Åben OL-træning med det tyske banelandshold

22. maj 2016

Oplev det tyske banelandshold i Ballerup Super Arena. Det foregår onsdag 25. maj, kl. 16.30-18.00

I Europa findes der kun én indendørs cykelbane med de samme dimensioner som OL-banen i Rio de Janeiro - og den ligger i Ballerup.

Derfor holder det tyske banelandshold OL-træningslejr i Danmark med Ballerup Super Arena som den primære træningsfacilitet. Tyskland har et af verdens bedste sprinterhold og har ambitioner om fem medaljer alene i sprintdisciplinerne til OL i 2016.
 
Onsdag d. 25. maj 16.30-18.00 holder tyskerne åben træning. Det betyder, at der er fri adgang for alle interesserede via hovedindgangen (Indgang Syd), hvor træningen kan opleves fra tilskuerpladserne.

Danmarks Cykel Union og Dansk Bicycle Club indsætter flere banecyklings-guider til begivenheden, som bl.a. vil fortælle om sprint som disciplin. Hvis man er ekstra heldig, kan man måske endda tilluske sig en autograf af de tyske ryttere enten før eller efter træning.
 
De største stjerner på det tyske sprinterhold er uden tvivl Joachim Eilers og Kristina Vogel. Begge vandt guld i OL disciplinen ”Keirin” ved VM i London, og begge var de også en del af de tyske hold i Olympisk Holdsprint, hvor det blev til bronze for begge mandskaber. Til den åbne træning vil man, udover at opleve de to stjerner på cyklen, også med sikkerhed kunne se: Max Niederlag, Rene Enders, Maximilian Levy og Miriam Welte.
 
Sæt kryds i kalenderen! Dette er en enestående mulighed for alle, der er interesserede i OL, banecykling og sprint.
 
Tid og sted
Onsdag den 25. maj, kl. 16.30-18.00. Arrangementet er gratis.
Ballerup Super Arena
Ballerup Idrætsby 4
2750 Ballerup