Sammendrag
Ballerup Kommunes Støjhandleplan sætter rammerne for den indsats, som kan være med til at begrænse støjgenerne for kommunens borgere. Støjhandleplanen gælder i perioden 2018-2023, og afløser den forrige plan.
På baggrund af støjhandleplanen samt det supplerende idé- og virkemiddelkatalog anbefaler administrationen, at der de kommende år fokuseres på at reducere generne for de borgere, som er hårdest ramt af trafikstøj (over 68 decibel (dB)). Dette er også i tråd med Ballerup Kommunes målsætning om at reducere antallet af boliger, som er belastet af mere end 68 dB med 25 pct. inden 2023.
Administrationen indstiller derfor, at midlerne for perioden 2021-2023 frigives til anvendelse i 2021-2022 til etablering af støjskærm på Ballerup Bouldevard.
Der er på investeringsoversigten afsat 1,5 mio. kr. i 2021 og overslagsårene til projekt nr. A222142 Støjpulje 2021. Midlerne søges nu frigivet.
Baggrund
Siden den forrige støjkortlægning i 2012 er der sket et fald i antallet af borgere, som er generet af trafikstøj.
Andelen af borgere, som er plaget af trafikstøj over 58 dB er faldet med 8 pct. (ca. 900 borgere), mens antallet af borgere, som er stærkt plaget af trafikstøj (mere end 68 dB) er reduceret med 330 (40 pct.). Den seneste støjkortlægning fra 2017 viser, at der er 10.517 borgere, som er belastet over den vejledende grænseværdi på 58 dB, mens 475 borgere er stærkt støjbelastet (over 68 dB). Dette svarer til ca. 23 pct. af Ballerup Kommunes indbyggere, hvoraf 1 pct. er stærkt støjbelastet. Til sammenligning vise den seneste nationale støjkortlægning, at ca. 723.000 boliger i Danmark er udsat for støj fra veje, der overskrider den vejledende grænseværdi på 58 dB. Her er ca. 141.000 boliger stærkt støjbelastet, hvor støjniveauet er 10 dB højere end grænseværdien eller endnu højere.
I Støjhandleplanen 2018-2023 er de mest støjbelastede områder kortlagt, og der peges på konkrete indsatser for at reducere støjgenerne ved de 10 mest støjbelastede områder (se bilag).
Derudover modtager administrationen af og til henvendelser fra borgere, som føler sig generet af trafikstøj.
Sagsfremstilling
Der findes forskellige måder, at bekæmpe trafikstøj på (se bilag). Det mest effektive middel er støjreduktion ved kilden (nedsætte hastighed, støjreducerende slidlag, trafiksanering mv.), mens den mindst effektive metode er at støjbekæmpe ved modtageren (vinduer mv). Administrationen har undersøgt forskellige muligheder for, hvordan bevillingen vil gavne flest mulige borgere og foreslår på den baggrund:
Etablering af støjskærm langs Ballerup Boulevard (fra Ring 4 til Hold-an Vej)
Indsatsen prioriteres i forhold til udpegningerne i Støjhandleplan 2018-2023, og de stærkt støjbelastede boliger (over 68 dB).
Øverst på listen over støjeplagede strækninger er Ballerup Boulevard på strækningen fra Hold-an Vej til Ring 4. Her oplever 182 personer at være stærkt støjbelastede i egen bolig, 337 er støjbelastede.
I støjhandleplanen er der regnet på effekten af en støjskærm på den nordlige side af vejen, anlagt i rabatten mellem cykelstien og vejen. Støjskærmen vil reducere antallet af stærkt støjbelastede personer med 92 pct. Det svarer til at 39 pct. af samtlige stærkt støjplagede personer i Ballerup Kommune vil opleve en reduktion af trafikstøjen, hvilket vil opfylde målsætningen om, at antallet af stærkt støjbelastede skal reduceres med 25 pct. inden 2023. Effekten ef indsatsen vurderes at være høj, også i det samlede billede. For at opnå den ønskede effekt er det nødvendig at etablere en støjskærmen i en højde på tre meter. Skærmen kan udføres i forskellige materialer. Boligforeningen inddrages, og den endelige udformning forelægges til politisk godkendelse.