Sammendrag
Tredje budgetopfølgning for 2018 og opfølgning på "Aftale om budget 2018" forelægges hermed for Kommunalbestyrelsen.
Samlet set viser tredje budgetopfølgning for 2018 et merforbrug på 12,493 mio. kr. på driftsbudgettet i forhold til det senest korrigerede budget ved anden budgetopfølgning 2018. Tredje budgetopfølgning for 2018 viser tillige en forventet overskridelse af servicerammen på 5,7 mio. kr. i 2018, hvorfor servicerammen må anses for at være under pres. Administrationen følger situationen nøje, men foreslår ikke, at der iværksættes yderligere tiltag i forhold til overholdelse af servicerammen på nuværende tidspunkt. I forbindelse med udarbejdelsen af regnskab 2018 fremlægges den endelig status for overholdelse af servicerammen i 2018.
Den økonomiske strategi er overholdt vedrørende målene for overskud på de løbende poster og langsigtet gæld, og som nævnt ovenfor er servicerammen under pres. Den økonomiske strategi vedrørende likviditet er overholdt i 2018 til 2021. Likviditeten er dog under pres i 2022 grundet uforudsete udgifter vedrørende aktivitetsbestemt medfinansiering.
Tredje budgetopfølgning 2018 forelægges i 2019-pris- og lønniveau for budgetårene 2019-2022. Tredje budgetopfølgning 2018 er desuden udarbejdet med udgangspunkt i budgettet, som det fremgik efter budgetvedtagelsen af budget 2019 den 8. oktober 2018.
Baggrund
I henhold til "Tidsplan for budgetlægningen 2019, omstillingsarbejdet 2019, budgetopfølgningen 2018 og regnskabsaflæggelsen 2017" skal de enkelte fagudvalg behandle opfølgning på Budget 2018 tre gange årligt og "Aftale om budget 2018" fire gange årligt.
Tredje budgetopfølgning på driftsbudgettet for Ballerup Kommune bygger på fagcentrenes tilbagemeldinger siden anden budgetopfølgning 2018.
Opbremsning på servicerammen
Økonomiudvalget godkendte på mødet den 13. marts 2018 administrationens forslag til tiltag med henblik på opbremsning af servicerammeforbruget svarende til ca. 30 mio. kr. Opbremsningen blev foretaget på det samlede driftsbudget og igangsat for at dæmme op det for forventede merforbrug på servicerammen som følge af udviklingen på voksen-/handicapområdet og det specialiserede børneområde. Tiltagene er nu sat i værk, og administrationen følger situationen nøje.
Tiltagene omkring opbremsning af servicerammeforbruget er ved tredje budgetopfølgning indarbejdet svarende til ca. 30 mio. kr. Tiltagene er indarbejdet som modpost til de forventede merforbrug, som er medtaget på både voksen-/handicapområdet og på det specialiserede børneområde, dvs. forebyggelse-/anbringelsesområdet og specialundervisning.
Fokuseret og risikobaseret økonomistyring
Budgetopfølgningerne i 2018 har tydeliggjort udfordringerne på budgettet inden for en række af de store myndighedsområder, særligt voksen-/handicapområdet, familieområdet og specialundervisning. Der er tale om komplekse og lovtunge fagområder med store budgetter, som oplever stigende udgiftspres i form af stigende mængder og/eller priser. På den baggrund blev der i budget 2019 også bevilget budgettilførsler til netop disse områder.
På trods af disse budgetløft er der behov for at styrke og prioritere økonomistyringen på en række af Ballerup Kommunes områder. På den baggrund har administrationen igangsat en organisationsændring, der i løbet af 2019 samler de økonomiopgaver, som i dag løses i de forskellige fagcentre i den centrale administration, i et nyt økonomicenter. Formålet er bl.a. at opnå en mere risikobaseret tilgang til økonomistyringen, således at fagområder med store økonomiske risici kan opprioriteres rent ressourcemæssigt på bekostning af fagområder med mindre økonomiske risici. Hensigten er at anvende de samlede økonomikompetencer på de områder, som har størst betydning for, at Ballerup Kommunes samlede budget kan overholdes.
Dette vil også indebære en ændret tilgang til de løbende budgetopfølgninger til fagudvalgene, som ligeledes i højere grad vil fokusere på områder med stor risiko og i mindre grad gå i detaljer på områder, som erfaringsmæssigt ikke har samme betydning for kommunens samlede budgetoverholdelse.
Derudover skal det nævnes, at administrationen er ved at afsøge mulighederne for at indlede et samarbejde med en ekstern konsulent om at bistå med udviklingen af styringen på et af de mest komplekse og risikofyldte fagområder; familieområdet.
