Sammen om psykisk trivsel er Ballerup Kommunes lettilgængelige behandlingstilbud. Tilbuddet henvender sig til børn & unge i aldersgruppen 5-17 år, der har bopæl i Ballerup Kommune og som oplever tegn på psykisk mistrivsel i hverdagen. Tilbuddet skal sikre, at børn & unge der ikke trives, får hjælp i rette tid og at deres tilstand ikke forværres. Det er derfor også helt essentielt, at I som forældre, kan henvende jer i tilbuddet og få hjælp og støtte til, hvordan I kan hjælpe jeres barn.
Lettilgængelig behandling for børn og unge
-
Hvis du som forælder, vurderer at dit barn har brug for støtte og hjælp til at få forbedret sin psykiske trivsel, kan du kontakte os på alle hverdage mellem kl. 9-12; telefonisk på: 4477 1607 eller brug denne kontaktformular.
Vi anbefaler, at du kontakter os sammen med dit barn, men du er også velkommen til at kontakte os selv for råd og vejledning i relation til dit barns trivsel og hvordan du bedst kan hjælpe og støtte dit barn i hverdagen. Vil du vide mere om tilbuddet, så orientér dig her hvor du kan læse mere om de nationale retningslinjer, hvor Sundhedsstyrelsen har beskrevet de faglige rammer, Sammen om psykisk trivsel følger.
-
Alle børn & unge oplever at føle sig triste, bekymrede, urolige eller ked af det i en periode. Derfor kan det også være svært at vide, om dit barn har brug for professionel hjælp. Dit barn kan for eksempel godt have det svært i en periode, hvis de har mistet et familiemedlem, har slået op med sin kæreste eller er blevet skadet til en fritidsaktivitet. Dette vil være en forbigående livsbegivenhed, der ikke nødvendigvis kræver sundhedsfaglig behandling, men nærmere kan håndteres gennem omsorg fra forældre, venner eller andre trygge voksne i barnets liv. Udviser dit barn dog tegn på, ikke at trives igennem en længere periode, kan der derimod være tale om psykisk mistrivsel i en grad, der påvirker barnets deltagelse i almindelige hverdagsaktiviteter. I dette tilfælde er der tale om en tilstand, der forhindrer barnet i at gøre hvad det plejer.
Det kan være et tegn på psykisk mistrivsel, hvis du som forælder oplever, at dit barn:
-
Er meget ked af det og har mange bekymringstanker
-
Jævnligt har hoved- eller mavepine, der fx opstår i uvante eller vanskelige situationer for barnet
-
Har svært ved at sove og tager lang tid om at falde i søvn
-
Har mistet lyst til at deltage i aktiviteter, barnet tidligere deltog i
-
Ikke kan overskue dagligdags rutiner såsom at gå i bad, rydde op eller fysisk aktivitet
-
Udfordres af tiltagende negativ tænkning og følelsen af håbløshed
-
Undgår at spise eller har fået et kompliceret forhold til mad
-
Er impulsiv, har svært ved at finde ro og generelt er udfordret på sin opmærksomhed
-
-
Børn & unge i aldersgruppen 5-17 år, der har bopæl i Ballerup Kommune og som oplever tegn på psykisk mistrivsel i hverdagen. Tilbuddet skal sikre, at børn & unge der ikke trives, får hjælp i rette tid og at deres tilstand ikke forværres.
Indsatser i tilbuddet
-
Form og indhold
Få styr på angsten er et manualbaseret selvhjælpsprogram til forældre. Forældre til op mod 8 børn deltager, og programmet forløber over i alt 10 uger. Forældrene deltager i to workshops og arbejder selv derudover med øvelser i hjemmet. Få styr på angsten er baseret på kognitive adfærdsterapeutiske principper.
Målgruppe
Målgruppen er børn i 1. til 6. klasse med moderat angst – børn der har problemer i hverdagen, i en grad så forældrene tænker, at der er behov for støtte og hjælp, men ikke i en grad, så det forstyrrer massivt.
Formål og effekt
Formålet er, at forældrene lærer at genkende angsten i hverdagen og hvordan de bedst hjælper deres barn. Den ønskede effekt for barnet er, at barnet lærer at udforske angste tanker og handlinger, så angsten overvindes.
-
Form og indhold
Cool Kids er et kognitivt adfærdsterapeutisk behandlingsprogram for børn med angstlidelser. Der arbejdes i grupper over 10 uger.
Målgruppe
Børn i alderen 7-12 år, som har problemer med angst.
Formål og effekt
Formålet med Cool kids er at børnene lærer at styre angsten og mindske symptomerne. Samtidigt trænes forældrene i at hjælpe børnene med dette arbejde. Den ønskede effekt for barnet er at opnå viden om ængstelige følelser, tanker og adfærd, styrket problemløsning og selvsikker adfærd.
-
Form og indhold
Chilled er et kognitivt adfærdsterapeutisk behandlingsprogram for unge med angstlidelser. Der arbejdes i grupper over 10 uger.
Målgruppe
Unge i alderen 13-17 år, som har problemer med angst.
