Sammendrag

På baggrund af en henvendelse fra virksomheden De forenede Dampvaskerier A/S ønsker administrationen at indgå et innovationssamarbejde med det formål, at parterne i fællesskab identificerer potentialet for udbredelse af cirkulær økonomi og nedbringelse af udledning af drivhusgasser i Ballerup Kommunes geografi.


Samarbejdet skal sikre vidensdeling mellem Ballerup Kommune og De forenede Dampvaskerier A/S og gennem pilotprojekter give mulighed for at demonstrere løsningsmuligheder med den nyeste teknologi på klimaområdet, som kommunen eventuelt kan bringe i spil ved fremtidige udbud af driftsopgaven. 


Klimapartnerskabet vil forsøge at arbejde med områderne inden for temaerne energi, vand og transport samt specifikt undersøge muligheden for at gennemføre forsøg, hvor håndaftørringspapir erstattes med håndfrotté eller håndstykker produceret af genanvendte ellers udtjente tekstiler. 


Det indstilles, at der indgås et innovationssamarbejde.


Baggrund

Det er Ballerup Kommunes vision at være en førende erhvervskommune og en grøn by i balance. Ballerup Kommune arbejder på klimaområdet med målsætninger om, at udledning af drivhusgasser skal reduceres med 85 pct. i 2030 og med 95 pct. i 2040. I 2045 skal udledning af drivhusgasser i Ballerup Kommunes geografi være i netto-nul.


Ballerup Kommune vil være en førende erhvervskommune også i fremtiden, og det indebærer, at kommunen understøtter en bæredygtig udvikling i erhvervslivet. Politisk er der et ønske om at undersøge, om der er potentiale for yderligere innovative partnerskaber på tværs af den offentlige og private sektor i ligehed med de eksisterende aftaler på energiområdet.


Som en del af at opnå denne målsætning, samarbejder administrationen med en række erhvervsvirksomheder både i og uden for kommunen bl.a. gennem indgåelse af innovationssamarbejder. 


Sagsfremstilling

Ballerup Kommune arbejder til stadighed på at være blandt landets bedste til at drive den kommunale ejendomsportefølje så energieffektivt som overhovedet muligt samt at være med på den nyeste udvikling inden for den grønne omstilling og cirkulær økonomi. Energioptimering af kommunens bygninger er et af flere tiltag, som indgår i kommunens klimahandleplan for at opnå reduktion i CO2-udledningen. Hvor der ved mange andre klimaindsatser fordres, at borgere og virksomheder reducerer CO2-udledningen, så har kommunen som virksomhed og bygningsejer direkte indflydelse på at reducere CO2-udledningen i egne bygninger. På samme måde kan Ballerup Kommune som virksomhed i kommunen og som en stor arbejdsplads med et betydeligt indkøbsbudget påvirke udviklingen og gå foran. Ballerup Kommunes vision om at være en førende erhvervskommune indebærer, at kommunen understøtter en bæredygtig udvikling i erhvervslivet. Denne vision understøttes ved at indgå innovative partnerskaber på tværs af den offentlige og private sektor.


Ballerup Kommune og De Forende Dampvaskerier A/S ønsker på den baggrund at indgår et klimapartnerskab med det formål, at parterne i fællesskab identificerer potentialet for udbredelse af cirkulær økonomi og nedbringelse af CO2-udledning i Ballerup Kommunes geografi. Samarbejdet skal sikre vidensdeling mellem Ballerup Kommune og De forenede Dampvaskerier A/S og gennem pilotprojekter give mulighed for at demonstrere løsningsmuligheder med den nyeste teknologi på klimaområdet, som kommunen eventuelt kan bringe i spil ved fremtidige udbud af driftsopgaven. 


Klimapartnerskabet vil forsøge at arbejde med områderne inden for temaerne energi, vand og transport samt specifikt at undersøge muligheden for at gennemføre forsøg, hvor håndaftørringspapir erstattes med håndfrotté eller håndstykker produceret af genanvendte ellers udtjente tekstiler. 


De Forenede Dampvaskerier A/S driver en række vaskeriservices i Danmark, herunder flere vaskerier på Meterbuen 35 i Skovlunde Erhvervsområde, Ballerup Kommune. De Forenede Dampvaskerier A/S har etableret en selvstændig virksomhed UPCY, som arbejder med at genanvende ellers udtjente tekstiler. UPCY har blandt andet udviklet en bæredygtig løsning til helt at erstatte håndaftørringspapir og rengøringsklude med ensartede kantsyede stykker fra kasserede håndklæder. Det er planen at afprøve, om denne løsning kan anvendes inden for den kommunale virksomhed og særligt på børneområdet. Det vil kunne bidrage til viden ved kommende udbud for Ballerup Kommune og give De Forenede Dampvaskerier A/S viden om mulige nye markeder for deres løsning.


Det er således forventningen, at klimapartnerskabet gennem dialog og afprøvninger giver en ramme for udvikling af fælles viden og løsninger af klimaudfordringerne. Ballerup Kommune, De Forenede Dampvaskerier A/S og UPCY vil dele viden med hinanden og med andre virksomheder i Ballerup Kommune for på den måde at understøtte en bæredygtig udvikling for blandt andet erhvervslivet i Ballerup Kommune.  

ESDH ID
190396