Sammendrag
Budget 2021 og overslagsårene 2022-2024 for Ballerup Kommune forelægges til godkendelse, herunder de tilhørende mål- og rammebeskrivelser samt investeringsoversigt.
Efter førstebehandlingen af budgetforslaget er der til andenbehandlingen indarbejdet konsekvenserne af "Aftale om budget 2021" samt tekniske ændringer på drift, anlæg og likviditet. "Aftale om budget 2021" er indarbejdet i budgetforslaget og sagsfremstillingen efter Økonomiudvalgets behandling den 28. september 2020.
Med budgetforslaget opfylder Ballerup Kommune pejlemærkerne i den økonomiske strategi under forudsætning af, at en spareblok på driften i overslagsårene realiseres. Spareblokken er med "Aftale om budget 2021" ændret siden førstebehandlingen til 15,5 mio. kr. i 2022 og 25,5 mio. kr. fra 2023.
Til Kommunalbestyrelsens andenbehandling vedlægges indkomne ændringsforslag fra partier uden for forligskredsen bag "Aftale om budget 2021". Ændringsforslag fra Venstre og Det Konservative Folkeparti er vedlagt efter Økonomiudvalgets behandling den 28. september 2020.
Baggrund
Den 31. august 2020 førstebehandlede Kommunalbestyrelsen det foreliggende budgetforslag og lod det overgå til andenbehandling. Ifølge den af Økonomiudvalget godkendte tidsplan for budgetlægningen skal Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen i september 2020 og oktober 2020 have budgetforslaget til andenbehandling.
Dertil forelægges takster for forsyningsvirksomheder samt øvrige takstbetalinger fra borgere for ydelser gældende fra den 1. januar 2021, inden for de stående udvalgs områder, jf. § 13 i "Styrelsesvedtægt for Ballerup Kommune".
Sagsfremstilling
Efter førstebehandlingen af budgetforslaget er der til andenbehandlingen indarbejdet konsekvenserne af "Aftale om budget 2021" samt tekniske ændringer på drift, anlæg og likviditet som nævnt i Økonomibilag nr. 7. Herunder er der indarbejdet genberegning af skatter og tilskud/udligning på opdateret datagrundlag, jf. Økonomibilag nr. 6.
På driftsbudgettet indgår der inden for servicerammen i 2021 en "Corona bufferpulje" på 8,5 mio. kr. til at imødegå usikkerheden om kommunens serviceudgifter i en periode, hvor COVID-19 fortsat påvirker hverdagen. Samtidig indgår der en spareblok på driften fra 2022. Spareblokken er siden førstebehandlingen ændret fra 20 mio. kr. årligt til 15,5 mio. kr. i 2022 og 25,5 mio. kr. fra 2023.
I budgetforslaget lægges der op til en uændret udskrivningsprocent på 25,5, en uændret grundskyldspromille på 28,89, uændrede kirkeskatteprocent og dækningsafgiftpromiller, samt at Ballerup Kommune vælger statsgaranti for 2021, jf. Økonomibilag nr. 8.
Mål- og rammebeskrivelser
Kommunalbestyrelsen behandlede den 31. august 2020, punkt 3, mål- og rammebeskrivelserne til budget 2021. Mål- og rammebeskrivelserne - også kaldet grundbudgettet - udgør det økonomiske grundlag, som efterfølgende års budgetdrøftelser tager afsæt i. Driftsbudgettet er samlet i 23 bevillingsrammer og tilsvarende er finansieringsposterne samlet i 7 bevillingsrammer.
I forhold til budget 2020 er der sket følgende ændringer, som Kommunalbestyrelsen godkendte den 31. august 2020, punkt 3: Bevillingsramme 30.31 har skiftet navn til "Tandpleje" og Bevillingsramme 30.36 Tilbud til børn og unge med særlige behov er ny, og er en sammenlægning af bevillingsrammerne 30.32 Øvrig folkeskolevirksomhed og 30.33 Pædagogisk psykologisk rådgivning.
I forlængelse af budgetvedtagelsen tilrettes mål- og rammebeskrivelserne i overensstemmelse hermed uden yderligere politisk behandling i det omfang "Aftale om budget 2021" eller andre elementer i det vedtagne budget ændrer på bevillingsrammerne enten økonomisk eller ved nye politiske målsætninger.
Takster
Der er udarbejdet forslag til takster for forsyningsvirksomheder samt øvrige takstbetalinger fra borgere for ydelser inden for de stående udvalgs områder.
Generelt er taksterne tilrettet i forhold til den almindelige pris- og lønfremskrivning. Dog er der enkelte områder, hvor taksterne af andre årsager ændrer sig. Disse er beskrevet i bilaget "Bilag til Takster 2021 for Ballerup Kommune".
Efter budgetvedtagelsen for 2021 vil der kunne ske en reberegning af enkelte takstområder. Det skyldes, at grundlaget for takstberegningen kan ændre sig som følge af "Aftale om budget 2021" eller andre elementer i det vedtagne budget. Reberegning af taksterne vil blive forelagt Kommunalbestyrelsen den 30. november 2020.
Anlæg
Den vedlagte investeringsoversigt viser rådighedsbeløbene for anlægsprojekterne i budgetforslaget.
Hvis der foretages ændringer på anlægsprojekterne i forbindelse med budgetvedtagelsen, tilrettes investeringsoversigten i overensstemmelse hermed uden yderligere politisk behandling.
I lighed med sidste år lægges der op til, at der senest på møderækken i november 2020 forelægges en samlet sag om eventuelle frigivelser af anlægsbevillinger vedrørende projekter, der foreslås påbegyndt hurtigt.
Høringssvar
Vedlagt sagen findes høringssvar afgivet i forbindelse høring af direktionens samlede forslag til budget 2021 og overslagsårene 2022-2024 (samlet oversigt), som var i høring i perioden fra den 26. august til den 6. september 2020.
Ændringsforslag
Vedlagt sagen findes et fælles ændringsforslag fra Venstre og Det Konservative Folkeparti til Aftale om Budget 2021. Ændringsforslaget er vedlagt efter Økonomiudvalgets behandling den 28. september 2020.