Der er søgt om tilladelse til udvidelse af det eksisterende dyrehold med 4 geder, 3 får og 3 heste (mellemstore og små). Dyreholdet vil herefter bestå af 8 geder, 4 får og 8 heste. Hertil kommer 40 høns, 40 kaniner og 10 marsvin.
Udvidelsen skyldes lukning af byggelegepladsen på Bispevangen og et ønske om at dyreholdet herfra flyttes til Grantoftens Fritidscenter.
Projekt
Dyreholdet er planlagt udvidet med ovennævnte antal geder, får og heste samt et antal høns, kaniner og marsvin.
Staldforhold
Den eksisterende hestestald på 90 m2 udvides med en løsdriftsstald på 46 m2. Den nye løsdriftsafdeling vil blive udført i samme stil og materialevalg som den eksisterende.
Der er ingen afløb i stalden. Hestene står på fast gummiunderlag dækket med spåner og halm. Halm og spåner opsamles i container.
Gødningshåndtering
Gødning opsamles dagligt fra stalde, bure m.m. Gødningen opbevares i lukket container. Containeren afhentes og tømmes hver uge ved Grantoftegaard. Gødningen komposteres på godkendt modtage- og behandlingsanlæg (Vindekilde I/S, 3670 Veksø). Grantoftegaard modtager slutproduktet for jordforbedringsmiddel og gødning.
Containeren er placeret på et areal befæstet med fliser. Arealet rengøres i forbindelse med tømning af containeren.
Folde
- Løsdriftsfold i tilknytning til stalden, ca. 1.600 m2
- Græsfold ved blok 3, ca. 800 m2
- Græsfold ved Grantofteskolen, ca. 2.000 m2
Geder og får vil blive flyttet over i en nyindrettet fold med tilhørende staldforhold. Folden vil blive ca. 240 m2.
Center for Miljø og Tekniks vurdering
Ifølge bekendtgørelse nr. 639 af 13. juni 2012 om miljøregulering af visse aktiviteter, § 8, stk. 1 er det ikke tilladt at holde svine-, kvæg-, fåre-, gede- og hestehold i byzone. Kommunen kan dog jævnfør bekendtgørelsens § 8, stk. 3 dispensere fra forbuddet på vilkår om særlige krav til dyreholdet, foderopbevaring, gødningshåndtering m.v.
Inden der træffes afgørelse, har Center for Miljø og Teknik gjort naboerne bekendt med sagen, og givet dem adgang til udtale sig inden en frist på mindst tre uger. Høringen har ikke givet anledning til bemærkninger.
Ud fra dyreholdets størrelse og størrelsesgrænserne i ovennævnte bekendtgørelse § 7, stk. 2 vurderes dyreholdet at være af erhvervsmæssig karakter. Dyreholdet er opgjort til i alt 5,7 dyreenheder.
Erhvervsmæssigt dyrehold er i miljømæssig henseende bl.a. reguleret af bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 915. af 27. juni 2013 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage mv.
Etablering af anlæg, samt udvidelser og ændringer af eksisterende dyrehold, der medfører forøget forurening er ikke tilladt, men kommunen kan dispensere herfra, ved at der stilles vilkår til indretning af stalde, mødding mv. jævnfør bekendtgørelsen nr. 915, § 4, stk. 1 og 2.
Som udgangspunkt vurderer Center for Miljø og Teknik, at det generelt ikke er hensigtsmæssigt, at der holdes svine-, kvæg-, fåre-, gede- og hestehold i byzone. Dette er på linje med reglerne i nævnte bekendtgørelse nr. 639.
Når Center for Miljø og Teknik alligevel vurderer, at det er forsvarligt at meddele dispensation til Grantoftens Fritidscenter skyldes det, at fritidscenteret i mange år har haft et mindre gede-, fåre- og hestehold, uden at det har givet anledning til væsentlige gener eller klager.
Dispensationen gives på en række vilkår, der skal sikre at dyreholdet kan etableres og drives uden væsentlige gener i form af lugt, støv, støj, fluer og skadedyr.
Det er Center for Miljø og Tekniks vurdering, at det er miljømæssigt forsvarligt at der meddeles dispensation til det søgte dyrehold indenfor byzone.