Afgørelse om ikke at foretage miljøvurdering vedr. Lokalplan 175 for campusområde ved DTU
Sammenfatning
Hermed genudsendes lokalplan 175 i offentlig høring med tilhørende miljøscreening.
Forslag til Lokalplan 175 giver mulighed udbygning af Danmarks Tekniske Universitets afdeling i Ballerup. Dels i form af udbygning af den eksisterende uddannelsesinstitution med nye auditorier, værksteder og lignende undervisningsfaciliteter og med mulighed for indpasning af universitetsrelaterede erhverv. Dels i form af et tilstødende campusområde med boliger til studerende, forskere og familier.
Kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, at der ikke skal foretages en miljøvurdering.
Historik og klagesag
Efter § 10 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter havde Kommunen i 2019 foretaget en miljøscreening af de to planforslag og vurderet, at planforslagene ikke var omfattet af krav om miljøvurdering. Screeningsafgørelsen blev offentliggjort samtidig med offentliggørelsen af planforslagene (lokalplan og kommuneplantillæg) den 29. august 2019.
Afgørelse i forhold til miljøvurdering blev indklaget til Nævnenes Hus vedr. planernes påvirkning af Sømosen var mangelfuld.
Lokalplan og kommuneplantillæg blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen i januar 2020, med forbehold for udfaldet af klagesagen.
Da klagesagen ikke havde opsættende virkning, har udviklingen af området kunne fortsætte, mens klagesagen blev behandlet.
Planklagenævnet traf i januar 2021 den afgørelse i sagen, at lokalplanen blev ophævet, og at der forud for en fornyet vedtagelse skulle foretages en vurdering af det planlagtes påvirkning af dyre- og planliv i mosen, herunder påvirkningen af saltindholdet (saliniteten) i vandet og konsekvenserne for de spidssnudede frøer - samt at kommunen, hvis det ikke uden nærmere undersøgelser kan udelukkes, at der vil kunne ske en væsentlig påvirkning af dyre- og plantelivet, skulle foretage en miljøvurdering.
Rådgiverfirmaet Niras har efterfølgende udarbejde et supplerende notat til screeningen om regnvandsudledning til Sømosen og effekter på vandkvalitet, flora og fauna. Notatet konkluderer, at udledningen fra campusarealet ikke vurderes at ændre på den nuværende salinitet i Sømosen. Dermed vil saltudledning fra campusarealet ikke medføre tilstandsændringer af Sømosen, og de nuværende yngle- og rasteområder for spidssnudet frø i Sømosen vil ikke blive påvirket.
På baggrund af klagenævnets afgørelse skal Lokalplan 175 genfremsendes til fornyet vedtagelse. Det gælder imidlertid ikke kommuneplantillægget, der er blevet indarbejdet i Kommuneplan 2020. Den tilhørende miljøscreening er blevet justeret, således at Niras-notatets konklusioner er indarbejdet, og rapporten er vedhæftet som bilag. Afgørelsen vedr. miljøscreeningen offentliggøres hermed - samtidig med at lokalplanforslaget genudsendes i ny høring - med en klagefrist på 4 uger (til den 5. april 2023).
Du finder miljøscreeningsskema, Niras-notatet samt forslag til Lokalplan 175 nedenfor.
Læs mere om lokalplanen her:https://ballerup.dk/hoeringer-og-afgoerelser/forslag-til-lokalplan-175-et-campusomraade-ved-dtu-ny-hoering
Klagevejledning
Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet. Klagen skal indgives inden 4 uger fra afgørelsen er meddelt. Du klager via Klageportalen, som du finder via www.naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/, www.borger.dk eller www.virk.dk. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Ballerup Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Gebyrets størrelse fremgår af vejledningen på Planklagenævnets hjemmeside: https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/vejledning/.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet. Betingelserne for at blive fritaget fremgår også af vejledningen på planklagenævnets side.
Lovgrundlag
I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (LBK nr. 4 af 03/01/2023) skal der udarbejdes en miljøvurdering af planer og programmer, der fastlægger rammer for fremtidige anlægstilladelser til projekter, som er omfattet af lovens bilag 1 og 2, fordi disse planer og programmer antages, at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. For planer og programmer skal der dog kun gennemføres en miljøvurdering, såfremt ændringerne antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Ved vurderingen af væsentligheden skal kriterierne i lovens bilag 3 tages i betragtning. Det vurderes gennem en miljøscreening af række miljøparametre, om planen kan få en væsentlig indvirkning på miljøet. Det kan være både negative og positive miljøkonsekvenser.
Screeningen af Lokalplan nr. 175 (oprindeligt med tilhørende kommuneplantillæg) kan ses nedenfor.
Høringssvar