillingen "Ikke uden min mor" er én af aktiviteterne i projektet "Nye stemmer", hvis mål det er gennem kulturevents at skabe tillid, tryghed og fællesskaber, der vil bidrage til at afhjælpe integrationsudfordringer. Gennem forskellige kulturelle arrangementer skal der skabes interaktion og kendskab til forskellige kulturer med fokus på sociale relationer mellem borgere af forskellig kulturel herkomst.
Baltoppen LIVE har taget kontakt til teatret "danskdansk", der er specialister i at producere stedspecifik teater. Forestillingen er et mangfoldigt og nuanceret kvindeportræt af kvinder i flere generationer, baseret på interviews med kvinder i alle farver, kulturer og baggrunde fra forskellige byer.
Målgruppen er ikke-vestlige borgere, herunder indvandrere/flygtninge eller efterkommere.
De seks forestillinger bliver opført i marts 2018. Forestillingen "Ikke uden min mor" foreslås opført på TAPETEN Forenings- og Frivillighedscenter, Aktiv Center Ballerup og Ryttergården "Hestestalden".
Forestillingen skal bl.a. medvirke til at etablere fælles referencer, forøge empatien mellem etniske grupperinger, forøge antallet af borgere, der deltager i kulturelle arrangementer og stimulere aktivt medborgerskab blandt borgerne i Ballerup Kommune. De frivillige er ambassadører for teaterforestillingen og skal række ud efter det publikum, der normalt ikke af eget initiativ finder vejen til det opsøgende teater.
Der søges om et tilskud på 50.000 kr. til opførelsen af seks forestillinger i Ballerup Kommune, som støttes af Slots- og Kulturstyrelsen med 75.000 kr.
Kriterierne for tildeling af midler fra integrationspuljen er, at:
- Aktiviteten eller arrangementet primært skal rette sig mod borgere i Ballerup Kommune.
- Aktiviteten skal have til formål enten at fremme/styrke borgernes kendskab til lokalområdet, skabe relationer/netværk eller skabe nye fællesskaber.
- Projekter skal for egne midler i udgangspunktet kunne drives videre efter projektperiodens udløb.
- Det må ikke være et kommercielt arrangement.
Derudover lægges der vægt på, om aktiviteten planlægges af borgere med forskellig kulturel baggrund.
Det årlige støttebeløb pr. projekt kan som udgangspunkt ikke overstige 50.000 kr.
Center for Arbejdsmarkeds vurdering
Center for Arbejdsmarked vurderer, at ansøgningen opfylder kriterierne for puljen til integrationsfremmende initiativer.