Sammendrag

Ballerup Kommune har i dag en betalingsfrist på 30 dage for betaling af fakturaer, der modtages. Dansk Industri har ved bilaterale møder med kommunerne, anmodet om, at kommunerne fremrykker betalinger af fakturaer for at understøtte især små og mellemstore virksomheder, da virksomhederne hurtigt kan blive presset på likviditeten, hvis betalingen er længe undervejs.


Ballerup Kommune havde i 2023 en gennemsnitlig liggetid for fakturaer på 8 dage, svarende til tiden fra fakturaen er modtaget til den er godkendt. Derefter bliver den først reelt betalt med overførsel af penge til leverandøren i henhold til fakturaens betalingsfrist, typisk efter 30 dage.


Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om, hvorvidt Ballerup Kommune skal følge Dansk Industris anmodning om at fremrykke betalingsfristen.


Baggrund

Under corona-pandemien besluttede Ballerup Kommune midlertidigt at fremrykke betaling af fakturaer, så disse blev betalt hurtigst muligt, dog først når varen eller ydelsen var leveret. Dette tiltag styrkede leverandørernes likviditet i en tid, hvor mange virksomheder var udfordret på likviditet grundet nedlukning. Tilsvarende tiltag har Dansk Industri på et møde med Ballerup Kommune anmodet om at genoptage. Under corona-pandemien var det fortrinsvis kommunens egne leverandører, der fik fremrykket deres betaling. Der blev opsat kriterier for fakturaer, som ikke kunne fremrykkes bl.a. fakturaer fra kommuner, stat, regioner, opholdssteder m.m.


Tiltaget vil generelt styrke små og mellemstore virksomheders likviditet, herunder også de lokale virksomheder, som kommunen handler med. Dansk Industri berettede, at flere kommuner har indført tiltaget, men pt. er administrationen kun bekendt med, at Københavns Kommune har truffet beslutning om et lignende tiltag. Dog er den vedtagne model en variant og kun gældende frem til maj 2024, hvor sagen skal forelægges på ny. 


En lignende beslutning er ikke truffet i Ballerup Kommune. 


Sagsfremstilling

Ballerup Kommunen har i dag en betalingsfrist på 30 dage for betaling af fakturaer, der modtages. I praksis betyder det, at alle fakturaer betales efter fakturaens betalingsfrist, uanset hvor tidligt fakturaen er godkendt. Udbetalingerne sendes til banken, som herefter udløser overførslen af penge til leverandørerne. Betalingsfristen på 30 dage er den maksimale kredittid en kommune må anvende jf. Økonomistyrelsens gældende regler.


I dag har Ballerup Kommune en anden teknisk opsætning end under corona-pandemien, hvorfor der er mulighed for at efterkomme Dansk Industris anmodning om at fremrykke fakturabetalingen for alle elektronisk modtagne fakturaer uden undtagelser. 


Administrationen anbefaler en model, hvor betalingsfristen på senest 30 dage fra fakturadato forkortes til 8 dage for alle elektronisk modtagne fakturaer, som har betalingsfrist længere end 8 dage, svarende til den gennemsnitlige liggetid i 2023. Udbetalingskørslen vil opsamle alle godkendte fakturaer, når de har betalingsfrist. Der er her tale om reel fremrykning. Med en kortere betalingsfrist vil administrationen samtidig indføre en automatisk påmindelse fra økonomisystemet til godkenderen af fakturaen, når fakturaen har overskredet 8 dages betalingsfrist. Denne model stemmer derfor overens med Dansk Industris anbefalinger.



Københavns Kommune anvender en lignende model, men her fastholdes betalingsfristen på senest 30 dage fra fakturadato. Heri ligger nogle udfordringer, som kræver manuelle arbejdsgange med Ballerup Kommunes setup, hvorfor den model vil kræve mere administration.


Administrationen anbefaler, at der på ballerup.dk i et nyt afsnit på siden "Elektronisk faktura og EAN-numre" med informationer til leverandører  redegøres for den af Kommunalbestyrelsen nye beslutning om fremrykning af fakturaer, herunder hvad det konkret betyder for den enkelte leverandør - såfremt fremrykningen besluttes.


Yderligere deltagelse på mødet

På Økonomiudvalgets møde deltager centerchef Mikkel Elkjær fra Center for Økonomi under behandlingen af sagen.


ESDH ID
208765