Ballerups rap-drenge udvalgt til Karrierekanonen

8. marts 2016

Hovedløs, der netop har modtaget Ballerup Kommunes Kulturpris, skal nu optræde på Spot Festivalen

Da formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Tom Nielsen for en måned siden uddelte Ballerup Kommunes Kulturpris til rapkollektivet Hovedløs og sluttede med at ønske dem held og lykke med musikken fremover, havde han nok ikke regnet med, det skulle gå så hurtigt.

Men allerede nu har man også uden for Ballerup Kommunes grænser fået øje på de talentfulde drenge. De er nu blandt 12 udvalgte navne ud af 1.579 kandidater til DR P3s Karrierekanonen.

De 12 navne kommer igennem et mindre udviklingsforløb, inden alle 12 spiller på Spot Festival i Aarhus, hvorfra otte går videre til finalen på Smukfest i Skanderborg.

På scenen i Baltoppen
Rapkollektivets medlemmer er alle vokset op i Ballerup og mødtes om musikken på Borupgaard Gymnasium. Siden rapkollektivet tog form i 2012 har de blandt haft mulighed for at udfolde sig på scenen i Baltoppen LIVE bl.a. i forbindelse med Bpromoter-koncerterne. 

De fire medlemmer af Hovedløs med de hip-hopske kunsternavne Vnaru, Messias, ÄNDRÄ og Ivand har studie og øvelokale i Egebjerg, som de deler med nogle venner, der også laver musik.

Inspiration for andre unge
- Hovedløs er en dynamo for elektronisk kreativ musik i Ballerup. I brillerer som elektroniske producere, filmmagere og firstmovers i Ballerup - beskrivende livets mange facetter som ung på forkanten af hovedstaden. Det synes jeg, at I skal blive ved med – til inspiration for andre unge i Ballerup, lød de rosende ord ved tildelingen af Talentprisen fra Tom Nielsen.

Nu kommer inspirationen også ud over Ballerup Kommunes grænser.

Få en smagsprøve på Ballerups rap-drenge ovenfor

 

Under overskriften "Mørk hiphop fra Ballerup" skriver Karrierekanonens jury om deres valg:

"Hovedløs har skabt deres eget lille dystre rapunivers. Et univers som på sin egen dunkle, energiske og melodiøse måde, er meget lokkende." 

Læs DRs artikel om Hovedløs her