Sammendrag
Administrationen redegør for processen, som skal munde ud i planstrategi 2023 - bæredygtig og balanceret byudvikling.
Det indstilles, at processen for planstrategien igangsættes.
Baggrund
Det følger af planloven, at Kommunalbestyrelsen inden første halvdel af valgperioden skal offentliggøre en strategi for kommuneplanlægningen - kaldet en planstrategi. Planstrategien definerer den overordnede politiske ramme og retning for kommunens fysiske udvikling i de kommende år med afsæt i formulerede temaer og indsatser. Planstrategien er tænkt at kunne rumme en bred og langsigtet strategi for kommunens udvikling med fokus på tværs af fagområder.
Planstrategien skal efterfølgende konkretiseres og udmøntes i kommuneplanen, som indeholder overordnede mål og retningslinjer for den fysiske udvikling af kommunen. Kommuneplanen har et 12-årigt sigte og revideres hvert 4. år.
Planstrategien skal ifølge planloven indeholde oplysninger om:
- den planlægning, der er gennemført siden sidste revision af kommuneplanen.
- en strategi for den fysiske udvikling i kommunen fremadrettet.
- en beslutning om, hvordan kommuneplanen skal revideres, herunder om kommuneplanen skal revideres helt eller delvist.
Det er desuden et krav, at Kommunalbestyrelsen giver offentligheden mulighed for at fremsætte idéer, forslag og kommentarer til den offentliggjorte strategi, hvorefter planstrategien genbehandles og vedtages med eventuelle ændringer.
Sagsfremstilling
Ligesom resten af hovedstadsregionen har Ballerup Kommune igennem de seneste år oplevet en markant vækst. Der har været stor investeringsinteresse i kommunen, og der har været - og er stadig - flere store byudviklingsprojekter i gang, hvilket har betydet, at der kommer til at ske en stor tilflytning af nye borgere til kommunen.
Et stigende antal borgere medfører et behov for, at udviklingen foregår på et bæredygtigt grundlag - både miljømæssigt, socialt og økonomisk, hvilket skal afspejles i planstrategi 2023.
Strategien kommer til at indgå som led i et større projekt omkring "Sammenhængende byudvikling", som, med afsæt i Vision 2029, har til formål at få skabt et fundament for, at kommunen kan arbejde strategisk med byudvikling til gavn for byens borgere og virksomheder.
Projektet består af tre elementer:
- En planstrategi, som definerer politikken og retning for byudviklingen de næste fire år - "Planstrategi 2023 - bæredygtig og balanceret byudvikling".
- En model for fremskaffelse af relevante data på byudviklingsområdet til understøttelse - "Kvalificering af byudvikling via data".
- Et internt organisatorisk set-up i administrationen, som skal være med til at understøtte implementeringen af det strategiske arbejde.
Projektet er tværgående for at sikre en sammenhængende koordineret planlægning med de øvrige forvaltningsområder, som påvirkes af kommunens fysiske udvikling og vækst, herunder sundhedsområdet, ældreområdet, skole- og institutionsområdet og kultur- og fritidsområdet. Samtidig er målet, at kommuneplanlægningen og økonomiplanlægningen går hånd i hånd, så tempoet i byudviklingen tilpasses kommunens anlægs- og driftsbudgetter, hvilket er en af de politiske indsatser, der er prioriteret i Budgetaftale 2023.
Ansvaret for planloven er delegeret til Klima- og Miljøudvalget, som dermed er det stående udvalg, der indstiller planstrategien til vedtagelse. Planstrategien skal også behandles i Økonomiudvalget, fordi udvalgets ressortområde er at samordne løsningen af kommunens planlægningsopgaver og prioritere indsatser. Kommunalbestyrelsen vedtager planstrategien.
I forhold til udarbejdelse af planstrategien kommer Udvalg for Byudvikling i Ballerup Kommune til at fungere som politisk følgegruppe. Udvalget kommer til at drøfte byudviklingens strategiske retning og kvalificere og afstemme det planstrategiske arbejde, som skal munde ud i planstrategi 2023 forud for den politiske behandling i Klima- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen. Udvalget har en forberedende og rådgivende funktion og kan ikke træffe beslutninger, der er bindende for de politiske udvalg.
Projektet er delt op i tre faser:
- Afklaringsfasen
- Udarbejdelsesfasen
- Offentlighedsfasen.
Afklaringsfasen
Som et led i afklaringsfasen vil der blive tilvejebragt et solidt vidensgrundlag bl.a. i form af data og kortlægning af kommunale politikker, strategier og planer, som er af betydning for kommunens arealanvendelse og udvikling og dermed for udarbejdelse af planstrategien.
I tråd med kommunens fem borgerinddragelsesprincipper vil der være en tidlig inddragelse af både borgere og virksomheder allerede i afklaringsfasen. Ved brug af forskellige inddragelsesmetoder vil der blive inddraget bredt for at få perspektiver på kommunens fysik. Formålet er at hente inspiration til de efterfølgende politiske drøftelser.
I administrationen vil der tilsvarende foregå tværgående drøftelser om kommunens fysiske udvikling, konsekvenser og muligheder.
Afklaringsfasen afsluttes med et temamøde i Kommunalbestyrelsen. Mødet vil foregå som en workshop, hvor Kommunalbestyrelsen med afsæt i de informationer, der er indsamlet i afklaringsfasen, skal tage aktiv stilling til planstrategiens temaer og hvilke strategiske indsatser, som de ønsker, der skal fokuseres på i de kommende år.
Udarbejdelsesfasen
Med afsæt i temamødets drøftelser vil Klima- og Miljøudvalget få forelagt et forslag til disposition inklusiv temaer for den kommende planstrategi, samt hvordan kommuneplanen revideres.
Udkast til planstrategi forventes herefter forelagt for Klima - og Miljøudvalget og efterfølgende for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen i september 2023.
Offentlighedsfasen
Offentlighedsfasen vil være i oktober - december 2023. I denne periode skal der ifølge planloven indkaldes idéer og forslag. Offentlighedsfasen vil blive tilrettelagt med det formål at opnå et bredt engagement blandt borgere, virksomheder og andre interessenter i forhold til den planstrategi, som Kommunalbestyrelsen fremlægger. Administrationen vil sætte rammen for en aktiv inddragelse f.eks. i form af pop-up arrangementer i bydele, som også kan være med politisk deltagelse, digitale kampagner m.v.
De idéer, forslag og kommentarer, som kommunen har fået i offentlighedsperioden, vil indgå i den endelige politiske beslutningsproces og endvidere bidrage til et godt fundament for den efterfølgende revision af kommuneplanen.
Planstrategien forventes forelagt politisk til endelig vedtagelse i februar 2024. Kommuneplanen vil herefter blive revideret med afsæt i den vedtagne planstrategi.
Udvalg for Byudvikling i Ballerup Kommunes behandling af sagen den 20. december 2022
Udvalget for Byudvikling i Ballerup Kommune kom med input til det videre arbejde i forbindelse med behandlingen af sagen på mødet den 20. december 2022. Overordnet set var der en politisk tilkendegivelse om, at ambitionen skal være på den igangværende byudvikling, så væksten bliver balanceret set i forhold til den kommunale kapacitet og at få sikret kvalitet i byudviklingen i bred forstand. Der var endvidere en tilkendegivelse om at have fokus på det grønne og rekreative, klima, energiforsyning og at sikre et blandet boligudbud.