Sammendrag
Beboerhuset Rugvænget 10 i Ballerup ansøger om 7.000 kr. fra § 18-puljen i Ballerup Kommune.
Det indstilles, at der bevilges et tilskud på 7.000 kr.
Baggrund
Formålet med puljen er at styrke samarbejdet og samspillet mellem kommunen og det frivillige sociale arbejde og ikke mindst det forebyggende arbejde. Den økonomiske støtte skal rette sig mod den del af det frivillige sociale arbejde, hvor den frivillige indsats er afgørende. Midlerne støtter også udvikling af nye felter indenfor frivilligt arbejde og synliggørelse af det frivillige arbejde.
Der er fastsat følgende kriterier for § 18-puljen – Frivilligt socialt arbejde:
- Sociale aktiviteter i alle former for boligområder
- Aktivt Medborgerskab
- Aktiviteter for socialt udsatte og sårbare.
Sagsfremstilling
Beboerhuset på Rugvænget 10 blev etableret i forbindelse med et boligsocialt udviklingsprojekt, som Ballerup Kommune og Ballerup Boligselskab afviklede for flere år siden. Efter projektets udløb bestod beboerhuset og de aktiviteter der foregik i huset, men der var ikke taget stilling til en fortsat finansiering af husets drift.
Husets frivillige koordinator, har derfor siden 2010 ansøgt om midler til drift af huset og modtaget § 18-midler hertil. Beløbet går til det daglige forbrug af rengøringsmidler, diverse papirartikler og mindre indkøb til huset. Der går ikke midler til kaffe, the eller forplejning.
Huset drives uden brugerbetaling. Der kan dog være brugerbetaling på de respektive aktiviteter, der kører i huset. Normalt er der et hold brugere dagligt i huset, mandag dog 2 hold.
Det er Center for Skoler, Institutioner og Kulturs vurdering, at der inden for et beløb på 7.000 kr. kan sikres målopfyldelse af husets drift.