Foto

6. klasser opfinder grønne løsninger

Der var masser af gode idéer, da vores 6. klasser skulle finde på grønne løsninger i opfinderkonkurrencen Edison

Igen i år var der et væld af spændende nye ideer og opfindelser fra kommunens 6. klasser da lokalfinalen i Edison blev skudt i gang under temaet ’Min by i bevægelse’.

Erhvervslivet støtter op om Edison

Traditionen tro var en række dommere fra Ballerup Kommunes erhvervsliv mødt op for at høre de unges spirende ideer. Sammen skulle de sende ti ud af i alt 22 grupper videre til landsfinalen ud fra en række forskellige parametre.

- Når dommerne hører de forskellige oplæg, forholder de sig både til ideen men også til elevernes engagement og hvor velforberedte de er, fortalte Sanne Askholm, projektkoordinator for Edison i Ballerup Kommune.

En af de 14 fremmødte dommere var proces- og innovationsingeniør Jonas O.B. Andersen fra Siemens. Han var blandt andet imponeret over 6. klassernes opfindsomhed og måden de præsenterede deres ideer på.

Foto1

- Jeg arbejder normalt med salg og synes godt, man kan mærke, at grupperne har grebet opgaven an på hver deres måde. Fx besøgte jeg gruppen Goboterne, som havde lavet en stor demo-version af deres robot ud af pap og malet den flot. Det gav en god wauw-faktor, og er faktisk også noget vi selv gjorde en del, da jeg studerede. Simpelthen fordi pap er en enkel og let måde at lave en prototype på. Andre har lavet store plancher med statistikker, og det giver også point.

’Vi skal ikke hjem, vi skal videre’

’Vi skal ikke hjem, vi skal videre’ lød det fra et begejstret hold da første time var gået og alle grupper havde pitchet for tre dommere hver. Gruppen ’GS’ havde haft en god oplevelse og mødt både overraskelse og undren fra dommerne, da de præsenterede deres idé om, hvordan man kan få flere til at genbruge skrald.

De måtte dog holde vejret med de andre håbefulde grupper for en stund, mens Maria Langskov, Outreach and Social Responsibility Partner i Novo Nordisk, og Camilla Stubbe, marketingansvarlig hos Arne Stubbe Automobiler A/S, tog ordet på scenen for at anerkende de mange stærke idéer og præsentationer.  

- Jeg ved ikke hvad jeg forventede, men jeg er meget positivt overrasket over alle jeres ideer og præsentationer. Jeg ville ønske, at jeg havde haft tid til at tale med jer alle sammen, sagde Maria Langskov fra scenen.

Camilla Stubbe fulgte op med ekstra ros for de gode pitches, hun havde hørt.

- I er alle sammen kommet med kreative løsninger på problemstillinger, som I hver især har bemærket, og I har fremlagt dem bedre end mange voksne kunne have gjort.

foto2

De ti idéer der gik videre

I år var der særligt fokus på grønne løsninger, og de mange pitches dækkede alt lige fra affaldsindsamling til, hvordan man tager miljø- og klimavenlige valg.

Det var også et bærende tema for de idéer, der gik videre til delfinalen i Østdanmark d. 26 november:

  • Eco Clothes (Skovvejens Skole) En app til at indsamle restetøj og sælge det videre på Zalando, Zara, Boost, Only og lignende tøjforhandlere.
  • Din vare (Skovvejens skole) En app der skal gøre det nemmere at handle klimabevist i supermarkedet.
  • Regnvandets kraft (Måløvhøj skole) Et system der skal udnytte den tiltagende styrke på regnvandet til at generere energi gennem nedløbsrøret.
  • Pengespanden (Måløvhøj skole) Et pantsystem til skraldeaffald, fordi skrald ikke er for sjov.
  • Aquabot (Hedegårdsskolen) En robot som kan løfte gartnerens arbejde ved at indsamle regnvand og vande med det.
  • Poser som pant (Baltorpskolen) En pantløsning for poser, som skal minimere plastikaffaldet.
  • Minus salt (Skovlunde Skole) En ide om at bruge osmotisk tryk til at lave saltvand til drikkevand.
  • GS (Genbrug skrald) (Skovlunde Skole) Et system der skal skabe et pantsystem for skrald, hvor man får penge ind på sin telefon ved at scanne en QR-kode, når man har afleveret skraldet til genbrug.
  • Lev bedre (Skovlunde Skole) En app med tre kategorier: tøj, mad og sundhed. Det skal hjælpe med at passe på jorden, klimaet og give sunde opskrifter og træning.
  • Trash’n’go (Skovlunde Skole) En app der gør skraldeindsamling til et spil, hvor man får point ved at samle skrald sammen.

Tak til Erfa inventar, Resino, BASF, Format Bio, Schneider Electric, XL Byg, Casper Kjerumgaard (Tømrer & Træ Influencer), Leo Pharma, Novo Nordisk, DTU, Arne Stubbe Automobiler A/S, Orderstep og Siemens, som alle havde dommere repræsenteret på dagen.