Dyrehold
Hobbydyrehold – Ikke-erhvervsmæssigt dyrehold
Et dyrehold betragtes som ikke-erhvervsmæssigt, hvis det maksimalt omfatter følgende antal dyr:
- 4 voksne hunde med hvalpe under 18 uger
- 30 høns
- 2 køer med tilhørende kalve
- 4 andre kvæg
- 4 heste med føl
- 2 søer
- 15 slagtesvin
- 10 får med lam
- 10 geder med kid
- 25 m² produktionsareal
Hvad er produktionsareal?
Produktionsarealet er det faste område, hvor dyrene opholder sig og kan afsætte gødning. Kortvarige ophold tæller ikke med.
Arealer, der indgår i produktionsarealet:
- Stalde og bokse, inkl. sygestier og bufferstier
- Permanente opholdsarealer med fast bund, såsom verandaer, løbegårde, læskure og kalvehytter
- Områder med malkerobotter tilgængelige for dyrene
- Burarealer
Arealer, der ikke tæller med:
Områder, hvor dyrene opholder sig kortvarigt (under 2 timer), fx gangarealer, malkeområder, udleveringsrum og ridebaner.
Reglerne for produktionsareal giver mulighed for fleksibilitet, da stalden kan fyldes med dyr, så længe dyrevelfærdsreglerne overholdes.
Disse regler gælder for dyrehold, der er anmeldt eller godkendt efter den 1. august 2017. Ikke-erhvervsmæssige dyrehold kræver dog hverken anmeldelse eller tilladelse fra kommunen.
Er du i tvivl om, hvorvidt dit dyrehold er erhvervsmæssigt, anbefales det at kontakte kommunen. Det samme gælder, hvis du overvejer at holde hobbydyr i eller nær et byområde.
Små dyrehold
Et lille dyrehold defineres som:
- Op til 100 m² produktionsareal generelt
- Op til 175 m² produktionsareal for ammekvæg, heste, geder eller får på dybstrøelse
- Op til 200 m² produktionsareal udelukkende til heste
- Op til 300 m² produktionsareal* for ammekvæg på dybstrøelse, heste, geder eller får, hvis dyrene kun er opstaldet fra 1. oktober til 15. maj (vinteropstaldning)
Hvis du ønsker at etablere, ændre eller udvide et lille dyrehold på en landbrugsejendom, skal det anmeldes til kommunen.
For yderligere information kan du kontakte Ballerup Kommune på mt-miljo@balk.dk.