Sammendrag

Der er på investeringsoversigten afsat 0,85 mio. kr. i 2021 til projekt nr. A532111 Handicap tilgængelighed. Midlerne søges nu frigivet til projekt nr. A532116 Tilgængelighedspuljen 2021.

Administrationen foreslår at midlerne benyttet til forbedring af adgangsforhold til offentlige bygninger samt optimering af fortov i Måløv og Egebjerg. Økonomiudvalget har på sit møde den 17. august 2021, pkt 18, besluttet, at Teknik- og Miljøudvalget skal have finansiering af fortovsrenovering på 490.000 kr. til fornyet behandling. 
 

Administrationen foreslår, at hvis der skal indstilles alternativ finansiering, så kan sagen om Sort pulje 2021 udvides fra de i sagen foreslåede 2,0 mio. kr. til 2,49 mio. kr., som fremrykkes fra 2022. Jf. sagen om Sort pulje 2021 på denne dagsorden.
 

Sagen har forinden forelæggelse for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen været forelagt parallelt i Social- og Sundhedsudvalget den 10. august 2021, punkt 12, samt i Teknik- og Miljøudvalget den 10. august 2021, punkt 12. Ifølge investeringsoversigten er Social- og Sundhedsudvalget ansvarlig for udmøntning af midlerne på projekt nr. A53111 Handicap tilgængelighed. Teknik- og Miljøudvalget er fagudvalg for de projekter, som administrationen foreslår, at midlerne anvendes til.
 

Sagen har ligeledes været i høring i Seniorrådet den 15. juni 2021 og i Handicaprådet den 11. august 2021.
 

Baggrund

Administration har fra tilgængelighedspuljen 2020 overført 250.000 kr. til 2021. I Budget 2021 er der afsat en pulje på 600.000 kr. Sammenlagt er der 850.000 kr. til forbedring af den fysiske tilgængelighed i Ballerup Kommune i 2021.

Sagsfremstilling

Center for Ejendomme foretager i 2021 en række renoveringer af bygninger, hvor der med et tilskud fra tilgængelighedspuljen vil kunne gennemføres forbedringer af de eksisterende adgangsforhold eller etableres handicapvenlige adgange. På Måløvhøj Skole, afdeling Måløv skal der etableres en platformelevator. På denne lokalitet finansieres det fulde beløb via tilgængelighedspuljen.

Projekterne som foreslås finansieret via tilgængelighedspuljen er:

  • Rampe til ny bygning for Arbejdsmarkedscenteret på Lindebjergvej 80 i Skovlunde, 25.000 kr.
  • Rampe og stolelift ved Torvevej 27 i Skovlunde, 25.000 kr.
  • Trappelift til koncertsalen ved UCC-bygningen i Skovlunde, 50.000 kr.
  • Renovering af den udvendige trappe ved Ballerup Bibliotek, 25.000 kr.
  • Rampe på Hold-an Vej 158b i Ballerup, 25.000 kr.
  • Handicaprampe ved Torvevej 31 i Skovlunde, 25.000 kr.
  • Platformselevator på Måløvhøj Skole, afdeling Måløv, 185.000 kr.

Det estimeres at de samlede omkostninger vil være ca. 360.000 kr.

I Center for By, Erhverv og Miljø er der fokus på fortovene i Måløv og Egebjerg, da dette er nogle af de mere befærdede strækninger i Ballerup Kommune. Ballerup Kommune har en pligt til at reparere fortov, hvor der er en kant over tre cm. Mindre kanter, ujævne riste eller lunker (steder, hvor fliserne er sunket), kan dog være til stor gene, for gangbesværede og/eller folk, der går med rollator. Ujævnheder og mindre opspring kan bevirke, at der er større risiko for faldskader eller folk i stedet bruger cykelstien til at gå på. 

Skaderne er dog ikke så store, at de er prioriteret til udbedring i den almindelige belægningsvedligeholdelse. Her er der andre strækninger, som er vurderet til at have større behov. Sagen er behandlet på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 2. marts 2021 punkt 14. Da der dermed er tale om tilgængelighedsfremmende tiltag foreslår administrationen, at arbejderne udføres under puljen A532116 Tilgængelighedspuljen 2021.

Administrationen sætter fokus på to strækninger:

  • Måløv Hovedgade fra Kratvej til Jørgen Andersensvej i begge sider. Administrationen har gennemgået strækningen med repræsentanter fra Måløv Bylaug i 2021, hvor det blev påpeget at der var mange ujævnheder og kanter. Administrationen har derudover fået mange henvendelser på denne strækning.
  • Egebjerg Bygade på den vestlige side fra Egebjergvej til Plejecenter Egely. Den østlige side er i bedre stand. På denne strækning er der foretaget en tilgængelighedsvandring i 2019, som påpegede mange ujævnheder og kanter.

Administrationen har kortlagt de to strækninger og registreret steder, der kan forbedres. Det vil ikke være muligt at reparere alle skader inden for budgettet, men administrationen vil udvælge de skader, hvor det vurderes, at tilgængeligheden kan forbedres mest muligt.

Administrationen estimerer, at de samlede omkostninger beløber sig i ca. 490.000 kr.

Forslaget til fordeling af midlerne er blevet præsenteret for Tilgængelighedsfølgegruppen, der var positivt indstillet. Forslaget har ligeledes været forelagt Seniorrådet den 15. juni 2021 og Handicaprådet den 11. august 2021.

Teknik- og Miljøudvalget

Teknik- og Miljøudvalget har den 10. august 2021 godkendt indstillingen om, at de frigivne midler anvendes til de i sagen forelagte projekter.

 

Social- og Sundhedsudvalget

Social- og Sundhedsudvalget har den 10. august 2021 godkendt finansiering af de beskrevne projekter om ramper, stole- og trappelifte, udvendig trappe og elevator. Social- og Sundhedsudvalget kan ikke godkende, at belægningsopgaverne på Måløv Hovedgade og i Egebjerg finansieres af Tilgængelighedspuljen og sender sagen videre til Økonomiudvalget med indstilling om, at Økonomiudvalget tager stilling til alternativ finansiering. Udvalget godkender indstillingens punkt om afledt drift.

Handicaprådet

Handicaprådet den 11. august 2021 støtter Social- og Sundhedsudvalgets beslutning.

Seniorrådet

Seniorrådet støtter Teknik- og Miljøudvalgets beslutning.

Økonomiudvalget

Økonomiudvalget har på møde den 17. august 2021 besluttet, at finansiering af udgiften på 490.000 kr. til fortove i Egebjerg og Måløv Hovedgade håndteres særskilt i Teknik- og Miljøudvalget.

Administrationen foreslår, at hvis der skal indstilles alternativ finansiering, så kan sagen om Sort pulje 2021 udvides fra de i sagen foreslåede 2,0 mio. kr. til 2,49 mio. kr., som fremrykkes fra 2022. Jf. sagen om Sort pulje 2021 på denne dagsorden.

ESDH ID
157889