Sammendrag
Ejerne af ejendommen Viggo Barfoeds Allé 50 i Ballerup har ansøgt om tilladelse til at opføre en ny carport som erstatning for en tidligere nedrevet carport.
Det ansøgte projekt kræver dispensation fra den for området gældende byplanvedtægt nr. 045.
Baggrund
Ansøger vil gerne opføre en ny carport, da den eksisterende carport blev ødelagt af stormen Bodil.
Den gamle carport var ikke tidssvarende, da der var tale om en lille carport til en bil.
Ansøger vil derfor gerne opføre en tidssvarende carport til to biler, og denne kan på grund af størrelsen ikke placeres mellem huset og naboskel, hvor den tidligere carport var placeret.
Sagsfremstilling
Ballerup Kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til at opføre en ny carport på 30 m2.
Det ansøgte medfører to overskridelser af den for området gældende byplanvedtægt nr. 045.
Byplanvedtægt nr. 045, fastsætter jævnfør § 3, stk. 3 en byggelinje 7 m inde på grunden.
Byplanvedtægt nr. 045, fastsætter endvidere jævnfør § 5, stk. 7, at garage og carportbygninger ikke må opføres nærmere den for bebyggelsen langs vejen fastsatte byggelinje end 5 m. Dette betyder, at carporten skal placeres mindst 12 m inde på grunden. Den ansøgte carport er placeret en halv meter inde på grunden.
Viggo Barfoeds Allé 50 er en hjørneejendom, og er derfor jævnfør byplanvedtægt nr. 045 underlagt byggelinjer på to sider af ejendommen. Det er således ikke muligt at placere en dobbelt carport ud mod vejen, såfremt der ikke gives dispensation fra de i byplanvedtægten fastsatte byggelinjer.
Projektet har været sendt i nabohøring hos en nabo og to genboer. Der er ikke modtaget indsigelser til projektet i forbindelse med høringen.
Umiddelbart efter sagens behandling på mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 2. juni 2015, blev forvaltningen kontaktet af Grundejerforeningen Digterparken, der gjorde opmærksom på, at de ikke var blevet hørt i forbindelse med behandlingen af sagen.
I forbindelse med behandling af dispensationer fra bestemmelser i lokalplaner, er det ikke normal praksis at foretage en nabohøring af grundejerforeningen. Der foretages ikke nabohøring af grundejerforeninger, da de jævnfør planloven ikke har ret til at blive hørt. Af samme årsag som der ikke foretages en høring af samtlige ejendomme i et lokalplanområde, men kun de omkringboende til den ejendom, hvor man ønsker en dispensation, hører man normalt heller ikke grundejerforeningen.
Planloven fastsætter dog, at såfremt en grundejerforening skriftligt har meddelt kommunen, at de gerne vil høres i forbindelse med ansøgninger om dispensation fra lokalplaner, så har de krav på at blive hørt.
Det er ved en gennemgang af byggesagsarkivet konstateret, at Grundejerforeningen Digterparken i 1999 har meddelt Ballerup Kommune, at de gerne vil høres i forbindelse med dispensationer fra lokalplanen. Denne aftale er beklageligvis ikke blevet videregivet, og det må således medgives, at man i administrationen ikke var bekendt med denne aftale.
Det må dermed også medgives, at det er en fejl, at Grundejerforeningen Digterparken ikke blev hørt i forbindelse med behandlingen af sagen.
Grundejerforeningen Digterparken er derfor efterfølgende blevet hørt, og har i den forbindelse fremsendt en indsigelse til projektet.
I indsigelsen fremfører Grundejerforeningen Digterparken, at en dispensation til den ansøgte placering af carporten fremadrettet vil skabe præcedens for tilsvarende ansøgninger, og at denne præcedens på sigt kan betyde at det grønne og åbne/ubebyggede udtryk mod vej med tiden vil forsvinde.
Grundejerforeningen Digterparken er derfor modstander af en dispensation til det ansøgte.
Ansøger har dog valgt at fastholde sin ansøgning om dispensation, også selv om grundejerforeningen er modstander af projektet.
Grundejerforeningen Digterparken påpeger endvidere, at man ikke mener at Kommunalbestyrelsen eller Teknik- og Miljøudvalget, har kompetence til at give dispensation i forhold til det ansøgte.
Byplanvedtægt nr. 045, fastsætter jævnfør § 11, at mindre betydende lempelser af bestemmelserne i nærværende byplanvedtægt kan indrømmes af kommunalbestyrelsen, såfremt karakteren af det kvarter, som byplanen søger at skabe eller fastholde, ikke derved ændres.
Grundejerforeningen Digterparken påpeger, at en dispensation til det ansøgte på sigt vil betyde en markant ændring af områdets karakter, og at der derfor ikke kan give dispensation til det ansøgte.
Det er Center for Miljø og Tekniks vurdering, at Ballerup Kommune har lovhjemmel til at give dispensation til det ansøgte, idet der ikke gives dispensation fra byplanvedtægtens grundprincipper – altså at området skal fastholdes om et boligområde.
Det må medgives, at en dispensation i denne sag fremadrettet vil skabe præcedens for tilsvarende sager, og at det grønne og åbne/ubebyggede udtryk mod vej med tiden kan blive reduceret.
Det er Center for Miljø og Tekniks vurdering, at denne præcedenseffekt ikke er problematisk, da byplanvedtægtens bestemmelser anses for at være utidssvarende. Bestemmelserne er baseret på en tid, hvor de fleste kun havde en bil, og det derfor var muligt at opføre en carport mellem huset og naboskel.
Da mange familier i dag har to biler, er der kommet et behov for at kunne opføre dobbeltcarporte, hvilket også i mange tilfælde i området vil medføre en overskridelse af de fastsatte byggelinjer.
Det er Center for Miljø og Tekniks vurdering, at der bør gives tilladelse til det ansøgte, da der på grund af husets placering på grunden, ikke kan placeres en dobbelt carport ud mod vejen, uden en overskridelse af de i byplanvedtægten fastsatte byggelinjer.
Endvidere er carporten udført i en visuelt let konstruktion, der kun i et begrænset omfang vil medvirke til en fortætning af arealerne ud mod vejen.