Bofællesskab Bygaden

Velkommen til Bygaden - et botilbud for voksne med særlige behov

Bostedet Bygaden er et § 108 tilbud til borgere med funktionsnedsættelse og særlige behov for hjælp og støtte i hverdagen.

I Bygaden bestræber vi os på at:

  • En behagelig atmosfære med humor og sammenhold
  • Ansvaret for egen tilværelse så vidt muligt ligger hos den enkelte beboer
  • Personalet yder rådgivning og vejledning med afsæt i beboernes individuelle behov

Vi varetager borgerens integritet med udgangspunkt i en fælles forståelse af hans/hendes livshistorie, ressourcer og behov.

Se en video om Bygaden:

 

I Bygaden er der plads til både spontane arrangementer og faste traditioner - altid med afsæt i den enkelte borgers ønsker, behov og forudsætninger

Bygaden, der er bygget i september 1989, er et hus på 310 m2, med 6 stk. 1-værel­ses lejligheder.

Vi har et stort fælles spisekøkken, opholdsstue, vaskerum og et udendørs skur.
Her er døgn­dækning.

Huset er indrettet med god plads til alle. Hver beboer har en selvstændig lejlighed med eget bad, toilet og tekøkken med køleskab.

De seks beboere er af begge køn og har behovet for særlig hjælp og støtte tilfælles. Nogle har også fysiske handicap og sidder i kørestol, alle har intakt verbalsprog.

Beboermøde

En gang om ugen holder vi beboermøde, hvor vi hygger med te/kaffe og snakker om aktuelle emner i huset eller hos den enkelte beboer. Fast på dagsordenen er den kommende uges madplan, hvor beboerne skiftes til at være ansvarlig for menuen.

Hjemmedag

Alle beboere har en hjemmedag hver anden uge, hvor de med den nødvendige støtte tager til  tandlæge, frisør, i banken, køber ind osv. Hjemmedagen bruges også på oprydning, rengøring,  hygge, afslapning og i det hele taget de ting, de ikke når i hverdagen. De beboere, der kan klare sig selv, har desuden en ugentlig fridag uden pædagogisk personale til rådighed.

Huslige pligter

Med udgangspunkt i den enkeltes formåen deltager alle i madlavning, borddækning, afrydning efter maden og opvask. Nogen har brug for en ugentlig planlagt dag mens andre deltager, når energien er til det.

Fritid

Flere af beboerne har en fritidsaktivitet som for eksempel fitness (med personlig træner) og er desuden tilmeldt Klub det nye sted. De fleste er bevilget en ledsager (kommunens ledsagerordning), som tager med borgeren til koncert, i teater, svømmehal osv.

Weekend

I weekenden besøger beboerne deres familie eller familien kommer på besøg i Bygaden. Andre tager på ture med ledsager eller slapper af i fællesrummet og egen lejlighed. Vi har fokus på, at bofællesskabet er borgernes private hjem, hvor de som udgangspunkt selv bestemmer og har ret til at sige til og fra. Nogle vil gerne opleve en masse, mens andre har brug for ro og afslapning. Vi bestræber os altid på at imødekomme den enkeltes ønsker og behov.

Ferie

Beboerne i Bygaden, som har stor fornøjelse af at holde ferie med hinanden, har 2 x 1 uges fælles ferie om året. 1 uges hjemmeferie, hvor alle er hjemme og tager på ture ud af huset (fx i biografen, til København, kulturelle arrangementer. museer mm.), og 1 uges beboerferie, hvor vi rejser væk og alle har indflydelse på feriens type (sommerhus, badeland osv.).

Faste traditioner

Der afholdes 3 arrangementer i løbet af året, hvor de pårørende indbydes til hygge og samvær.

Julefrokost
Havedag
Husets fødselsdag

Der gøres lidt ekstra ud af den enkelte beboers fødselsdag – morgenbord og middag for bofæller og personale.

Vi deltager også i arrangementer internt i organisationen.

Botilbud Bygaden arbejder for borgerens ret til selv- og medbestemmelse

Mission

Bostedet Bygaden arbejder på at kompensere for borgerens funktionsnedsættelse og støtte vedkommende i at have et godt liv.

Dette gør vi ved at:

  • Kompensere for borgerens funktionsnedsættelse i det daglige liv gennemvejledning og motivation af både borger og pårørende
  • Vedligeholde og videreudvikle færdigheder og potentiale
  • Effektuere selv- og medbestemmelse
  • Skabe en atmosfære, hvor borgeren har lyst til at blive boende
  • Bruge det omgivende samfund aktivt i arbejdet med borgeren

Vision

Bostedet Bygaden ønsker at vedligeholde og borgerens styrker og støtte op om udvikling der, hvor der er et udviklingspotentiale.

Udvikling af og viden om kommunikative færdigheder er en central opgave for bostedets medarbejdere, og faglig refleksion prioriteres højt.

Vi ønsker løbende at effektuere selv- og medbestemmelse i dagligdagen og arbejder med udvikling og kompensation af borgernes kognitive og praktiske færdigheder, hvor der er behov for det.

Muligheden for at realisere bestemte ønsker giver en følelse af at være herre over eget liv

Det fælles, pædagogiske fundament for bostederne, Bygaden, Klakkebjerg og Hold-An Vej er: selv- og medbestemmelse samt neuropædagogik.

Vi hjælper den enkelte borger til indflydelse på eget liv, han/hun respekteres som et selvstændigt individ og  vejledes i forhold til ønsker og behov i dagligdagen.

Sammen med borgeren sættes der overskuelige mål for udvikling. Ud over de lovpligtige handleplansmøder udarbejdes der en billeddannelse, samt en samarbejds- og  handlingsaftale, som sikrer løbende fokus på hver enkelte borger og bringer livshistorie, ønsker og udviklingsmål i spil som aktive redskaber i det pædagogiske arbejde.

Selv- og medbestemmelse

I Bygaden sikrer vi borgerens ret til indflydelse ved at stille flere valgmuligheder op, når beslutninger skal træffes. Der tages altid individuelt hensyn til, om borgeren magter to eller fem ting at vælge imellem.

Personalet i Bygaden støtter borgeren i at vælge og gennemføre aktiviteter. Muligheden for at realisere bestemte ønsker giver en følelse af at være herre over eget liv og er dermed med til at øge integritet, selvværd og livskvalitet.

Vi beskytter borgeren imod unødige nederlag ved at sørge for, at han/hun altid er klar over konsekvenserne af bestemte valg og handlinger. For eksempel taler vi om andre menneskers reaktion på aparte opførsel, og vores beboere vælger bevidst at lægge en dæmper på fjolleri og højlydte udbrud, når vi er ude blandt andre.

Daglig leder
Anette Kristensen 
Mail: akr2@balk.dk
Tlf.: 4477 3808

Administration
Lise Porsborg
Mail: lpj@balk.dk
Tlf.: 4477 3830

Lene Jørgensen
Mail: ljr@balk.dk
Tlf.: 4477 1730

Kontakt

Botilbud Bygaden

Egebjerg Bygade 30-32
2750 Ballerup

4477 3142

E-mail