Sammendrag
Regeringen og alle Folketingens partier har med virkning fra den 8. juni 2020 besluttet at genåbne det indendørs idræts- og foreningsliv, som ikke allerede er omfattet af åbning, samt at genåbne alle lokaler, hvor der udøves idræts- og fritidsaktiviteter herunder svømmehaller. Endvidere hæves forsamlingsforbuddet til 50 personer.
Følgende indstilles:
- At der - med baggrund i sundhedsmyndighedernes anvisninger - åbnes for idrætsforeningernes adgang til en række idrætsfaciliteter i skolesommerferien i perioden fra den 29. juni til den 9. august 2020.
- At de foreninger, der ønsker at anvende indendørs faciliteter, påtager sig at rengøre overflader og kontaktpunkter og det udstyr som benyttes efter endt træning/brug.
- At adgang til faciliteterne i skolesommerferien sker behovsstyret, hvor foreninger aktivt henvender sig til administrationen om ønsker og behov for anvendelse.
- At administrationen ud fra det samlede behovs- og helhedsbillede åbner idrætsfaciliteter.
- At East Kilbride Badet genåbnes den 15. juni 2020 og at der afsættes fire årsværk ud over normen i perioden den 15. juni til den 15. august 2020 til sikring af overholdelse af retningslinjer fra Kulturministeriet og sundhedsmyndigheder.
- At der - bortset fra i East Kilbride Badet - ikke åbnes for adgang til bade- og omklædningsfaciliteter.
Baggrund
Store dele af det indendørs idræts- og foreningsliv og hermed alle indendørs idrætsfaciliteter, herunder også omklædningsfaciliteter til udendørs idræt, har været lukket siden den generelle nedlukning af Danmark den 11. marts 2020. Det samme har været tilfældet med Ballerup Kommunes selskabslokaler.
Den 6. juni 2020 indgik regeringen og alle partier i Folketinget en aftale om yderligere genåbning inden for idrætten og foreningslivet i Danmark, der sker som en del af den såkaldte fase 3 i genåbningen. Af aftalen fremgår det bl.a., at partierne er enige om fra den 8. juni 2020 at genåbne indendørs idræts- og foreningsliv, som ikke allerede er omfattet af åbning, samt at genåbne alle lokaler, hvor der udøves idræts- og fritidsaktiviteter, herunder svømmehaller.
Kulturministeriet har den 8. juni 2020 offentliggjort retningslinjer for det indendørs idræts- og foreningsliv og opdaterede også retningslinjerne for det udendørs idrætsliv, der muliggør åbning af omklædningsfaciliteter til udendørs idrætten.
Af retningslinjerne fremgår det bl.a.: at, "en forsvarlig genåbning indebærer, at hver enkelt forenings/institution/virksomheds ledelse og ansatte eller de i øvrigt ansvarlige, tager fælles ansvar".
Den 8. juni 2020 blev forsamlingsforbuddet hævet til 50 personer og ifølge en vedtaget etapeplan forventes forsamlingsforbuddet hævet til 100 personer pr. 8. juli 2020. Dette muliggør en åbning af de kommunale selskabslokaler.
Sagsfremstilling
Idet indendørs idræts- og foreningslivet har ligget stille siden den 11. marts 2020 ventes det, at en række foreninger ønsker af genoptage aktiviteterne øjeblikkeligt. Henset til den lange periode uden aktiviteter samt det forhold, at sommerferieafviklingen for danskerne sker i Danmark i år, anses det som sandsynligt, at en række foreninger ligeledes ønsker at gennemføre aktiviteter i skolesommerferien. Det bemærkes, at Ballerup Kommune hver skolesommerferie holder to haller åbne for afvikling af sommerferieaktiviteter samt til træning for foreninger, der deltager i turneringer eller mesterskaber umiddelbart efter ferien.
Indendørs idrætsfaciliteter i perioden den 15. juni - 15. august 2020
Frem til skolesommerferien er kun et mindre antal haller til rådighed for foreningsaktiviteter, idet Ballerup Kommunes skoler en rækker steder benytter hallerne for at kunne opretholde undervisningen. Det er derfor ikke i første omgang muligt at åbne for det indendørs idræts- og foreningsliv i samme niveau som før COVID 19-nedlukningen. Fra og med den 29. juni 2020 vil et øget antal haller kunne disponeres til foreningsaktiviteter.
