Sammendrag
I denne sag skal der tages stilling til centrenes og de decentrale institutioners overførsel af over- og underskud af driftsmidler samt de udskudte leverancer fra regnskab 2021 til budget 2022. Overførslerne godkendes i marts måned forud for første budgetopfølgning, så overførslerne kan indarbejdes i første budgetopfølgning.
Beregningen af overførslen fra 2021 til 2022 sker ud fra de gældende regler. Der er politisk truffet beslutning i december 2021 om at indefryse overførslerne for at understøtte overholdelse af servicerammen i 2022.
Den samlede nettooverførsel udgør 0,1 mio. kr. og er dermed væsentlig mindre end sidste års nettooverførsel på 28,1 mio. kr. Den reducerede overførsel skyldes primært, at de decentrale institutioner sidste år overførte et overskud på 19,9 mio. kr. , hvor de i år overfører et underskud på 14,1 mio. kr. Det væsentligt anderledes regnskabsresultat skyldes, at der i 2021 er blevet opkrævet for 25,4 mio. kr. i "indefrosne feriepenge" under decentrale institutioner som følge af ændret periodisering af ferieberegningen. Hvis der ikke var blevet opkrævet "indefrosne" feriepenge", ville de decentrale institutioner have overført et overskud på 11,3 mio. kr.
Det er i dette års overførselssag blevet tydeligt, at modellen for opkrævning af "indefrosne feriepenge" har medført nogle uhensigtsmæssigheder, idet institutioner med høj medarbejderopsætning er blevet ramt forholdsvist hårdt. Der fremlægges derfor i april 2022 et forslag til en model for en efterregulering af de decentrale institutioner, som i overførselssagen 2021/2022 rammes særlig hårdt af " indefrossen ferie" samt et forslag til en ny model for håndteringen af den fremtidige opkrævning af indefrosne feriepenge.
Baggrund
Formålet med overførselsadgangen
I Ballerup Kommune er der mulighed for at overføre driftsbevillinger fra et budgetår til et andet. Formålet med overførselsadgangen er at sikre, at de budgetansvarlige anvender ressourcerne mest effektivt og undgår ”benzinafbrænding” for at sikre opretholdelsen af samme budget næste år. Det er derfor vigtigt, at de budgetansvarlige har tillid til, at der sker en overførsel af især mindreforbrug (overskud). Driftsbevillinger er etårige og vedtages hvert år i oktober, når budgettet vedtages.
Reglerne for overførsel af driftsbevillinger mellem årene er:
- Decentrale institutioner har almindelig overførselsadgang på overskud på op til 3 pct. af driftsbudgettet (netto) samt ethvert underskud
- Centrale enheder har almindelig overførselsadgang på overskud på op til 2 pct. af budgettet til personale (netto) samt ethvert underskud
- Uforbrugte driftsbudgetter kan overføres som udskudt leverance med henvisning til ekstern binding eller politisk beslutning.
For en uddybning, se bilag B - Læsevejledning for Overførsler fra 2021 til 2022.
Sagsfremstilling
Administrationen har opgjort regnskabet for 2021 og i den forbindelse beregnet overførslerne fra 2021 til 2022.
De samlede overførsler af driftsbevillinger fra 2021 til 2022 er opgjort til 0,1 mio. kr. Overførslen er fordelt på henholdsvis decentrale institutioner (-14,1 mio. kr.), centrale enheder, dvs. centre på rådhuset (2,7 mio. kr.) og udskudte leverancer (11,5 mio. kr.). Alle overførsler, fordelt på udvalg og ramme, fremgår af tabel 1 i bilag A - Talmateriale for Overførsler fra 2021 til 2022.
Ved mødet den 20. december 2021 besluttede Kommunalbestyrelsen ud over de indefrosne midler, at der skal udarbejdes en tidlig administrativ budgetopfølgning for at få et overblik over kommunens økonomi inden sommerferien i 2022. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse kunne vurdere, om der er "plads" inden for servicerammen til at frigive de indefrosne overførsler på 27 mio. kr. (overskud ) eller om det skal ske på et senere tidspunkt. Frigivelsen vil kunne ske i forbindelse med en budgetopfølgning. Der lægges i dette års sag op til, at over-/underskud på takstfinansierede institutioner frigives (nettounderskud på 7 mio. kr.), ligesom at alle underskud frigives (19,9 mio. kr.), men at de øvrige overførsler fortsat indefryses.
Decentrale institutioner
De decentrale institutioners samlede nettooverførsel udgør -14,1 mio. kr. (underskud).
De fleste decentrale institutioner får overført deres fulde overskud fra regnskab 2021 til budget 2022. Men seks decentrale institutioner får ikke overført det fulde overskud, fordi beløbet overstiger overførselsadgangen på 3 pct. Det samlede overskud, der ikke overføres, er opgjort til 3,6 mio. kr., hvoraf 1,2 mio. kr. vedrører Ungdomsskolen, 1 mio. kr. vedrører F&R Sundhedsområdet, mens fire institutioner står for de resterende 1,4 mio. kr., jf. tabel 2 i bilag A.
Der er seks decentrale institutioner, som har et merforbrug (underskud) over 4 pct. og som derfor skal udarbejde en handleplan for nedbringelse af underskuddet. De tre fagudvalg (Børne- og Skoleudvalget, Socialudvalget samt Sundheds- og Ældreudvalget) skal behandle og godkende handleplanen inden sommerferien, jf. tabel 3 i bilag A.
Centrale enheder
De centrale enheders samlede nettooverførsel udgør 2,7 mio. kr. (overskud).
Udskudte leverancer
Centrene har indmeldt ønsker om overførsel af uforbrugte driftsbudgetter i forbindelse med udskudte leverancer for i alt 11,5 mio. kr. Heraf er de tre største Eventpuljen (4 mio. kr.), Kompetenceudviklingsmidler i forbindelse med Ballerups Analyse af Læringsmiljø (BAL) (1,5 mio. kr.) og det eksterne projekt ”Sammen om børn - bedre deltagelsesmuligheder for alle” (2,4 mio. kr.), svarende til 7,9 mio. kr. De ansøgte udskudte leverancer er specificeret i tabel 4 i bilag A.
Udviklingen i overførsler
Der blev i forbindelse med sidste års sag ”Overførsler fra 2020 til 2021” overført et nettomindreforbrug på 28,1 mio. kr. Med en nettooverførsel på 0,1 mio. kr. fra 2021 til 2022 er der således sket en reduktion af overførslerne med 28 mio. kr. i forhold til seneste overførselssag. Reduktionen i overførslen skyldes primært, at der i 2021 er blevet opkrævet for 25,4 mio. kr. i "indefrosne feriepenge" under decentrale institutioner, som følge af ændret periodisering af ferieberegningen. En uddybning af de "indefrosne feriepenge" kan ses i bilag C - Uddybning af indefrosne feriepenge 2021.
Det samlede nettoforbrug af overførsler fra 2020 indgår som en blandt flere forklaringer på regnskabsresultatet for 2021.
Overførsel af anlægsmidler (anlægsrul)
Overførsel af anlægsmidler fra 2021 til 2022 (anlægsrul) behandles særskilt på dette møde.
Yderligere deltagelse på Økonomiudvalgets møde
På Økonomiudvalgets møde deltager centerchef Mikkel Elkjær fra Center for Økonomi under behandlingen af sagen.