Sammendrag
Efter endt høring genfremlægges forslag til Børne- og Ungestrategien "Fællesskaber for alle - Alle i fællesskab", ”Fællesskaber, der forandrer – en Sverigesmodel i Ballerup-optik” samt ”Kvalitetsudvikling i dagtilbud, skole og klub” (Pædagogisk Analyse).
Forslagene indstilles til godkendelse med henblik på, at de indgår i budgetforhandlingerne for 2017.
Baggrund
Børne- og Skoleudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på udvalgsmøderne i juni 2015 at sende følgende materiale i høring:
- Børne- og Ungestrategien ”Fællesskab for Alle - Alle i fællesskab”
- ”Fællesskaber, der forandrer – en Sverigesmodel i Ballerup-optik”
- ”Kvalitetsudvikling i dagtilbud, skole og klub” (Pædagogisk Analyse).
Høringsperioden har været fra den 5. juni 2016 til den 19. august 2016.
På udvalgsmøderne i juni 2015 blev det endvidere besluttet, at sagen efter endt høring skulle fremlægges i Børne- og Skoleudvalget den 6. september 2016 samt i Kultur- og Fritidsudvalget den 13. september 2016 med henblik på endelig stillingtagen.
Sagen forelægges endvidere for Social- og Sundhedsudvalget den 6. september 2016 samt Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget den 13. september 2016 til orientering.
Sagsfremstilling
Vedrørende høringssvarene:
Overordnet for høringssvarene til Børne- og Ungestrategien er, at der er opbakning til strategien og til hvordan denne foreslås udmøntet gennem "Sverigesmodellen" og ”Pædagogisk Analyse”. Vedlagt er samtlige høringssvar (grupperet i Bilag 1, Bilag 2 og Bilag 3). Vedlagt er også uddrag af essensen af høringssvarerne samt administrationens bemærkninger hertil (grupperet i Bilag 4, Bilag 5 og Bilag 6).
Generelt omkring høringssvarene vedrørende Børne- og Ungestrategien
- Der er tilkendegivelser om tilslutning til, at der med strategien etableres et fælles børne- og ungesyn for alle, der arbejder med børn og unge i Ballerup Kommune.
- Der er tilkendegivelser om tilslutning til, at strategien samtænker det almene område med det specialiserede område, så der kan skabes en fælles forståelse og tilgang til, hvordan børn og unge fra 0-18 år kan inkluderes i fællesskabet i dagtilbud, skole og klub.
- Flere stiller spørgsmål ved, om det er alle børn, der kan inkluderes i fællesskabet i almenmiljøet. Det påpeges, at det også kan have en værdi for børn og unge at deltage i fællesskaber i det specialiserede område. Administrationen foreslår derfor, at det i strategien præciseres, at ”Børn og unge skal kunne tilbydes deltagelsesmuligheder i de fællesskaber, der eksisterer i de specialiserede undervisningstilbud, hvis den individuelle vurdering for barnet er, at et specialiseret tilbud i en kortere eller længere periode skaber den bedste trivsel, udvikling og læring for barnet. Formålet er at tilgodese børn og unges aktuelle situation og om muligt styrke dem til fremadrettet at kunne indgå i fællesskabet i almenmiljøet.”
Vedlagt er administrationens bemærkninger til høringssvarene vedrørende Børne- og Ungestrategien (Bilag 4).
De indkomne høringssvar har givet anledning til ændringsforslag i Børne- og Ungestrategien, herunder indkomne konkrete forslag til præcisering af strategien. Børne- og Ungestrategien med de konkrete ændringsforslag, er vedlagt (Bilag 7).
Høringssvarene vedrørende ”Fællesskaber, der forandrer – en Sverigesmodel i Ballerupoptik”
Høringssvarene på ”Fællesskaber, der forandrer – en Sverigesmodel i Ballerupoptik” viser generelt opbakning til modellen. Der er nogle opmærksomheder på, hvorvidt finansieringen af modellen er realistisk og hvordan der vil blive fulgt op på effekten. Herudover er der en stor efterspørgsel efter afklaring på, hvordan selve modellen tænkes udmøntet, og om der vil være behov for øget mødeaktivitet. Flere høringssvar tilkendegiver, at der er tilfredshed med, at der vil være forebyggende socialrådgivere i alle distrikter.
Administrationen har omkring økonomien overordnet henvist til materialet fra investeringscasen og Herning Kommunes resultater, som grundlag for beregningerne. Vedlagt er administrationens bemærkninger til høringssvarene til ”Sverigesmodellen” (Bilag 5). I forhold til udmøntningen og opmærksomheden på en evt. øget mødeaktivitet påpeger administrationen, at der skal etableres en ny og ændret mødestruktur, der også tager højde for at justere den nuværende. Samtidig er det vigtigt at få udarbejdet rolle/funktionsbeskrivelser for mødedeltagerne.”
