Sammendrag

Socialudvalget forelægges forslag om, at Aftenklubben for voksne med handicap skal udvide sine aktiviteter.


Baggrund

I forbindelse med en besparelse på Aftenklubben pr. 1. januar 2023 er der en gruppe borgere, der ikke længere har mulighed for at bruge tilbuddet. På den baggrund er Aftenklubben nu alene målrettet voksne borgere med et udviklingshandicap, der bor i egen bolig eller er hjemmeboende.

 

En del af de borgere, der tidligere var brugere af Aftenklubben, bor på Ballerup Kommunes egne botilbud. Begge målgrupper har gennem årene udviklet venskaber og dannet netværk med hinanden – mange har kendt hinanden fra barnsben. Derfor var det for en del af de, der bor i botilbud, en stor sorg ikke længere at kunne komme, og det samme har de nuværende brugere givet udtryk for.

 

Sagsfremstilling

Gennem det sidste år har Aftenklubben, der afvikles hos Boligerne i Skovlunde på Bybjergvej, arbejdet for at finde en ny måde at gennemføre aktiviteterne på. Der har vist sig nogle flere muligheder for at komme ud af huset og dele aktiviteterne op mellem brugerne. Alle er nu mere selvhjulpne og selvtransporterende, og det har givet nyt liv og flere udadvendte aktiviteter.

 

For en del af de, der ikke længere kan komme i klubben, er det dog stadig sørgmodigt, og de savner hinanden. Desuden er der nogle af dem, som bor på Bybjergvej og derfor kan følge med i Aftenklubbens aktiviteter på meget tæt hold. Det er stadig svært at have første parket til Aftenklubben og de gamle venner, uden at kunne deltage.  

 

Borgerne i Boligerne i Skovlunde og i Bofællesskabet Sønderhaven har stor fornøjelse af Onsdagscaféen, som afholdes på Bybjergvej hver onsdag aften i et par timer. Der er mange flere, der nu benytter det tilbud end tidligere. Også mellem disse borgere er der tale om gamle venskaber og relationer.

 

Gennem det sidste års tid er der opstået mulighed for, at Aftenklubben en gang om måneden har inviteret ”de gamle” medlemmer til at komme i klubben. Forskellige arrangementer stables på benene og der hygges. Ikke alle kommer, men alle inviteres. Det kan lade sig gøre, fordi det primært er de selvhjulpne, der deltager – der vil ikke være ressourcer til, at alle kan deltage, medmindre der følger medarbejdere med.

 

Der vil kunne gennemføres en udvidelse af aktiviterne i Aftenklubben ift. de "gamle" medlemmer, således Aftenklubben fastholder sine nuværende to ugentlige åbningsdage, men udvider så der to aftener om måneden inviteres "gamle" medlemmer som "gæster". Ordningen som "gæst" gælder hovedsageligt for de, der ikke har omfattende støtte- og omsorgsbehov. Årlig omkostning ved denne udvidelse vil være ca. 80.000 kr. til medarbejderlønninger samt ca. 30.000 kr. i udgifter til transport.

ESDH ID
215106