Pavillontelte står på brosten

Kom til festlig og forrygende verdensmålsdag i Ballerup den 20. august

Oplevelserne venter på dig, når vi sammen kommer med bæredygtige og grønne ideer på lokale udfordringer. Kom til grøn verdensmålsdag fredag den 20. august fra klokken 10.00 til 18.00 på Banegårdspladsen i Ballerup.

Den 20. august bliver en festdag i Ballerup. Banegårdspladsen bliver fyldt med pavilloner og scene, når vi sammen bliver klogere på, hvad FN’s verdensmål betyder for os lokalt og i hverdagen.

Du kan møde lokale frivillige, uddannelsesinstitutioner, kulturinstitutioner og organisationer, der alle sammen viser eksempler på, hvordan de arbejder med verdensmålene og gør dem til konkrete handlinger i Ballerup Kommune.

Festlig og musikalsk verdensmålsdag

Verdensmålsdagen begynder samme dag som Ballerup Musikfest. Derfor bliver hele byen fyldt med musik, liv, leg og bæredygtige sanseindtryk. Ballerup Musikfest begynder klokken 18.00 på Kirketorvet, men dagen igennem kan du opleve musik, hoppeborg og boder med mad og drikke – også på Banegårdspladsen.

Forvent masser af aktivitet på Banegårdspladsen klokken 10.00-18.00, hvor Banegårdspladsen er åben for alle. Fra klokken 10.00-13.00 er aktiviteterne målrettet børn og unge.

Programmet er i øjeblikket i gang med at falde på plads. Du kan glæde dig til et alsidigt program med oplevelser for alle sanserne.

Du kan blandt andet få en prøvetur i el-bil, blive klogere på fremtidens mobilitet, få smagsprøver på bæredygtig mad, høre spændende paneldebat og deltage i quizzer. Vi opdaterer løbende programmet frem mod verdensmålsdagen.

Vi glæder os til at dele en fænomenal, forrygende og festlig dag sammen med dig, når vi på verdensmålsdagen kommer med bæredygtige og grønne ideer og løsninger på lokale udfordringer.

Vi ses den 20. august!

Verdensmålsdagen i Ballerup bliver arrangeret sammen med NGO’en ”Danmark for Målene” – læs mere på danmarkformaalene.dk  

SOCIALE MEDIER