Ballerup Kommune har på nuværende tidspunkt seks GPS-enheder til udlån til hjemmeboende borgere med demens. Behovet har vist sig at være væsentligt større end de seks, og der arbejdes derfor på indkøb af flere enheder - i alt 20 stk. Der er aktuelt fem på venteliste til GPS udover de seks, der er udleveret. Pårørende køber lige nu selv GPS-enheder, da demenskoordinatorerne ikke kan stille nogen GPS til rådighed, da alle er udlånt.
Det forventes, at efterspørgslen på GPS øges.
Demografien for borgere med demens gældende for Ballerup Kommune er:
Årstal |
Antal demente |
2013 |
753 |
2015 |
811 |
2020 |
958 |
2025 |
1.093 |
GPS kan være med til at forlænge ophold i borgers eget hjem og udsætte flytning til plejecenter. En GPS er til gavn både for borgere med demenssygdom og for deres pårørende. Det øger borgerens mulighed for selvstændigt at kunne bevæge sig frit omkring og opretholde sit fysiske aktivitetsniveau uafhængigt af andre/pårørende. Det giver en sikkerhed for at blive fundet igen, når man ikke selv kan finde hjem.
Det er demenskoordinatorer, der foretager en individuel og konkret vurdering af hvilke borgere, der er berettiget til lån af en GPS-enhed. Demenskoordinatorerne har i dag, som tidligere nævnt, seks GPS-enheder. De har været i brug i fem til seks år, og er ikke længere tidssvarende i forhold til markedets nye modeller. De nuværende GPS-enheder har en batterikapacitet på to døgn. Den model, der anbefales indkøbt, har en batterikapacitet på op til to måneder, øget mulighed for sporing og bedre dækning, som også resulterer i bedre sporing.
De seks nuværende enheder ønskes udskiftet i forbindelse med indkøb af flere GPS-enheder og er således indeholdt i det samlede antal anbefalede GPS-enheder - 20 stk.:
20 stk. komplette sæt sporingsenheder type SL9.
Pris 20 stk. GPS type SL9 (normalpris 3.750 kr. pr. stk.) 75.000 kr.
Rabat i følge aftale 10 pct. ved samlet ordre 7.500 kr.
Samlet pris 67.500 kr.
Abonnement til sporingsenhederne afregnes pr. enhed pr. måned med gældende abonnementspris (standardabonnement) pt. 189 kr.