Sammendrag

Med denne sag forelægges Kultur- og Fritidsudvalget forslag til retningslinjer for en ny midlertidig pulje til små og mellemstore idrætsbegivenheder.


Det indstilles, at retningslinjer for pulje til små og mellemstore idrætsbegivenheder godkendes.


Baggrund

De senere år er der modtaget ansøgninger om tilskud til idrætsbegivenheder, der ikke kan rummes inden for kriterierne for Eventpuljen, da der er tale om mindre lokale og regionale idrætsbegivenheder. 


Eventpuljen er etableret for at kunne understøtte større nationale og internationale events i Ballerup Super Arena/Ballerup Kommune. Formålet er:

  • At positionere Ballerup som eventkommune, både nationalt og internationalt.
  • At skabe udvikling og oplevelser, både for kommunens borgere og for besøgende.
  • At bidrage til fortællingen om, at Ballerup Kommune er et spændende sted at bo, leve og opholde sig – og en kommune hvor fællesskab og engagement bliver vægtet højt.


I budgetaftalen for 2025 er det under overskriften "Bedre rammer for idrætten" i punkt 1.4.3 besluttet at afsætte 0,3 mio. i 2025 og et tilsvarende beløb i 2026 i en midlertidig pulje, der har til formål at understøtte små og mellemstore idrætsbegivenheder.


Sagsfremstilling

Administrationen har udarbejdet et forslag til retningslinjer for "Pulje til små og mellemstore idrætsbegivenheder". Her fremgår det, hvem der kan søge, hvad der kan søges til og hvad der ikke kan søges til. 


Af ansøgninger modtaget inden for de senere år, som ikke har kunnet rummes af Eventpuljen, kan nævnes Team Change cykelløb, Kids Tour og De Åbne Sjællandske Mesterskaber i gadefodbold. Disse events er kendetegnet ved, at de er arrangeret af ikke lokale-arrangører (fx forbund eller organisationer) i samarbejde med lokale foreninger, der gerne vil afvikle idrætsarrangementer lokalt i Ballerup Kommune.  Flere arrangører har udtrykt ønske om at støtte, og det må forventes, at vi forsat vil modtage ansøgninger om tilskud til disse og lignende idrætsbegivenheder.


Formålet med den nye pulje er at understøtte lokale og regionale idrætsbegivenheder, der kan bidrage til det lokale liv. 


Administrationen foreslår, at den nye pulje vil kunne søges af:

  • Lokale foreninger og andre lokale idrætsaktører og organisationer
  • Andre aktører, der samarbejder med lokale foreninger m.v.


For at kunne opnå tilskud til de tre ovenfor nævnte eksempler, vil eksterne arrangører skulle indgå i et samarbejde med en eller flere af kommunens foreninger.


Det fremgår af administrationens forslag til retningslinjer, at der ikke kan søges om tilskud til folkeoplysende aktiviteter/idrætsbegivenheder. Almindelige stævner og turneringsvirksomhed tilknyttet den ugentlig træning i kommunens idrætsforeninger betragtes som folkeoplysende. Det betyder blandt andet, at foreningerne får anvist gratis haltid til disse stævner og turneringer uanset eventuelle gæster fra udenbys foreninger.


Det er administrationens opfattelse, at denne nye pulje ligger ud over, hvad der kan betragtes som almindelige folkeoplysende idrætsaktiviteter, herunder som nævnt stævner og turneringer i tilknytning til den ugentlige træning.


For et sikre kortest mulig vej fra ansøgning til modtagelse af tilskud de næste to år foreslår administrationen, at ansøgninger om tilskud under 10.000 kr. kan behandles administrativt, med løbende orientering om en status på bevillinger til Kultur- og Fritidsudvalget. 


Den fulde tekst i forslag til retningslinjer for den nye tilskudspulje fremgår af bilag til sagen


Tilføjet efter møde i Kultur- og Fritidsudvalget den 26. november 2024

  • Der kan søges op til 150.000 kr. 
  • Der ansøges omkring tre måneder inden afvikling af arrangementet i henhold til tidsfristerne, der fremgår af Ballerup Kommunes hjemmeside. I nogle ferieperioder kan ansøgningsfristen være op omkring fire måneder inden afholdelse af arrangementet. Dette for at sikre, at ansøgere kan finde andre muligheder for finansiering inden arrangementer skal afholdes, hvis der gives afslag eller delvist afslag. 
  • Det fremgår af administrationens forslag til retningslinjer, at der ikke kan søges om tilskud til folkeoplysende aktiviteter/idrætsbegivenheder. Det vil sige idrætsbegivenheder, der er en del af de faste og kontinuerlige aktiviteter i foreningen eksempelvis faste stævner og turneringer i tilknytning til den ugentlig træning.
  • Kultur- og Fritidsudvalget og administrationen kan også tage initiativ til idrætsbegivenheder, der er i tråd med retningslinjerne for puljen og til gavn for idrætslivet. 
  • I bilaget under overskriften "Hvad giver vi ikke tilskud til" er kommercielle formål uddybet.


Tilføjelse efter Økonomiudvalgets møde den 21. januar 2025


ESDH ID
225218