Sagsfremstilling
Driftsbudgettet
Tredje budgetopfølgning for 2018 viser et samlet merforbrug på 12,5 mio. kr. på driftsbudgettet i 2018, mens der er et samlet merforbrug på budget 2019-2022 svarende til 14 mio. kr. Efter tredje budgetopfølgning for 2018 forventes der en overskridelse af servicerammen på 5,7 mio. kr. i 2018, svarende til 0,2 pct. af den samlede serviceramme. Servicerammen er stort set uændret i forhold til anden budgetopfølgning. Servicerammen følges nøje, idet der fremadrettet er et budgetpres på servicerammen, især som følge af udviklingen på voksenområdet.
Forebyggelse/anbringelse af børn og unge uden for hjemmet (30.46)
Konsekvensen af tredje budgetopfølgning for 2018 er, at budgettet må forøges med 9,678 mio. kr. i forhold til det korrigerede budget for 2018. Den samlede forøgelse på 9,7 mio. kr. ligger inden for servicerammen. Opfølgningen viser et fald i det samlede antal anbringelser. Men stigende priser på anbringelse, flere dyre enkeltsager og øget anvendelse af aflastning og kontaktpersoner medfører en samlet finansieringsudfordring på ca. 9 mio. kr. i 2018.
Tilbud til voksne med særlige behov (50.54)
Der er fortsat et stort pres på myndighedsrammen. Ved anden budgetopfølgning var der et forventet forbrug på 30,8 mio. kr. i 2018. På baggrund af de kendte aktiviteter pr. 31. august 2018 samt borgere, der er visiteret til et botilbud, forventes der nu et merforbrug på 24,6 mio. kr. Faldet mellem anden og tredje budgetopfølgning skyldes omplacering fra ramme 50.52 Tilbud til ældre pensionister i forbindelse med anden budgetopfølgning på 7,7 mio. Med den seneste omplacering af de 2,4 mio. kr. fra ramme 50.52 Tilbud til ældre pensionister vil det forventede merforbrug være 22,2 mio. kr. Heraf udgør 3,7 mio. kr. en forventet udgift til borgere, der er visiteret til et botilbud, men endnu ikke er flyttet ind. Derfor indstilles det, at området tilføres 18,6 mio. kr.
Sundhed og forebyggelse (50.56)
Ballerup Kommune har pr. august 2018 modtaget en ekstraregning for aktivitetsbestemt medfinansiering for 2017 på 9,8 mio. kr. Ekstraregningen har i sig selv ikke noget med Ballerup Kommunes aktivitet at gøre, idet den rammer alle kommuner og udgiften ligger uden for servicerammen. Efterreguleringen skyldes derimod, at Region Hovedstaden i 2017 modtog indtægter fra kommunal medfinansiering på ca. 365 mio. kr. mindre end forudsat i den foregående økonomiaftale. Det betyder, at regionens mindreindtægt fordeles og opkræves af kommunerne i regionen relativt efter indbyggertal, uagtet den enkelte kommunes faktiske forbrug/aktivitet og demografisk sammensætning i øvrigt.
Center for Social og Sundhed vil i den fremtidige arbejdsgang tage initiativ til, at der fremadrettet kommer en budgetprocedure, hvor der udover at følge Ballerup Kommunes eget forbrug, fremover også følges op på regionens forbrug som helhed målt op imod det aftalte i det pågældende års økonomiaftale.
Opfølgningen på Ballerup Kommunes eget forbrug er vanskeligt, da aktiviteten er meget svingende år for år. Opfølgningen på regionens forbrug er endnu vanskeligere, da der er flere usikkerhedsfaktorer. Særligt i disse år, hvor flere samtidige ændringer skaber en betydelig usikkerhed om data.
De væsentligste aktuelle usikkerhedsmomenter er Sundhedsplatformens indførelse på forskellige tidspunkter for forskellige hospitaler siden maj 2016, samt en grundlæggende ændring af finansieringsmodellen pr. 1. januar 2018, hvor der nu er aldersbestemt afregning.
Anlægsbudgettet
Tredje budgetopfølgning på anlægsbudgettet i 2018 viser et bruttoanlægsbudget på 229,9 mio. kr. i 2018, svarende til en reduktion på 21,8 mio. kr. siden anden budgetopfølgning 2018. Nettoanlægsbudgettet udgør 210,3 mio. kr. i 2018. Bruttoanlægsbudgettet i 2019 udgør 196 mio. kr., hvilket er en stigning på 17,4 mio. kr. i forhold til måltallet på 178,6 mio. kr. Nettoanlægsbudgettet i 2019 udgør 148,8 mio. kr., mens nettoanlægsbudgetterne for 2020-2022 udgør 239,6 mio. kr. i 2020, 125,9 mio. kr. i 2021 og 105,8 mio. kr. i 2022.
Øvrige poster
Ved tredje budgetopfølgning for 2018 er der indarbejdet ændringer på øvrige poster på hovedkontiene 07 og 08, som består af ændret låneoptag samt indarbejdelse af kompensation for beregningsmæssig ændring af det aldersbetingede udgiftsbehov under Tilskud og udligning. I forhold til sidstnævnte er Ballerup Kommune kompenseret med samlet 23,1 mio. kr. i 2019 og 2020. Indarbejdelsen sker på anbefaling fra KL, da beslutningen fortsat afventer Finansudvalgets endelige behandling.
