Sammendrag
Administrationen forelægger hermed en aktuel status på Ballerup Kommunes økonomi i form af tredje budgetopfølgning 2024 for Kommunalbestyrelsen.
Tredje budgetopfølgning viser følgende:
- Et forventet mindreforbrug inden for servicerammen svarende til ca. 15 mio. kr.
- Et forventet mindreforbrug uden for servicerammen svarende til ca. 2 mio. kr.
- Et forventet forbrug på anlægsrammen på ca. 332 mio. kr.
Samlet set har kommunens centre og institutioner indmeldt et forventet forbrug, der overstiger servicerammen med ca. 2 mio. kr. Dog vurderer administrationen på baggrund af forbruget i årets første ti måneder og sammenlignet med tidligere års forbrugsmønster, at årets samlede forbrug vil være ca. 15 mio. kr. lavere end servicerammen. På den baggrund vurderer administrationen fortsat, at servicerammen vil blive overholdt med et mindreforbrug, og det vil derfor være muligt at iværksætte indkøb her sidst på året for ca. 15 mio. kr. inden for servicerammen.
I tredje budgetopfølgning er der bevillingsmæssigt indarbejdet ca. 9 mio. kr. i 2024. Der gøres opmærksom på, at selve forbruget af trepartsmidlerne allerede er indregnet i det forventede forbrug. For budgetårene 2025-2028 er der ligeledes foretaget en fordeling af de allerede afsatte trepartsmidler svarende til ca. 15 mio. kr. fra budget 2025. Ballerup Kommune bliver kompenseret gennem bloktilskuddet svarende til reguleringsprocenten for Ballerup Kommune.
Baggrund
I henhold til Tidsplan for budgetlægningen 2025, budgetopfølgningerne 2024 og regnskabsaflæggelsen for 2023 skal opfølgning på budget 2024 behandles tre gange årligt.
Budgetopfølgningen bygger på tilbagemeldinger fra centrene. På de områder, hvor centrene vurderer, at der er en risiko eller udfordringer på deres bevillingsrammer, er der udarbejdet bilagsnotater. I udarbejdelsen af budgetopfølgningen er centrene gjort opmærksom på Kommunalbestyrelsens økonomiske strategi, herunder at det forventes, at der findes modgående foranstaltninger på de rammer, som er udfordret økonomisk, samt at der ikke gives varige tillægsbevillinger.
Sagsfremstilling
Kommunens centre og institutioner har samlet set indmeldt en forventning til årets forbrug på 3.322 mio. kr., jf. Bilag 1, hvilket svarer til et merforbrug i forhold til servicerammen på 2 mio. kr. Indmeldingen er ca. 10 mio. kr. lavere end ved anden budgetopfølgning i august 2024. På baggrund af det faktiske forbrug i årets første ti måneder opregnet med tidligere års forbrugsmønster for de sidste to måneder af året, vurderer administrationen dog, at årets samlede forbrug vil være ca. 15 mio. kr. lavere end kommunens serviceramme. Administrationen vurderer derfor fortsat, at servicerammen vil blive overholdt med et mindreforbrug, og at det vil være muligt at igangsætte nye initiativer eller prioriterede indkøb for op mod 15 mio. kr. i årets sidste to måneder.
Ved både første og anden budgetopfølgning besluttede Kommunalbestyrelsen at sætte nye initiativer i gang for 65 mio. kr., hvilket er indregnet i forbruget ved tredje budgetopfølgning. Samtidig er trepartsmidlerne fra OK24 lagt ind i budgettet og medvirker dermed til en øget udgiftsforventning.
Af trepartsmidlerne fra OK24 er der indarbejdet ca. 9 mio. kr. i 2024 bevillingsmæssigt. Der gøres opmærksom på, at selve forbruget af trepartsmidlerne allerede er indregnet i det forventede forbrug. For budgetårene 2025-2028 er der ligeledes foretaget en fordeling af de allerede afsatte trepartsmidler svarende til ca. 15 mio. kr. fra budget 2025. Ballerup Kommune bliver kompenseret gennem bloktilskuddet svarende til reguleringsprocenten for Ballerup Kommune.
Forventet forbrug inden for servicerammen
Mindreforbrug
På det centrale administrative område forventes et samlet mindreforbrug på ca. 7 mio. kr. Mindreforbruget skyldes primært mindreforbrug vedrørende bl.a. forsinkelse i projekter og deraf lavere licensudgifter i 2024 vedrørende digitalisering. Den generelle reserve er reduceret til ca. 2 mio. kr., idet den er udmøntet i forhold til merudgifter for ukrainske flygtninge, snerydning og Movia.
På kulturområdet er der et forventet mindreforbrug på ca. 10 mio. kr. samlet set. Mindreforbruget vedrører et forventet overskud vedrørende Eventpuljen (overskuddet overføres til 2025). Desuden indgår midler, som er overført fra 2023 til et nyt bookingsystem i mindreforbruget. På klubområdet er mindreforbruget et resultat af færre indskrevne medlemmer i klubberne og de enkelte klubbers opsparing af midler.
På voksen-handicapområdet forventes der et mindreforbrug på ca. 16 mio. kr. Mindreforbruget vedrører færre køb af ydelser, et skift over mod billigere ydelser samt flere takstindtægter.
Endelig forventes der på både folkeskoleområdet og på dagtilbudsområdet et mindreforbrug svarende til samlet 12 mio. kr. På begge rammer er mindreforbruget begrundet i en række forskellige bevægelser herunder bl.a. ikke-udmøntede demografimidler, som følge af færre børn end forventet.
