Hvad skal Skovlundes nye børnehus hedde?

Det nye børnehus er efter planen klar til indflytning i efteråret 2017, og afløser de eksisterende børnehuse på Lundebjerggårdsvej 104 og 264 i Skovlunde
6. september 2016

Skovlundes nye børnehus er klar til indflytning i efteråret 2017 men mangler et navn. Ballerup Kommune udskriver derfor en navnekonkurrence

Det første spadestik til det nye børnehus på Lundebjerggårdsvej 5 i Skovlunde bliver taget inden længe, men huset mangler stadigvæk et navn. Derfor udskriver Ballerup Kommune nu en navnekonkurrence og inviterer borgerne til at give deres bud på et passende navn. 

Topmoderne børnehus
Børnehuset bliver topmoderne og får en indretning, der indbyder til aktiv leg. Kernen i huset bliver et fælles torv, der er indrettet som et bytorv med kørebane, fodgængerfelt, bytårn og skyline. De mange nye kvadratmeter byder også på et værksted, et pædagogisk køkken og et kulturhus. 

Der kommer også grupperum i det nye hus for at tilgodese børnenes behov for en fast base. Grupperummene findes både i stuen og på første sal, og grupperummene på førstesalen får direkte adgang til en spændende taglegeplads.

Når huset står klart, bliver det børnene fra de nuværende børnehuse på Lundbjerggårdsvej 104 og 264, der flytter ind. Huset får plads til godt 200 børn i alderen fra 0-5 år.

Vær med i konkurrencen og vind et gavekort
Hvis du har en god idé til et navn til børnehuset, så send det til int-boern-unge@balk.dk senest den 30. september. Det eneste krav til navnet er, at det skal indeholde et lokalt præg. Det nye navn bliver besluttet på Børne- og Skoleudvalgets møde den 1. November, og offentliggøres derefter. Vinderen belønnes med et gavekort på 500 kroner til Baltoppen.