Servicerammen
Den vejledende serviceramme udgør 2.569,2 mio. kr. i 2018. I denne budgetopfølgning er tillægsbevillingerne i 2018 vedrørende ændringerne lov- og cirkulærerprogrammet i videst muligt omfang udskudt til 2019 for at reducere effekten på servicerammen.
Det forventede forbrug på servicerammen ved anden budgetopfølgning 2018 udgør 2.574,9 mio. kr., svarende til en forventet overskridelse af servicerammen på 5,7 mio. kr. i 2018, hvilket udgør en overskridelse på ca. 0,2 pct., hvorfor servicerammen og den økonomiske strategis målsætning om overholdelse, anses for at være opfyldt. Den forventede overskridelse af servicerammen er stort set uændret i forhold til anden budgetopfølgning, hvor den forventede overskridelse var 5,6 mio. kr.
Overførsler
Overførselsadgangen til budget 2019 følger Ballerup Kommunes almindelige regelsæt vedrørende overførselsadgang på +/- 4 pct. og udskudte leverancer.
Da forventningerne til overførsler fra budget 2018 til budget 2019 er ret begrænsede ved tredje budgetopfølgning 2018 (ca. 12,0 mio. kr.), forventes det desuden, at de indfrosne overførsler fra budget 2017 til budget 2018 kan frigives til budget 2019. Det skal dog bemærkes, at opgørelsen af de forventede overførsler erfaringsmæssigt er forbundet med betydelig usikkerhed. Der har tidligere været store afvigelser mellem forventningerne til overførsler givet ved årets budgetopfølgninger i forhold til det endelige regnskabsresultat.
Af hensyn til hurtig afklaring og udmelding til de decentrale enheder vedrørende de indefrosne overførsler vil administrationen i februar 2019 udarbejde en sag til Økonomiudvalget med anbefalinger til håndtering af de samlede overførsler til 2019. Anbefalingerne vil blive udarbejdet ud fra en samlet vurdering af, hvad der er muligt inden for servicerammen, når konsekvenserne fra regnskab 2018 og de første indikationer på første budgetopfølgning 2019 er kendt.
I administrationens overvejelser i den forbindelse vil der blive taget særligt hensyn til, at de indefrosne overførelser bør have forrang frem for andre overførsler, bl.a. i forhold til udskudte leverancer, ønsker fra udvalgene og DUT-midler, som er udskudt til budget 2019 ved tredje budgetopfølgning 2018. Hensigten bag denne prioritering er at sikre at få plads til - inden for servicerammen - at frigive de indefrosne midler primo 2019.
Likvid beholdning
Med baggrund i nærværende budgetopfølgning forventes en likvid beholdning ultimo 2018 på 215,7 mio. kr., hvilket er 1,8 mio. kr. mindre end ved seneste ajourføring af budget 2018, hvor den forventede likviditet ultimo året (2018) udgjorde 217,6 mio. kr. De løbende poster udgør ved tredje budgetopfølgning 160,4 mio. kr. i gennemsnit over årene. Den økonomiske strategi er således overholdt vedrørende likviditeten for årene 2018-2021, men ikke for 2022, hvor likviditeten ligger ca. 9 mio. kr. under målet. Da afvigelsen på likviditeten ligger ude i det sidste budgetår, og kommunens dag-til-dag økonomi (gennemsnitslikviditeten) ikke er presset, jf. "Orientering om Ballerup Kommunes likviditet i tredje kvartal 2018", foreslår administrationen ikke, at der iværksættes tiltag for at rette op på den manglende målopfyldelse på likviditeten i 2022.
Målsætningen om et gennemsnitligt overskud på 150 mio. kr. over perioden på de løbende poster er opfyldt.
Af det vedhæftede bilag "Orientering om Ballerup Kommunes likviditet i tredje kvartal 2018" fremgår nøgletal for kommunens gennemsnitslikviditet samt generelle betragtninger om kommunens likviditet ultimo andet kvartal 2018. Det vigtigste budskab i bilaget er, at Ballerup Kommune har en god likviditet, samt at kommunen stadig overholder kassekreditreglen, som er likviditeten opgjort over de seneste 365 dage bagud fratrukket deponerede midler.
Langfristet gæld
Ballerup Kommunes gæld forventes at være 587,8 mio. kr. ultimo 2018 og vil ultimo 2022 udgøre 507,9 mio. kr. Nedbringelsen af gælden følger dermed rammerne i den økonomiske strategi. I forbindelse med regnskab 2018 opgøres kommunens endelige lånemulighed, som for indeværende år opgøres til 40,3 mio. kr. Lånene optages i forhold til energioptimeringsprojekter, effektiviseringsprojekter og som finansiering af indefrosne ejendomsskatter.
Opfølgning på "Aftale om budget 2018"
Endvidere forelægges tredje opfølgning på "Aftale om budget 2018" for Ballerup Kommune til orientering.