Forenings- og Frivilligcenter Tapeten er tilgængelig.
Retningslinjerne fra Kulturministeriet og fra sundhedsmyndighederne anviser en række rengøringsforanstaltninger for at hindre spredningen af COVID 19. For realisering af åbningen af det indendørs idrætsliv foreslår administrationen følgende:
- At der optages en dialog med foreningerne om eventuelle ønsker til anvendelse af faciliteterne.
- Foreningerne overholder retningslinjerne fra Kulturministeriet og sundhedsmyndighederne og påtager sig at rengøre overflader og kontaktpunkter og det udstyr, som benyttes, efter endt træning/brug.
- Foreningerne benytter ikke bade- og omklædningsfaciliteter.
- Foreningerne må tåle at afholde aktiviteten idendørs et andet sted og på andre tidspunker end normalt.
Administrationen udsender et nyhedsbrev til foreningerne fredag den 12. juni 2020 med information om disse tiltag. I nyhedsbrevet vil foreningerne blive bedt om at melde tilbage i hvilket omfang foreningerne ønsker at gennemføre aktiviteter, herunder om foreningerne ønsker at fortsætte aktiviteten i skolesommerferien.
Med baggrund heri og ud fra en udgiftsopmærksomhed, beslutter administrationen omfanget af åbningen.
East Kilbride Badet i perioden den 15. juni - 15. august 2020
East Kilbride Badet foreslås genåbnet fra mandag den 15. juni 2020 med de normale åbningstider og med indførsel af sommeråbningstider fra uge 27, som under normale omstændigheder.
For at overholde retningslinjerne på svømmehalsområdet er det nødvendigt at foranstalte løbende ekstra monitorering af antallet og adfærden blandt gæsterne samt rengøring af overflader ved en fuldtidsansat person i både herre- og dameomklædningen i to vagter over dagen. I alt fire personer over en fuld åbningsdag. Herunder startrengøring om morgenen efter endt foreningssvømning om aftenen. I første omgang foreslås denne ordningen gældende i perioden 15. juni til 15. august 2020.
Diverse (lege)udstyr i East Kilbride Badet vil ikke være tilgængeligt. Dog vil det være muligt at medbringe (lege)udstyr til eget brug.
De små svømmesale i perioden den 15. juni - 15. august 2020
Svømmeaktiviteterne i de små svømmesale, som er ubemandet, vurderes mulige at genåbne pr. 15. juni 2020. Dog forekommer kravene til rengøring som vanskelige at overholde for brugerne. Som en del af sommerferieaktiviteterne benyttes svømmesalen på Måløv Skole i første uge af skolesommerferien. Såfremt øvrige svømmesale skal åbnes i skolesommerferien, stiller det store krav til foreningerne i forhold til at overholde retningslinjerne om rengøring.
Selskabslokaler fra den 20. juni 2020 -
Med det øgede forsamlingsantal på 50 kan kommunens selskabslokaler - bortset fra lokaler på Brydegården, der anvendes til skoleundervisning samt selskabslokalet i Idrætsbyen, der ligger bag COVID-19 testcentret og derfor ikke kan bookes - åbne fra den 20. juni 2020.
Borgerne kan afholde fester under forudsætning af, at forsamlingsantallet og de generelle anvisninger fra sundhedsmyndighederne overholdes. Borgerne informeres om, at kommunens vagter i forbindelse med rundering følger op på, at forsamlingsantallet overholdes. Retningslinjer for rengøring o.l. af lokalerne følges.
Sommerferieaktiviteter i perioden den 29. juni - 9. august 2020
Sommerferieaktiviteterne afvikles som planlagt. De foreninger, der er med i sommerferiekataloget har oplyst, at de ønsker at afvikle aktiviteterne og vil sørge for at overholde sundhedsmyndighedernes retningslinjer i forhold til gennemførslen af aktiviteterne. Der er god søgning til aktiviteterne og der er venteliste til 11 ud af 24 aktiviteter.
Åbning af det udendørs forenings- og idrætsliv i perioden den 15. juni - 15. august 2020
Med fase 3-åbningen fulgte ligeledes, at der åbnes for muligheden for, at udendørs forenings- og idrætsliv kan få adgang til bade- og omklædningsfaciliteter. Som tilfældet er med indendørsidrætten, foreslår administrationen, at der ikke åbnes for adgang til bade- og omklædningsfaciliteter.