Høringssvarene til ”Pædagogisk Analyse”
Høringssvarene til ”Pædagogisk Analyse” viser, at der generelt er opbakning til en fælles systematik, et fælles sprog og en fælles tilgang. Flere gør opmærksom på, at en fælles indsats har været efterspurgt. Der er nogle opmærksomhedspunkter, som overordnet handler om finansiering, tid og relationen til eksisterende praksis. Vedlagt er administrationens bemærkninger til høringssvarene vedrørende ”Pædagogisk Analyse” (Bilag 6).
Flere høringssvar tilkendegiver ønsket om at få uddybet en række områder vedrørende Pædagogisk Analyse. Center for Skoler, Institutioner og Kultur har udarbejdet et notat, der har til formål at afklare de oftest stillede spørgsmål. Notat vedrørende "Pædagogisk Analyse" - Tilføjelser, er vedlagt (Bilag 8).
I forhold til finansiering har administrationen tilkendegivet, at de ansøgte midler primært skal anvendes til vikardækning. I forhold til tid og flere møder er det forventningen, at eksisterende møder i væsentlig grad skal erstattes med mødeaktivitet i relation til ”Pædagogisk Analyse”.
I høringsmaterialet fremgår det, at der i forhold til investeringsøkonomien er forsøgt angivet en overslagsøkonomi. Det er understreget, at der alene er tale om helt indledende og overordnet bud, som ikke er konsekvensberegnet. Ballerup Kommune har derfor bedt BDO om at foretage mere nøjagtige beregninger. Vedlagt er notat vedrørende Investeringscase for ”Pædagogisk Analyse” (Bilag 9).
BDO vurderer, at en opkvalificering af lærere og pædagoger må forventes primært at give et kvalitativt løft i det forebyggende og inkluderende arbejde med (udsatte) børn og unge i Ballerup Kommune.
I den investeringscase, der er sendt i høring i Ballerup Kommune, er der forudsat et mindre forbrug på specialundervisning (ramme 30.33). BDO vurderer imidlertid, at det kræver en mere dybdegående analyse at estimere omfanget af et eventuelt besparelsespotentiale på specialundervisningen som følge af indførelsen af "Pædagogisk Analyse". BDO har derfor ikke foretaget en vurdering af "Pædagogisk Analyses" økonomiske konsekvenser i forhold til undervisningsdelen (ramme 30.33).
Det skal bemærkes, at udgifterne til den specialiserede undervisning er steget markant i såvel Ballerup Kommune som de øvrige hovedstadskommuner de seneste år, hvorfor alene det at bremse udgiftsvæksten kræver en indsats. Set i lyset af udgiftsudviklingen anbefaler BDO derfor, at Ballerup Kommune i første omgang realiserer en opbremsning i udgiftsvæksten, inden det eventuelt besluttes at fastlægge et besparelsesprovenu på den specialiserede undervisning.
Vedrørende implementering af Børne- og Ungestrategien
Børne- og ungestrategien udmøntes i handling ved implementering af ”Pædagogisk Analyse” og ”Sverigesmodellen”. Hvordan ”Pædagogisk Analyse” og ”Sverigesmodellen” skal udmøntes, vil blive beskrevet i implementeringsplanerne for henholdsvis ”Pædagogisk Analyse” og ”Sverigesmodellen”.
Arbejdet med implementeringen af ”Sverigesmodellen” og ”Pædagogisk Analyse” er organiseret med henblik på en høj grad af involvering af medarbejdere og ledere fra centralt og decentralt niveau samt de faglige organisationer BUPL og Ballerup Lærerforening (BLF) jævnfør vedlagte notat "Organisering af arbejdet med Børne- og Ungestrategien" (Bilag 15).
For at sikre en høj grad af inddragelse, vil de tre referencegrupper arbejde med implementeringsplanerne for ”Pædagogisk Analyse” og ”Sverigesmodellen”. Arbejdet er beskrevet i forberedelsesplanerne. Vedlagt er forslag til forberedelsesplan for ”Sverigesmodellen” (Bilag 11) samt en tidsplan herfor (Bilag 12). Vedlagt er forslag til forberedelsesplan for ”Pædagogisk Analyse” (Bilag 13) samt en tidsplan (Bilag 14).
Vedlagt er desuden samlet overblik over organiseringen af arbejdet med Børne- og Ungestrategien (Bilag 15)
Politisk opfølgningskalender
For at give et samlet overblik, hvornår og hvordan Børne- og Skoleudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget kan følge implementeringen af "Pædagogisk Analyse" og ”Sverigesmodellen”, er der udarbejdet en politisk opfølgningskalender, som løbende vil blive udbygget. Vedlagt (Bilag 16).