Merforbrug
På ældreområdet forventes der er et samlet merforbrug på 11 mio. kr. Dog vil der være et mindreforbrug på 2 mio. kr., hvis den overførte gæld på Kirstinehaven/Egely på 13 mio. kr. fra tidligere års merforbrug fratrækkes. Det betyder, at der samlet set er balance i driftsøkonomien på ældreområdet i 2024. Balancen dækker dog over, at der stadig er et par større udfordringer i de centrale driftsbudgetter: 1) Et forventet merforbrug på ca. 12 mio. kr. til køb/salg af plejehjemspladser, og 2) et merforbrug på 4 mio. kr. for færdigmeldte patienter fra hospitalerne. Disse merforbrug bliver dog opvejet af forventede mindreforbrug på ca. 7 mio. kr. på de øvrige plejehjem, ca. 3 mio. kr. i Hjemmeplejen, Køkken Ballerup, og Aktivitet & Aflastning, ca. 6 mio. kr. i myndighedsbudgettet til køb af hjemmepleje hos henholdsvis den kommunale hjemmepleje og private leverandører af hjemmepleje, samt et mindreforbrug på ca. 1 mio. kr. for elever på social- og sundhedsuddannelserne.
På ramme 30.46 (Forebyggelse/anbringelse af børn og unge uden for hjemmet) forventes et samlet merforbrug på ca. 5 mio. kr. i 2024. Ramme 30.46 omfatter budget til børne- og ungeafsnittet, familiehuset, sundhedsplejen og PPR. Merforbruget dækker over mer- og mindreforbrug på de forskellige dele af rammen. På det specialiserede børne- og ungeområde forventes et samlet merforbrug på indsatser på ca. 9 mio. kr., som skyldes en stigning i antallet af underretninger og sager i 2024, samt at effekterne af arbejdet med at omstille driften, jf. rammebesparelsen, kommer i et lavere tempo end forudsat.
Forventet forbrug uden for servicerammen
Uden for servicerammen forventes der et mindreforbrug på samlet ca. 2 mio. kr. Dette dækker dog over flere forskellige bevægelser.
På beskæftigelsesområdet vedrørende forsørgelsesydelser og beskæftigelsesindsats forventes der et mindreforbrug på kontanthjælp og aktivering, mens der forventes et merforbrug til sygedagpengeområdet på grund af flere fuldtidspersoner på ydelsen end forudsat. Vedrørende førtidspension forventes der et merforbrug, idet den gennemsnitlige ydelse er højere end budgetteret. Samlet set forventes der et mindreforbrug på beskæftigelsesområdet på ca. 7 mio. kr. uden for servicerammen.
Vedrørende boligstøtte forventes der et mindreforbrug på 2,3 mio. kr. Ballerup Kommunes udbygningsprogram betyder, at der kommer flere lejeboliger, hvilket igen medfører flere udgifter til boligstøtte. I budgettet for 2024 har administrationen forsøgt at imødekomme denne stigning med en tilpasning af budgettet. De faktiske udgifter af årets første ni måneder peger på, at budgettet er lagt en anelse for højt, hvorfor der forventes et mindreforbrug på rammen.
På det specialiserede børneområde forventes der et merforbrug på ca. 8 mio. kr., heraf vedrører ca. 7 mio. kr. tabt arbejdsfortjeneste. Der arbejdes på at minimere udgifterne. Omstillinger på området tager dog lang tid, ligesom der på landsplan ses en opdrift i udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste.
Overholdelse af den økonomiske strategi
Ved tredje budgetopfølgning 2024 er målene i den økonomiske strategi overholdt. Således forventes der 265 mio. kr. i overskud på de løbende poster i 2024. Målet om nedbringelse af gæld overholdes fortsat, og ligeledes overholdes målene for service- og bruttoanlægsrammerne i 2024.
Gennemsnitslikviditeten efter kassekreditreglen udgør ca. 838 mio. kr. efter tredje kvartal 2024. Dette svarer til en likviditet på 16.236 kr. pr. borger i 2024, hvilket er 8.236 kr. mere end målsætningen. Dermed er målet for likviditeten ved tredje budgetopfølgning overholdt for 2024.
Anlægsbudgettet
Bruttoanlægsbudgettet for 2024 udgør ca. 628 mio. kr. ved tredje budgetopfølgning 2024. Heraf udgør anlægsoverførsler fra tidligere år ca. 208 mio. kr., mens der er fremrykninger og nye beslutninger på bruttoanlægsbudgettet for 220 mio. kr. siden budgetvedtagelsen af budget 2024.
Det forventede forbrug udgør på nuværende tidspunkt 332 mio. kr. i 2024. Det betyder, at hele anlægsrammen for 2024 på 200 mio. kr. anvendes, og samtidig forventes det, at der anvendes ca. 132 mio. kr. af både nye og overførte anlægsmidler. På baggrund af det forventede forbrug er der således ca. 296 mio. kr. på anlægsbudgettet, som på nuværende tidspunkt ikke forventes anvendt i 2024. Disse anlægsmidler forudsættes udskudt til øvrige budgetår.
Øvrige poster (Hovedkontiene 07 og 08)
På nuværende tidspunkt forventes det, at Ballerup Kommune vil have mulighed for at låne op til ca. 27 mio. kr. på baggrund af regnskab 2024. Lånemulighederne afhænger af forbruget på låneberettigede anlægsprojekter og kendes derfor først præcist efter regnskab 2024 lukkes for bogføringer.
Det skal dog bemærkes, at i vurderingen af om kommunens lånemuligheder skal udnyttes helt eller delvist, skal der tages højde for den justerede økonomiske strategis mål om gældsnedbringelse på 100 mio. kr. i valgperioden.
Yderligere deltagelse på mødet
På Økonomiudvalgets møde deltager centerchef Mikkel Elkjær fra Center for Økonomi under behandlingen af sagen.