Sammendrag
Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte hvilke tiltag, der kan understøtte udviklingsplanen for Ballerup Idrætsby. I den forbindelse bestilte udvalget på mødet den 6. april 2021 et katalog med priser over mulige udviklingstiltag.
Administrationen præsenterer katalog med prissatte aktivitetszoner.
Det indstilles, at kataloget over mulige udviklingstiltag tages til efterretning – og at brugerinvolvering tænkes ind i projekteringen, hvis nogle af udviklingstiltagene bliver prioriteret i kommende budgetforhandlinger.
Baggrund
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 6. juni 2018, punkt 7, vedtog udvalget en udviklingsplan for Ballerup Idrætsby.
Udviklingsplanen skal styrke Ballerup Idrætsby som en sammenhængende idrætsby med centrum, gode muligheder for aktivitet, fællesskaber og socialt samvær både for de foreningsaktive og selvorganiserede.
Udviklingsplanen skal også styrke en optimal brug af fælles arealer og anlæg, hvor flere brugere og brugergrupper benytter faciliteterne.
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 26. januar 2021, punkt 3, vedrørende indsatser i forbindelse med budget 2021 (punkt nr. 2.1.9) fremgik det, at udvalget på møderne i april og juni 2021 drøfter hvilke tiltag, der kan understøtte udviklingsplanen.
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 6. april 2021, punkt 12, drøftede Kultur- og Fritidsudvalget hvilke tiltag, der kunne understøtte udviklingsplanen. I den forbindelse bestilte udvalget et katalog med priser over mulige udviklingstiltag.
Sagsfremstilling
Den samlede udviklingsplan for Ballerup Idrætsby er bygget op omkring fem temaer, der hver på deres måde konkretiserer de politiske målsætninger, som er beskrevet i Vision 2029 og Ballerup Kommunes Idrætspolitik.
De fem temaer er:
- Sammenhængende idrætsby med centrum
- Fællesskab og socialt samvær
- Optimale fælles arealer og anlæg
- Idrætsbyen for alle – også selvorganiserede
- Cykelby.
Temaerne fungerer som et politisk forankret udviklings- og styringsredskab, som Ballerup Idrætsby kan navigere efter frem mod 2029.
Katalog
Med udgangspunkt i udviklingsplanens temaer og den løbende dialog, som administrationen har haft med foreninger og selvorganiserede, har Ballerup Idrætsby udarbejdet et katalog med priser over mulige udviklingstiltag, der kan realisere udviklingsplanens intentioner. Katalog over mulige udviklingstiltag fremgår af bilag.
Kataloget er opdelt i en række aktivitetszoner, der kan prioriteres og gennemføres separat over de kommende år. Zonerne har arbejdstitlerne:
- Centrum
- Gadeidrætskultur
- Cykling i alle afskygninger
- Familie og vand
- Stier og forbindelser.
Der vil være fokus på at sikre elementer som lys, tryghed, miljø og bæredygtighed i alle zoner.
De estimerede anlægsudgifter for realisering af de enkelte aktivitetszoner er prissat ved sammenligning med referenceprojekter fra andre kommuner rundt om i landet.
Zonerne er programmeret på overordnet niveau. I forbindelse med eventuel realisering anbefaler Center for Skoler, Institutioner og Kultur, at der sikres brugerinvolvering i den endelige programmering.