Knallertkørekort
Det er forbudt at køre på knallert uden kørekort til lille knallert, hvis du er under 18 år
Det er forbudt at køre på knallert uden kørekort til lille knallert, hvis du er under 18 år
-
Indhold
Du skal have kørekort til kategori LK (lille knallert), hvis du:
- er under 18 år
- er fyldt 18 år efter 19. januar 2013 og ikke har kørekort til bil, motorcykel eller stor knallert.
Du kan få udstedt kørekort og må køre på lille knallert, når du er fyldt 15 år, men du må allerede begynde at gå til undervisning for at få dit kørekort til lille knallert, når du er 14 år og 6 måneder.
Er du fyldt 18 år før den 19. januar 2013, er det lovligt at køre på lille knallert uden knallertkørekort.
Den 19. januar 2013 trådte de nye regler i kraft, som kort fortalt betyder, at du skal have kørekort i kategorien LK (lille knallert) for at køre på knallert. De nye regler gælder, hvis du er over 18 år, ikke har kørekort til bil, motorcykel eller stor knallert og ikke tidligere har taget knallertbevis i Ungdomsskolen. Du skal samtidig op til en teoriprøve hos politiet.
Læs mere om reglerne for både lille knallert og stor knallert hos Rådet for Sikker Trafik.
-
Indhold
Kommunen arrangerer knallertundervisning, og den foregår typisk på den kommunale ungdomsskole. Undervisningen består af både teori og praksis - dvs., at du både skal læse, udfylde skriftlige prøver og ud at køre på vejene med en lærer.
Du skal klare følgende for at få kørekort til knallert:
- følge ungdomsskolens undervisning og bestå både en teoriprøve og en praktisk køreprøve
- bestå 30 undervisningstimer - inklusiv den teoretiske og den praktiske prøve.
Før du kan gå op til den praktiske prøve, skal du desuden have gennemført et førstehjælpskursus, som er et særskilt kursus og ikke en del af knallertundervisningen.
Læs mere om reglerne og førstehjælpskurset på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside:
Læs mere om lovgivningen på Færdselsstyrelsens hjemmeside:
-
Indhold
For at få kørekort til stor knallert (45 km/t) skal du henvende dig til en kørelærer.
Du skal have kørekort til stor knallert, hvis du ikke allerede har kørekort til bil eller motorcykel. Du kan tidligst få kørekort til stor knallert, når du fylder 18 år.
Det koster 380 kr. (2024) at gå til køreprøve for at få kørekort til stor knallert.
Læs mere om kørekort til stor knallert på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.
-
Indhold
Kørekort til lille knallert koster 660 kr. (2024),
hvis du er under 18 år og 160 kr. (2024), hvis du er over 18 år. Nogle kommuner
tager dog et ekstra gebyr for at udstede knallertkørekortet.Det koster 300 kr.
(2024), hvis du er under 18 år og ikke består den teoretiske eller den
praktiske køreprøve første gang og dermed skal op til en fornyet køreprøve.Kørekort til stor knallert koster 380 kr. (2024)
-
Indhold
Et kørekort til lille knallert giver dig ret til at køre på en lille knallert, der højest kan køre 30 km/t.
Du skal have kørekort til stor knallert, motorcykel eller bil for at køre på en knallert 45, og du må kun bruge knallerten på vejene, altså kørebanerne - ikke på cykelstier eller lignende.
Det er forbudt at ændre på knallerten/tune den, så den kan køre stærkere. Hvis politiet får en mistanke om, at du har tunet din knallert, kan de kontrolmåle den. Hvis de har ret i, at den er tunet, får du en bøde på minimum 1.000 kr. (2024).
Ligegyldigt om din knallert er en stor eller lille model, må du kun køre på den alene. Du må altså ikke have en eller flere venner med på knallerten.
Kørsel uden kørekortet
Hvis du kører på en lille knallert uden at have knallertkørekort, koster det 1.000 kr. i bøde (2024). Hvis du kører på en stor knallert uden knallertkørekort, er bøden væsentligt større.
Glemt din hjelm?
Du skal altid huske at have hjelm på, når du kører på knallert. Det er både det sikreste og det klogeste, for hvis politiet stopper dig uden hjelm, får du en bøde på 1.500 kr. (2024).
Fuld og på knallert
Du må ikke køre på din eller andres knallert, hvis du har drukket over en vis promillegrænse af alkohol. Bliver du stoppet med for meget alkohol i blodet, får du en bøde. Bødens størrelse afhænger af, om du har kørt på en lille eller stor knallert samt af din indkomst.
Du må ikke have mere end 0,5 promille alkohol i blodet. Det er klogest helt at lade være med at drikke, hvis du skal ud at køre, for du kan ikke bedømme, hvor høj din promille er. Spirituskørsel er noget, man tager meget alvorligt, og har du en promille på over 1,2, risikerer du at blive straffet med fængsel, hvis du er 15 år eller derover.
-
Indhold
Det er lovpligtigt at have en knallertansvarsforsikring, når du kører på knallert. Forsikringen dækker de skader, du laver, hvis du er indblandet i et uheld - også hvis du ikke selv er skyld i ulykken. Ifølge Rådet for Sikker Trafik sker det ca. 3 gange om ugen, at knallertkørere uden forsikring er indblandet i uheld.
På hjemmesiden sikkertrafik.dk kan du bl.a. se, hvordan det kan komme til at koste dig over en halv million kr. at køre uden forsikring, hvis uheldet er ude.
-
Indhold
Hvis du mister dit knallertkørekort, kan du få udstedt et nyt i borgerservicecentret. De skal bruge et gyldigt billede af dig samt legitimation.
Spørg evt. i borgerservice, om du selv kan tage et gyldigt billede med, eller om du skal have taget det der.
Det koster 180 kr. (2024) at få udstedt et nyt knallertkørekort. Når du går derfra, får du et midlertidigt knallertkørekort med, og inden for ca. 6-10 hverdage får du et nyt.
-
På borger.dk
Andre sider
Skrevet af Færdselsstyrelsen