Sammendrag
Der orienteres om Danmarkskort over omgjorte sager i Ankestyrelsen på servicelovens område forud for den lovpligtige behandling i Kommunalbestyrelsen. Danmarkskortet er publiceret den 23. juni 2023, og opgørelserne baserer sig på tal fra 2022.
Denne sag forelægges til orientering i Socialudvalget, Sundheds- og Ældreudvalget samt Børne- og Skoleudvalget. Kommunalbestyrelsen træffer derefter endelig beslutning.
Baggrund
Af retsikkerhedslovens § 79b fremgår det, at landets kommunalbestyrelser skal behandle Danmarkskortene inden udgangen af det år, hvor omgørelsesprocenterne offentliggøres. Endvidere skal Kommunalbestyrelsen tage stilling til, om Ballerup Kommunes omgørelsesprocenter i klagesager skal foranledige, at en handleplan iværksættes.
Sagsfremstilling
Når en borger klager over en kommunal afgørelse på socialområdet, er det Ankestyrelsen, der behandler klagen.
Danmarkskortet over omgørelsesprocenter i klagesager viser, hvor mange klagesager fra Ballerup Kommune, som Ankestyrelsen behandler på et år, og hvor mange af disse sager, Ankestyrelsen omgør. Ved omgørelse forstås, at en afgørelse hjemvises til fornyet behandling hos kommunen, ændres eller ophæves. En hjemvisning betyder ikke nødvendigvis, at en afgørelse bliver ændret. Resultatet efter fornyet behandling i kommunen kan godt blive den samme, som i den oprindelige afgørelse.
Danmarkskortet over omgørelsesprocenter består reelt af tre forskellige kort:
- Kortet for socialområdet generelt - her indgår alle bestemmelser i serviceloven, hvor der er kommunal klageadgang, dvs. både børne- og voksenområdet
- Kortet specifikt for børnehandicapområdet
- Kortet specifikt for særlige bestemmelser for voksen-handicapområdet.
Kortet, specifikt for børne-handicapområdet, omhandler følgende ydelser i serviceloven:
- Pasningstilbud, hjemmetræning, m.m. §§ 32, 32a, 36, 39-40
- Merudgiftsydelse § 41
- Tabt arbejdsfortjeneste §§ 42-43
- Personlig hjælp og ledsagelse § 44-45.
Kortet, specifikt for særlige bestemmelser på voksen-handicapområdet, omhandler følgende ydelser i serviceloven:
- Voksne - kontante tilskud § 95
- Voksne - borgerstyret personlig assistance (BPA) § 96
- Voksne - ledsagerordning § 97
- Voksne - merudgifter § 100.
Læsevejledning til Danmarkskortet, og notat med udsnit af hver enkelt Danmarkskort inkl. informationer om Ballerup Kommune, kan ses i bilag. Nedenfor ses link til hvert af de tre kort på Social- og Ældreministeriets hjemmeside:
Af de nuværende Danmarkskort fremgår det, at Ballerup Kommunes omgørelsesprocent på socialområdet ligger på 69 pct. og dermed langt over landsgennemsnittet (38 pct.) Ved en nærmere analyse af resultatet, viser det sig, at det er nogle få paragraffer på børne-handicapområdet - § 42 om tabt arbejdsfortjeneste samt § 41 om merudgifter til handicappede børn, som farver statistikken. Administrationen har været i kontakt med Ankestyrelsen, efter at administrationen har erfaret, at Ballerup Kommune står registreret med hele 98 hjemvisninger på § 42 (tabt arbejdsfortjeneste). Ankestyrelsen har informeret administrationen om, at de 97 afgørelser vedrører den samme borger, som har haft tre klagesager i Ankestyrelsen. Ankestyrelsen har registreret antallet af afgørelser i forhold til antallet af dage, hvor der er ansøgt om tabt arbejdsfortjeneste på enkeltdage over en treårig periode. I forhold til sagerne vedrørende § 41 (merudgifter) vedrører seks af de 10 omgjorte sager den samme sag. Hvis der ses bort fra denne sag, ser statistik for Ballerup Kommune fornuftig ud, når data for Ballerup Kommune holdes op mod landsgennemsnittet. Ankestyrelsen understøtter ligeledes det udmærkede resultat for omgjorte sager, da Ankestyrelsen i kommunikationen med administrationen pointerer, at Ballerup Kommune ikke er indstillet til at skulle indgå i et af Ankestyrelsens reserverede taskforce-forløb i 2023 på børne-handicapområdet, da kommunens omgørelsesprocent skal ses i lyset af enkelte komplekse borgerforløb.
På voksen-handicapområdet har Ballerup Kommune en omgørelsesprocent på 33 pct. hvor det samlede landsgennemsnit ligger på 38,9 pct.
Sagen sendes til orientering i Handicaprådet, Seniorrådet og Psykiatrirådet.