Boliger

Det er en stor beslutning at flytte til en ny bolig, og den kan føles endnu større, når den ny bolig indebærer en helt anden boform. Se hvordan du søger en plejebolig her. 

 

Sønderhaven består af tre forskellige enheder: Et plejecenter for ældre med 48 plejeboliger og otte korttidsboliger, et bofællesskab for yngre udviklingshæmmede med 12 boliger, og 16 ældreboliger fordelt med otte 2-rums og otte 3-rumsboliger.

Plejeboligerne ligger på 1. og 2. sal, og er placeret i fire grupper med 12 lejligheder, som er fælles om et køkken/alrum, en opholdsstue og nogle mindre hyggekroge. I 1.sals niveau er en bred terrasse, som følger bygningens indre mur hele vejen rundt. Der er flere udgange til terrassen, hvor der er god plads til ophold og udsigt til den indre have. På 2. sal er der store balkoner på bygningens yderside med udsigt over lokalområdet.

Lejlighedens bruttoareal er 75,4 m2, hvoraf godt halvdelen ligger i fællesarealerne. Lejlighedens opholdsrum har en køkkenniche med køleskab og vask, og der er mulighed for at tilslutte en kaffemaskine eller el-kedel. Boligen er udstyret med antennestik til radio og TV. Det er Yousee, der lever antennesignalerne, og den lille TV-pakke er installeret. Endvidere er der telefonstik og kaldeanlæg til personalet.

Soveværelset er adskilt fra opholdsrummet med en rumdeler, som kan afmonteres, hvis man ønsker det. Der er et stort klædeskab og en seng med madras.

Boligformen indebærer, at du kommer til at leve tæt sammen med andre, og den inviterer til at indgå i sociale fællesskaber med de øvrige beboere. Men du bestemmer selv, hvordan din hverdag i Sønderhaven skal være. Dagens måltider serveres i køkken/alrummet, og det er en god indgang til at lære de øvrige beboere at kende, men det er altid muligt at vælge at spise i sin bolig. Det er i høj grad muligt også at vælge en mere privat tilværelse, hvis du ønsker det.

Byggeriet er opført i et samarbejde mellem Ballerup Kommune og Ballerup Ejendomsselskab. Alle boligerne anvises af Ballerup Kommune, men udlejes af KAB, der er administrationsselskab for Ballerup Ejendomsselskab.

Du kan ansøge din bopælskommune om hjælp til boligindskud og boligstøtte. Støtten er afhængig af din indkomst og formue. Du kan kontakte boligstøttekontoret i din kommune, som kan svare på spørgsmål om disse forhold.

Indskud ca 36.400 kr.
Husleje   7.904 kr.
A conto varme      293 kr.
A conto el      506 kr.
A conto vand      210 kr.
Antenne m.v.      159 kr.
Ophavsafgift        33 kr.
Husleje inkl. a conto forbrug   9.105 kr.

 

Vinduespolering: Udvendig og indvendig i boligen to gange om året

Læs her om:

 

Sønderhaven har 16 ældreboliger, som er placeret i to bygninger i tre etager. I den ene bygning er boligerne indrettet til enlige og i den anden til par. Alle lejligheder har altaner, hvor der er god plads til ophold.

Boligerne har to rum. Køkken/alrum og stue ligger i åben forbindelse, så det er let for gangbesværede eller kørestolsbrugere at komme rundt i boligen.

De grønne arealer mellem husene er beplantet med forskellige træer og planter. Her er også placeret bænke med plads til ophold.

S-togs stationen ligger kun 200 meter fra Sønderhaven ad en gangsti, som fortsætter til Måløv, hvor der er to supermarkeder, apotek, posthus og flere små butikker.

Søg en ældrebolig

Det er Visitationen i Ballerup kommune, der behandler ansøgninger om ældreboliger.  Læs mere om ældreboliger eller find et ansøgningsskema via linket.  

Bofællesskabet Sønderhaven, er et § 108 bo-tilbud, til dig, hvis du har en form for udviklingshæmning. Der er altid personale til rådighed for at støtte og hjælpe dig der, hvor du kan have brug for det - enten fysisk eller psykisk.

I Sønderhavens bofællesskab bor tolv bofæller med hvert sit behov for støtte. Her er mange gode grin, god atmosfære og masser af omsorg for hinanden.

Det er vigtigt, man føler sig set, hørt, forstået og respekteret for den, man er. Personalet er derfor nysgerrige, hjertevarme, engagerede og flerfagligt sammensat med en anerkendende tilgang. Udover at de er fagligt velfunderede, er de meget bevidste om at se mennesket bag evt. diagnoser med stor respekt for bofællernes ret til selvbestemmelse. 

Lejlighederne er fordelt med seks på hver etage. Men alle bofæller færdes på begge etager og spiser enten sammen, på tværs eller på skift, alt efter lyster og behov. Man kan også spise eller hygge i sin egen lejlighed, hvis man vil det.