Kildedal By: Indkaldelse af idéer og forslag
Ballerup Kommune igangsætter den 5. april 2023 en ny forudgående høring om udviklingen af Kildedal By i det vestlige Måløv.
Frem til den 26. april 2023 kan du indsende idéer og forslag til den kommende planlægning for området.
Helhedsplanen ”Kildedal – en by for livet” blev vedtaget af Ballerup Kommunalbestyrelse i september 2021. Helhedsplanen er siden blevet bearbejdet, og bl.a. er placeringen af den kommende bebyggelse blevet justeret i forhold til en statslig transportkorridor i Kildedals vestlige område.
Du kan læse mere om helhedsplanen og de øvrige dokumenter på projektets hjemmeside: www.ballerup.dk/kildedal
Indkaldelse af idéer og forslag
Hermed indkaldes forslag og idéer forud for udarbejdelsen af et kommuneplantillæg, som dels skal omhandle en ny afgrænsning af rammeområder i og omkring Kildedal, dels skal lægge op til nogle præcise rammer for et bydelscenter omkring Kildedal Station - samt en revision af to temaer i Grønt Danmarkskort (se også Orienteringsmøde om grønne temaer forneden). Kommuneplantillægget skal sammen med en rammelokalplan for hele Kildedal danne grundlaget for al den fremtidige byplanlægning i området.
Du kan læse mere om de nye kommuneplanrammer i den pjece, der kan downloades under ’Vedlagte dokumenter’ forneden på siden.
Dine idéer og forslag til den videre udvikling af Kildedal skal sendes pr. mail til: kildedal@balk.dk
eller alternativt pr. brev til:
Ballerup Kommunalbestyrelse, Rådhuset, 2750 Ballerup
Vi skal modtage dit bidrag senest onsdag den 26. april 2023.
Orienteringsmøde om grønne temaer
Der afholdes et orienteringsmøde om de grønne temaer i udviklingen af Kildedal By på Ballerup Rådhus onsdag den 19. april 2023 kl. 17.00.
Her kan du høre mere om revisionen af Grønt Danmarkskort samt biodiversitetsstrategien, naturkvalitetsprogrammet og projektet for Den grønne Korridor, der alle udarbejdes til Kildedal By.
Tilmeld dig ved at skrive en mail til byplan@balk.dk med teksten ”Tilmelding grønt temamøde” i emnefeltet.
Kort om processen
Kommunen påbegynder byplanlægningen for området med ovennævnte kommuneplantillæg og rammelokalplan, der tilsammen skal fastlægge de overordnede planmæssige rammer for den nye by.
I juni 2022 blev alle borgere opfordret til at indsende idéer og forslag til udviklingen af Kildedal By
De indkomne idéer og forslag fra den aktuelle høringsrunde vil blive samlet i en såkaldt hvidbog sammen med høringssvarene fra juni 2022. Sammen med administrationens kommentarer og anbefalinger bliver hvidbogen forelagt for kommunalbestyrelsen, når den til sommer 2023 skal vedtage forslaget til kommuneplantillæg.
Samtidig forventes kommunalbestyrelsen at behandle forslagene til rammelokalplanen, den første byggeretsgivende lokalplan og et tillæg til spildevandsplanen med tilhørende miljøvurderinger. Herefter udsendes alle planforslag og miljøvurderinger i minimum 8 ugers offentlig høring, hvor du igen får mulighed for at give din mening til kende.
Faktaboks
Kildedal bliver udviklet i et samarbejde mellem Ballerup Kommune og PensionDanmark, som har etableret et fælles arealudviklingsselskab, Kildedal P/S.
På sigt skal Kildedal By rumme omkring 6.000 arbejdspladser og 1.900 boliger.
Høringssvar