Pensionistudflugt til Gyrstinge Skovkro

1. marts 2016

I år går turen til Gyrstinge Skovkro, der ligger på midt mellem Ringsted og Sorø. Billetterne er til salg fra den 16. marts

Kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune arrangerer igen i år pensionistudflugter for kommunens førtids- og folkepensionister.

For at kunne deltage i pensionistudflugterne, skal man være bosat i Ballerup Kommune. Hvis man har behov for en hjælper, kan vi dog se bort fra dette krav (hjælperen behøver ikke at bo i Ballerup Kommune).

I år går udflugterne til Gyrstinge Skovkro, som ligger i udkanten af Lille Bøgeskov midt mellem Ringsted og Sorø. Skovkroen ligger i meget idylliske omgivelser.

Eftermiddagsturen går til Sorø by, hvor der vil være mulighed for at gå rundt i byen på egen hånd. På turen fra Gyrstinge Skovkro til Sorø vil I høre lidt om de ting, vi kommer forbi.

På Gyrstinge Skovkro venter der os en dejlig kop kaffe/te med hjemmelavet lagkage til. 

Kl. 17.30 serveres der gl. dags oksesteg med hvide kartofler, glaserede løg, fine ærter, surt samt skysauce. Til dessert vil I få en desserttallerken med kage, frisk frugt samt is.

Der vil være musik, mens vi nyder middagen. Under aftenskaffen vil der være mulighed for en lille svingom.
Prisen for hele arrangementet er 200 kr. pr. person.

Udflugterne vil finde sted på følgende dage
Tirsdag den 17. maj
Mandag den 23. maj
Onsdag den 25. maj
Onsdag den 1. juni
Onsdag den 8. juni
Onsdag den 15. juni.

Der er opsamling 20 minutter før afgang, kl. 12.40 på Kratvej ved Måløv Kirke, på Egebjergvej ved Egebjergvang og ved det tidligere posthus på banegårdspladsen i Skovlunde.

De øvrige ture starter præcist kl. 13.00 ved Ballerup Rådhus, med forventet hjemkomst kl. ca. 21.00.

Alle ture er røgfrie. Dette gælder også på Gyrstinge Skovkro. Der er mulighed for rygning udenfor.

Pensionsmeddelelse SKAL medbringes og forevises ved køb af billetter. Man kan købe max. 2 billetter pr. person og man kan kun deltage på én af udflugterne.

Salgssteder
Billetter kan tidligst købes fra onsdag den 16. marts 2016 på følgende steder:

Ballerup Bibliotek, Banegårdspladsen 1
Kulturhus Måløv, Måløv Hovedgade 60
Skovlunde Kulturhus, Bybjergvej 8
Alle steder fra kl. 10.00 og frem til lukketid.

Kørestolsbrugere
Billetter kan købes på de 3 biblioteker. Husk at meddele at det er SPECIELBILLET som ønskes, da der SKAL reserveres plads i liftbussen.

Kørestolsbrugere og meget dårligt gående SKAL stå på bussen ved Ballerup Rådhus. Overholdes dette ikke, kan chaufføren nægte at medtage deltageren.

Speciel diætmad
Er man diabetiker og har brug for speciel mad, skal man i god tid inden udflugten kontakte Politisk Sekretariat på tlf. nr. 4477 2004, så det kan arrangeres med Gyrstinge Skovkro.