East Kilbride Badet
En del af Ballerup Idrætsby
East Kilbride Badet er en hyggelig svømmehal, der både bruges af skoler, foreninger og badegæster med billet. Det er Ballerup Kommunes offentlige svømmehal, og der er mange, der tager hertil for at svømme i vores 50-meters-bassin. Ligeså velbesøgt er vores store varmtvandsbassin.
Badet tilbyder en lang række særlige aktiviteter som babysvømning, terapibassin, weekendleg i varmtvandsbassinet og vandgymnastik. Det er også her, elitesvømmerne fra Triton træner.
Se priser og takster for Ballerup Idrætsby herunder East Kilbride Badet.
NAVNET
Badet er opkaldt efter Ballerup Kommunes ældste venskabsby – East Kilbride i Skotland. Venskabet mellem de to byer har varet siden 1966. Ligesom East Kilbride pryder svømmehallen, har skotterne en multihal ved navn Ballerup.
HISTORIE
2017 - East Kilbride Badet renoveres
Udskiftning af taget og lovmæssig ændring i vandrensningsanlægget.
1993 - East Kilbride Badet renoveres
I 1993 lukkede East Kilbride Badet, da det skulle renoveres og der skulle opføres en permanent overbygning. 1994 blev East Kilbride Badet genåbnet ved et indvielsesstævne, og borgmestrene fra såvel Ballerup samt East Kilbride med gæster deltog. Seks klubber blev ligeledes inviteret til stævnet. I dagens anledning havde Ballerup Kommune sponsoreret bluser til badepersonalet og Tritons trænere med tegning af den nye hal. Hallen blev væsentlig forbedret, og den blev lys og venlig.
1971 - East Kilbride Badet åbnes
19. juni 1971 åbnede Borgmester Kaj H. Burchardt og borgmester William Niven fra East Kilbride officielt badet ved et åbningsstævne. Der var her et smukt sammensat program med "gamle kæmper" og helt splinternye unge svømmere.