Prisregn i Baltoppen LIVE

Kulturprisen til Ballerup Ungdomsråd Katharina Kinslev og Jacob Wøhler Jørgensen uddelt af direktør for Danske Bank Ballerup Afdeling Per Fæster Jørgensen
24. januar 2017

Der var penge- og prisregn til lokale ildsjæle ved en festlig nytårssammenkomst i Baltoppen LIVE fredag aften

Fredag var et par hundrede repræsentanter for kommunens kultur- og idrætsliv samlet til nytårssammenkomst i Baltoppen LIVE. De mange lokale ansigter var samlet for at hylde både nye og velkendte kræfters indsats for kultur- og idrætslivet i Ballerup.

Borgmester Jesper Würtzen var vært for en festlig aften med spændende musikalske indslag af lokale bands og solister og flotte prisoverrækkelser undervejs.

To ildsjæle blev Årets Leder

Den første pris på aftenens program gik til en lokal ildsjæl, Torben Liljeroth. Torben Liljeroth er kendt for sit store engagement i kommunens musikliv, og han fik prisen som Årets Leder 2017 for Øvrige foreninger.

Aftenens anden prisvinder var Uffe Mortensen. Han modtog prisen som Årets Leder for Idrætsforeningerne for sit utrættelige engagement gennem de seneste 12 år for Måløv Idrætsforening, hvor han i dag er næstformand.

Borgmester Jesper Würtzen var glad for at uddele priserne til to ildsjæle, der er med til at gøre en forskel i lokalsamfundet.

- Uffe og Torben er med deres entusiasme og engagement med til at gøre foreningslivet i Ballerup til noget helt særligt. Takket være dem, og ikke mindst alle vores andre ledere i foreningerne, kan vi tilbyde nogle rigtig gode og inspirerende rammer for det lokale foreningsliv, lyder det fra Jesper Würtzen.

Ballerup Ungdomsråd fik Kulturprisen

Én af aftenens andre priser var Kulturprisen 2017. Klapsalverne og checken på 20.000 kroner, som er sponsoreret af Danske Banks lokale afdeling i Ballerup, løb Ballerup Ungdomsråd med.
 
Katharina Kinslev og Jacob Wøhler Jørgensen modtog prisen på vegne af hele Ballerup Ungdomsråd.

- Vi er super taknemmelige for prisen, og vi er enormt glade for at vores arbejde blive anerkendt på den måde. Vi har valgt at bruge pengene på en studietur til Ballerups venskabsby, Brandenburg an der Havel, for at se nærmere på deres tilbud til unge, samt brainstorme på nye idéer og tiltag til vores egne projekter, siger Katharina Kinslev.
 
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Tom Nielsen fremhævede ved prisoverrækkelsen, at prisen gives som en påskønnelse af ildsjæle, der skaber kulturelle eller kunstneriske oplevelser, der gør Ballerup Kommune til en spændende by at besøge, bo eller leve i.
 
Talentprisen gik til ung singer-songwriter

Årets talentpris gik i år til singer-songwriter Sebastian Dahl Pedersen der har spillet musik, siden han var otte år gammel og som knokler for at slå igennem.
 
- Talentprisen, og anerkendelsen der følger med, betyder rigtig meget for mig. Jeg er stolt over at modtage prisen, da jeg de seneste to år har knoklet hårdt for at etablere mig som singer-songwriter og kunne udgive min første plade. Forhåbentlig kan prisen og hæderen hjælpe med til, at jeg kommer helt ud over scenekanten, siger Sebastian Dahl Pedersen.
 
Danske Bank i Ballerup var for tredje gang med til at overrække Talentprisen på de 5.000 kr. og, her glæder man sig over at være med til at støtte det lokale kulturliv.

- Vi er glade for at være med til at belønne lokale ildsjæle, der gør en positiv forskel for Ballerup. Det motiverer og inspirerer andre til at engagere sig, fortæller direktør for Danske Bank, Ballerup Afdeling, Per Fæster Jørgensen. 

Danske Bank har i 2016 underskrevet en sponsporaftale gældende for 2017-2018 på 20.000 kr til Kulturprisen og 5.000 kr til Talentprisen.
 
Idrætten scorede 600.000 kr.

Det lokale idrætsliv oplevede også en sand guldregn ved fredagens nytårsfest. I alt seks foreninger kunne glæde sig over at blive kaldt op på scenen og få del i de i alt 600.000 kr., som Team Ballerup i år uddelte, hvilket var med til at sætte et flot punktum for aftenen.
 
Svømmeklubben Triton fik 115.000 kr., Ballerup Atletik Klub fik 105.000 kr. og Ballerup Skovlunde Fodbold løb med 105.000 kr. Derudover fik Ballerup Skytteforening 100.000 kr., Dansk Bicycle Club 90.000 kr. og BMS Basket scorede 85.000 kr.