Rekruttering
-
Jobcentret kan hjælpe din virksomhed med at finde nye medarbejdere. Fx kan jobcentret udvælge jobsøgere fra cv-banken på www.jobnet.dk og sende cv´er for de bedste kandidater til virksomheden. Jobcentret har kontakt med alle jobsøgere fra stort set alle brancher. Nogle jobsøgere har de nødvendige faglige og personlige kompetencer til at starte i job med få dages varsel. Andre jobsøgere har brug for en ekstra indsats - måske med jobcentrets støtte - for at få en god start i jobbet. Brug jobcentret næste gang, virksomheden mangler medarbejdere.
-
- Jobcentret har adgang til jobansøgere fra alle brancher og fra hele landet.
- Jobcentret har viden om arbejdsmarkedet og om jobsituationen i lokalområdet.
- Jobcentret kan rådgive om alternative rekrutteringsmuligheder, fx støttet beskæftigelse.
- Jobcentret kan hjælpe med at give den nye medarbejder en god start, fx via forudgående opkvalificering eller tilskud til mentor.
-
En supermarkedskæde åbner en ny butik og kontakter i den forbindelse jobcentret for at finde det nødvendige personale til butikken.
Jobcentret hjælper virksomheden med at finde tre-fire egnede kandidater til hver stillingsbeskrivelse, og virksomheden indkalder de bedste til en samtale i butikken.
-
Inden du kontakter jobcentret, kan du med fordel udarbejde et forslag til stillingsbeskrivelse, som indeholder:
- Primære opgaver og ansvarsområder i jobbet.
- Krav til faglige og personlige kompetencer.
- Arbejdstid, ønsket tiltrædelsestidspunkt, aflønning, varighed og andre oplysninger om arbejdsvilkår.