Sammendrag
Center for Skoler, Institutioner og Kultur har gennemgået børnehusene i alle fem distrikter i Ballerup Kommune med henblik på en vurdering af den aktuelle kapacitet. Kapaciteten er herefter sammenholdt med den aktuelle befolkningsprognose for at vurdere behovet for forøgelse af kapaciteten.
Det er vurderingen, jf vedlagte bilag, at der ikke umiddelbart afsættes yderligere midler til forøgelse af kapaciteten i dagtilbud. Der er i direktionens budgetforslag afsat 5 mio.kr. i 2022 til en pulje, som kan øge fleksibiliteten mellem anvendelse af vuggestue- og børnehavepladser samt medvirke til en større rumopfattelse og rumudnyttelse i en række børnehuse.
Nedenfor og i vedlagte bilag gennemgås vurderingerne af de enkelte distrikter.
Baggrund
Der ses i øjeblikket i enkelte distrikter en tilvækst i antallet af børn, herunder børn med behov for pladser i kommunens dagtilbud. Det udfordrer og presser kapaciteten i de enkelte distrikter og børnehuse.
Der blev i budgetaftalen for 2021 afsat samlet 50 mio.kr. til udvidelse af kapaciteten i distrikterne Hedegården og Skovlunde. Der blev ligeledes afsat 18 mio. kr. til sammenbygning m.v. af børnehuset Lundegården i distrikt Skovvejen.
Sagsfremstilling
På baggrund af den samlede fornyede gennemgang af dagtilbuddenes distrikter og børnehuse er det vurderingen, at der ikke umiddelbart er behov for at skabe yderligere kapacitet i distrikterne Baltorp og Skovvejen end de allerede etablerede og skitserede løsninger.
For distrikt Hedegården vurderes der på baggrund af de opdaterede kapacitetstal og det aktuelle- og forventede behov ikke at være brug for at skabe yderligere kapacitet, idet de 46 pladser som indgår i de allerede afsatte 50 mio. kr. forventes at kunne dække behovet, herunder også løse udfordringerne med en ringe fleksibilitet i børnehuset Birkegården.
For distrikt Måløvhøj forventes der at være fin balance mellem kapaciteten og behovet frem til 2024, hvorefter der bliver behov for at skabe mere kapacitet, overvejende som følge af en del nybyggeri i distrikt Måløvhøj inden for de kommende 10 år. Der er behov for en særlig opmærksomhed på Kildedal, og de usikkerhedselementer der er forbundet hermed. Dette vil blive afklaret og vil fremgå af den opdaterede boligudbygningsplan for 2022 og dermed af befolkningsprognosen for 2022.
For at forberede distriktet i god tid til en forventet stigning i antallet af børn som følge af nybyggeri ved Jonstrup og for at være på forkant med den mindre tilvækst af børn som ses i distriktet p.t., kan det overvejes løbende at overdrage Villa Blide, som i dag anvendes af distrikt Skovlunde, til distrikt Måløvhøj. Dog således at de børn fra Skovlunde som er startet får mulighed for at fortsætte indtil overgang til skole. Det betyder dog også, at en kapacitet i distrikt Skovlunde på sigt skal omfatte de 60 pladser, som der i dag er i Troldebo (Villa Blide).
For distrikt Skovlunde forventes en relativ stor tilstrømning af børn de kommende år, bestående af 47 flere vuggestuebørn og 135 flere børnehavebørn frem mod 2024. Der vurderes dog ikke at være behov for yderligere kapacitet i distrikt Skovlunde, når man ser på behovet frem mod 2024 ud over de 64 pladser, der indgår i de allerede afsatte 50 mio. kr. til mere kapacitet i Skovlunde og Hedegården. Det skyldes, at der i den opdaterede kapacitetsopgørelse indgår den forøgelse af kapaciteten, som børnehusene har genereret bl.a. i en corona-tid ved anvendelse af tidligere fællesrum m.v. til egentlige stuer. Det er vurderingen, at der er 1-2 tidligere fællesrum som er anvendt til grupperum/stuer i forbindelse med covid-19 og som indgår i kapacitetsopgørelsen som kapacitet. Den konkrete lokaleanvendelse er gennemgået med børnehusene, hvorefter de stuer, der i dag anvendes som grupperum, fremadrettet er talt med som grupperum – og altså ikke som fællesrum. Hvis det politisk ønskes, at grupperummene fremadrettet igen anvendes som fællesrum, vil der skulle etableres yderligere kapacitet i Skovlunde, og på et tidligere tidspunkt.
I 2024 forventes der – med ovenstående forudsætning - at være et samlet overskud af pladser på 31 pladser i distrikts Skovlunde, hvis der regnes med en fuld fleksibilitet mellem vuggestue- og børnehavepladser. Der er imidlertid ikke fuld fleksibilitet i alle distriktets børnehuse, jf. bilag, hvorfor det anbefales, at der fortsat arbejdes med en eventuel udvidelse af kapaciteten også ud over de allerede afsatte 50 mio. kr. til etablering af 64 pladser med henblik på dels en forøgelse af fleksibiliteten mellem vuggestue- og børnehavepladser, dels en forøgelse af kapaciteten i distriktet samt med henblik på – på sigt – at overdrage Villa Blide til distrikt Måløvhøj. Der er ikke afsat midler til kapacitet ud over de planlagte 64 pladser i Skovlunde i administrationens budgetforslag. Det anbefales, at Center for Ejendomme inden for sin ramme påbegynder forprojekteringen af en eventuel ny institution i distrikt Skovlunde, hvorefter den kan indgå i budgetforhandlingerne for 2023, såfremt prognoserne i foråret 2022 viser behov herfor.
Der er i direktionens budgetforslag afsat en pulje på 5 mio. kr. Puljen kan bruges til mindre fysiske forbedringer, der skaber en øget fleksibilitet mellem vuggestuepladser og børnehavepladser, medvirker til en bedre rumfornemmelse og rumanvendelse og sikrer en bedre daglig drift i de enkelte distrikter og børnehuse. Eventuelle forbedringer aftales og etableres i tæt samarbejde med distrikterne og børnehusene.