Nu tæller hver stemme i Borgermillionen

5. januar 2016

I aften, onsdag den 6. januar, afgør borgerne i Ballerup Syd, hvad 385.000 kroner skal bruges til

Et af Borgermillionens projekter bliver fremlagt
(Foto: En parkour-bane er et af de forslag, man kan stemme på)

Skal Hede-Magleparken have en skaterbane?
Skal der være parkourbane nær Pederstrup-området?
Skal Ballerup Syd have en byttecentral, hvor man kan aflevere en genstand og tage en anden med sig?

Det er nogle af de muligheder, man kan give sin stemme til i aften, onsdag den 6. januar, kl. 18.30 på Ballerup Bibliotek, hvor Ballerup Syds andel af Borgermillionen skal fordeles.

Ud over de tre ovennævnte projekter er det også muligt at stemme på to projekter, der forsøger at hente penge fra alle fire områder i kommunen – nemlig Mere Monitor og Digital Opslagstavle.

Læs mere om Borgermillionen og se projekterne her 

Mød op – måske bliver din stemme tungen på vægtskålen!

Ligesom den første Borgermillion i 2013 fordeles pengene i de fire bydele baseret på befolkningstallet i bydelen. Det betyder, at befolkningsrige Ballerup Syd har hele 385.128 kr. til rådighed.

Borgmesteren deltager
Allerede dagen efter, torsdag den 7. januar, er det Måløvs tur til at stemme om, hvad deres andel på 188.365 kr. skal bruges på, mens de to øvrige afstemningsmøder holdes i næste uge.

Som ved de indledende møder vil borgmester Jesper Würtzen deltage i de fire afstemningsmøder, men uden i øvrigt at blande sig i processen.

- Borgermillionen er en læringsproces for os i kommunen, og vi glæder os igen til at få nye erfaringer med en proces, hvor der er lagt væk på, at det er borgernes projekter, ikke kommunens, understreger borgmesteren.

Får udleveret stemmesedler
Ved de fire møder i denne og næste uge vil det som ved den første Borgermillion stadig være demokrati i sin reneste form, hvor alle deltagere i møderne har én stemme – og ideen eller ideerne med flest stemmer vinder.

Stemmeberettigede til afstemningerne er alle fremmødte borgere, som har adresse i den aktuelle bydel og er over 6 år. Man vil få udleveret stemmesedler i begyndelsen af møderne, hvilket betyder, at man skal deltage i hele mødet for at være stemmeberettiget.  

Læs mere om Borgermillionen og se projekterne her 

Her kan du stemme
Ballerup Syd: onsdag den 6. januar kl. 18.30 på Ballerup Bibliotek
Måløv: torsdag den 7. januar kl. 18.30 i Kulturhus Måløv
Skovlunde: tirsdag den 12. januar kl. 18.30 i Skovlunde Kulturhus
Ballerup Nord: onsdag den 13. januar kl. 18.30 på Ballerup Rådhus, Atriet