Sammendrag
Svømmeklubben Triton og Det Danske Spejderkorps, Ballerup Gruppe søger om et tilskud fra vækstpuljen på 100.000 kr. som startkapital ved etablering af foreningsportalen BallerupForAlle.dk
Det indstilles, at ansøgningen imødekommes.
Baggrund
Der afsættes hvert år 100.000 kr. til udviklingsarbejde indenfor lovens område i henhold til folkeoplysningslovens § 6, 3) - "Vækstpuljen".
Kultur- og Fritidsudvalget har tidligere besluttet, at puljen uddeles efter ansøgning til aktiviteter, der fremmer foreningslivets engagement og fællesfølelse overfor det omgivende samfund. Som det fremgår af Ballerup Kommunes hjemmeside støtter puljen bl.a.:
- Nye initiativer med folkeoplysende formål
- Udviklingsarbejde
- Virksomhed af tværgående karakter.
Sagsfremstilling
Idéen til projektet, som er beskrevet i denne ansøgning opstod på Kultur- og Fritidsudvalgets foreningsmøde i september 2015. Det centrale punkt på dagsordenen var drøftelse af samarbejde kontra konkurrence mellem foreninger og institutioner i Ballerup Kommune. Mødets konklusioner blev, at der er stor vilje til at samarbejde om aktiviteter og projekter i både foreninger og de tilstedeværende kommunale institutioner, at der allerede er gang i flere samarbejdsprojekter men også, at der mangler en form for platform til gensidig udveksling af informationer og idéer mv. En platform, der skal gøre det nemt at danne sig et overblik over igangværende aktiviteter for derigennem at finde inspiration til øget samarbejde.
Direkte foranlediget af dialogen på foreningsmødet foreligger der nu en ansøgning fra Svømmeklubben Triton og Det Danske Spejderkorps, Ballerup Gruppe om et tilskud til igangsætning af projektet BallerupForAlle.dk
Formålet er at skabe mere samarbejde på tværs omkring de mange aktiviteter, hvor foreninger og institutioner i fællesskab kan gøre brug af hinandens spidskompetencer til glæde for borgerne fx inden for it, sundhed, idræt, friluftsliv, viden/læring og uddannelse.
Foreninger skal kunne lægge deres tilbud ind på BallerupForAlle.dk, hvor skoler, borgere, institutioner og andre foreninger kan orientere sig om forskellige tilbud. Fx vil en skolelærer let kunne få øje på samarbejder med foreninger, ligesom nye samarbejder på tværs af foreninger kan etableres, og borgerne kan finde tilbud, de ikke tidligere kendte til. Sitet bliver udviklet til at være responsivt med smartphones og tablets.
Bag ansøgningen står to af kommunens frivillige folkeoplysende foreninger. Fremadrettet vil der blive etableret en styregruppe, hvor flere foreninger indbydes til at være en del af organisationen bag foreningsportalen. Derudover foreligger der tilsagn fra bl.a. Frivillighedsrådet, Ballerup Bibliotek og SundhedsHuset om forskellige former for opbakning til driften af BallerupForAlle.dk
Foreningen har indhentet to tilbud på udvikling af foreningsportalen. Et skriftligt tilbud der i alt lyder på 421.000 kr. samt et mundtligt tilbud på 250.000 kr. Det sidste tilbud betyder, at ansøger har skruet ned for ambitionerne i forhold til det oprindelige oplæg.
De 100.000 kr. der søges om her, skal gøre det muligt at få støtte fra fonde.