Formål og effekt
Formålet med Chilled er, at de unge lærer at styre angsten og mindske symptomerne. Samtidigt trænes forældrene i at hjælpe de unge med dette arbejde. Den ønskede effekt for den unge er at opnå viden om ængstelige følelser, tanker og adfærd, styrket problemløsning og selvsikker adfærd.
-
Form og indhold
Invest in play er et manualbaseret kursus til forældre. Kurset løber over 12 uger. På kurset er der plads til op til 14 forældre. Der anvendes videoklip, diskussioner og øvelser.
Målgruppe
Forældre til børn i alderen 6-12 år med uro og uopmærksomhed samt familier med et højt konfliktniveau.
Formål og effekt
Formålet med kurset er at opbygge mestring og selvkontrol i forældrerollen, samt at styrke det positive samvær, mindske konflikter og øge en anerkendende kommunikation i familien. Den ønskede effekt for barnet er en styrket relation til forældrene, mere ro, samt at barnets selvværd og selvtillid styrkes.
-
Form og indhold
I forløbet kan den unge få op til 6 samtaler med en psykolog.
Målgruppe
Unge i alderen 13-17 år, der har det svært, og som ikke kan hjælpes gennem andre indsatser i det lettilgængelige behandlingstilbud. F.eks. kan det være problematikker omkring tristhed, ængstelighed, skyldfølelse, ensomhed, højt forventningspres, selvværds- og identitetsproblematikker, problemer i familien, med venner, en kæreste eller problemer i skolen.
Formål og effekt
Formålet er at komme mistrivsel hos de unge til livs gennem en tidlig indsats hos en psykolog som frit kan tilrettelægge forløbet efter den unges behov.
-
Form og indhold
Behandlingen består i et individuelt samtaleforløb mellem barn/ung og en behandler. Forældrene deltager både i det indledende og afsluttende møde, samt mødes alene med behandleren undervejs. Mellem samtalerne øver barnet/den unge sig på det, der er gennemgået i samtalerne. Forløbet indeholder mindst 6 samtaler og varer typisk et par måneder. Behandlingen har fokus på individuelle udfordringer og oplevelser og bygger på aktuel bedste viden om, hvad der virker for målgruppen.
Målgruppe
Unge i alderen 12-17 år der er mere bekymrede eller triste end deres jævnaldrende. Dette viser sig f.eks. som manglende overskud eller stor usikkerhed omring egne evner og eget værd.
Formål og effekt
Formålet med behandlingen er at hjælpe barnet/den unge med at forstå og håndtere sine svære tanker og følelser, så hverken bekymring eller tristhed kommer til at påvirke hverdagen for meget. Den ønskede effekt for barnet/den unge er, at han/hun bliver mere bevidst om sine negative tanker og følelser, forstår bekymringen/tristheden, samt evner at tænke og handle mere hensigtsmæssigt ift. det, der er svært.
-
Form og indhold
Behandlingen består af en række samtaler af 1-1,5 times varighed. Under samtalerne taler forældre og barn/ung med en behandler om, hvad familien kan gøre anderledes derhjemme. Mellem samtalerne øver familien sig på det, der er blevet gennemgået. Forløbet indeholder mindst 5 samtaler og varer typisk et par måneder. Behandlingen har særligt fokus på kost, spisning og andre ændringer af adfærd relateret hertil, ligesom den bygger på aktuel bedste viden om, hvad der virker for målgruppen.
Målgruppe
10-17 årige der er overoptagede af krop og mad. Dette viser sig f.eks. ved bekymrende vaner omkring mad og/eller motion ofte med hyppig kontrol af spisning.
Nb. For børn i aldersgruppen 10-13 år tilbydes primært forløb til forældre.
Formål og effekt
Formålet med behandlingen er at støtte barnet/den unge i en sund udvikling og forebygge, at udfordringerne udvikler sig til en spiseforstyrrelse. Den ønskede effekt for barnet/den unge er derudover at skabe en forståelse for, hvad en spiseforstyrrelse er og gør og også klæde familien på så de i fællesskab kan tage kampen op mod den forstyrrede spisning og fortsætte arbejdet på egen hånd efter forløbets afslutning.
-
Form og indhold
Behandlingen består af en række samtaler af 1-1,5 times varighed. Barn/ung og forældre taler med en behandler både sammen og hver for sig og øver sig mellem samtalerne på det, der er blevet gennemgået. Forløbet indeholder mindst 8 samtaler og varer typisk et par måneder. Behandlingen har fokus på individuelle udfordringer og oplevelser, og den bygger på aktuel bedste viden om, hvad der virker for målgruppen.
Målgruppe
12-17 årige der bevidst gør skade på sig selv. Dette viser sig f.eks. ved tilbagevendende skader på kroppen så som snitsår, brændemærker eller buler, der nogle gange skjules.
Formål og effekt
Formålet med behandlingen er, at barnet/den unge lærer at forstå og håndtere sine svære følelser på en mere hensigtsmæssig måde, så selvskaden bliver reduceret.