Ældre får nye bekendtskaber gennem fortællinger
Tilbuddet ”Fortæl for Livet” er for alle ældre, der har lyst til at dele livsfortællinger med andre ældre. Mange oplever, at de får et større socialt netværk blandt ligesindede via forløbet.
Foto: Stærkt sammenhold i fortællegruppen. Fra venstre mod højre: Erik Petersen, Lis Rytter, forebyggelseskonsulent Anja Thode, Karen Poulsen, Tove Dahlgaard og Erling Storgaard.
De snakker om barndom, skolegang, ungdom, arbejdsliv, familie, rejser, 2. verdenskrig, livet i byen, livet på landet og den teknologiske udvikling. De har været børn, unge, voksne og ældre på samme tid, men de har alle sammen oplevet tiden forskelligt.
Nu taler de om tiden sammen. Og lytter til hinanden. ”Fortæl for Livet” hedder konceptet, som sætter rammen. Det betyder, at der hver gang er et klart defineret emne, som snakken tager sit udspring i og kredser omkring.
- Min oplevelse er, at der ikke findes et tilbud, der når lige så meget i dybden som ”Fortæl for Livet”. De ældre lærer hinanden bedre at kende, end de gør til fx banko. Det gør de, fordi vi har sat den personlige fortælling i system og taler om de væsentligste ting i livet. Det bliver aldrig bare hverdagssnak, fortæller Anja Thode, forebyggelseskonsulent i Ballerup Kommune og kvinden med dirigentstokken i ”Fortæl for Livet” i Skovlunde.
Gang i snakketøjet
En helt almindelig fredag på Plejecenter Rosenhaven mødes Erik, Lis, Tove, Erling og Karen med Anja Thode. For bare nogle måneder siden kendte de ikke hinanden, men i dag er situationen en helt anden.
De bor alle i Skovlunde. Gennem et forløb med fortællinger har de talt sig ind på hinanden og de baner, deres liv hver især har taget.
- Vi har fået et stort udbytte af, at vi er fra samme tid og har levet i samme tid. Derfor har vi mange oplevelser, som er nær hinanden. Det lukker op for alt muligt, som ellers ikke ville blive lukket op. De små temaer fra gang til gang, har været gnisten, der satte samtalerne i gang, siger Tove Dahlgaard.
Gruppen har oven i købet besluttet sig for at fortsætte med at mødes. Frem over møder de hinanden på skift privat, hvor fortællingerne om livets op- og nedture kan fortsætte.
- Vi skal jo holde gang i snakketøjet, siger Erling Storgaard med et skævt smil. Han fremhæver det sociale ved ”Fortæl for Livet”.
- Det bedste er samværet. Det er simpelthen hyggeligt at være sammen, uddyber han.
Foto: Der er plads til masser af grin på ”Fortæl for Livet”.
Vi snakker, griner og lytter
”Fortæl for Livet” er et sted at mødes, når netværket bliver mindre, og dagene bliver sværere at fylde ud. Det er et sted, hvor lange liv bliver sat under lup. Et sted, hvor der bliver lyttet, grint og snakket. Anja Thode ser fra forreste række den udvikling, de ældre gennemgår.
- Jeg har set en udvikling fra de første gange holdet mødtes og til længere inde i forløbet. Efter få gange kom der flere små smil og gnister i øjnene. Jeg ser, at deltagerne trives og flere blomstrer op.
Det er Tove Dahlgaard enig i.
- Jeg går glad herfra. Jeg kan mærke, at jeg er mere glad, når jeg går hjem fra vores møder. Det er fordi, det er hyggeligt, og fordi det er gode mennesker at være sammen med.
Vi bekymrer os om hinanden
Det viser sig, at de ældre ofte slet ikke har snakket færdig, når de 10 uger er gået. Derfor har deltagere fra tidligere hold sluset sig ind på et opsamlingshold, der fortsat mødes en gang om ugen. Hver torsdag klokken kvart over ti fortsætter snakken om gamle minder.
Werner Jensen og Inge Jensen, begge 90 år gamle, er en del af torsdagsklubben. Werner og Inge deler efternavn, men er ikke i familie.
- Jeg havde en god oplevelse under første forløb. Derfor henvendte jeg mig igen. Jeg er ikke god til at sidde derhjemme og trille tommelfingre. Jeg vil godt ud til nogle mennesker og være sammen med nogen, beretter Werner Jensen og fortsætter:
- Efterhånden som tiden går, kommer vi hinanden nærmere, fordi vi snakker om vores liv. Det er meget rart. Jeg har ikke en kone, jeg kan snakke med, men så kommer jeg herhen, hvor jeg kan tale med nogle mennesker.
Både Werner og Inge mener, at de har lært resten af samtalegruppen at kende på en anderledes måde, end hvis de havde mødtes i en anden sammenhæng. De kommer tættere på hinanden, fortæller Inge Jensen.
- Efterhånden som vi lærer hinandens situationer at kende og ved, hvor stort de andres sociale netværk er, jo mere kommer vi til at bekymre os om hinanden, siger Inge Jensen, der nu har en fast aftale hver torsdag:
- Efter jeg blev alene, er det blevet sværere og sværere at fylde dagen ud. Rent fysisk kan jeg ikke det samme, som jeg har kunnet tidligere. Gennem gruppen er det lykkedes for os i gruppen at gøre vores netværk større, hvilket ellers ikke er nemt i vores alder, hvor folk falder fra på grund af dødsfald eller sygdom.
Foto: Werner Jensen og Inge Jensen er begge blevet så glade for ”Fortæl for Livet”, at de nu er en del af opsamlingsholdet, der er fortsat med at mødes hver uge.
Adgang til gamle minder
De fleste erindringer ligger mange år tilbage. Det kan være som at finde et minde i en støvet kasse på en afsides loft mellem spindelvæv og gamle rustne kufferter. Men det er en støvet kasse, som der stadig er god adgang til.
Inge Jensen fortæller, at det ofte er nemmere at huske langt tilbage end kort.
- Der er noget om ordsproget: ”Det man i barndommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer.” Deri ligger, at jeg bedre husker min første dag i skole, end hvad jeg fik til middag i går, griner Inge Jensen.
Fakta
”Fortæl for Livet” er et tilbud til ældre mennesker som et værn mod ensomhed. Erindringer og fortællinger om et langt liv danner rammen om hyggeligt samvær og et socialt fællesskab.
Du kan være med
Tilbuddet findes i Skovlunde og Ballerup.
Du bliver en del af en gruppe på cirka seks-otte ældre. I mødes én gang om ugen i 10 uger. Nogle er så glade for tilbuddet, at de vælger at fortsætte med at mødes på egen hånd efterfølgende.
Sådan tilmelder du dig
Skovlunde: Anja Thode, telefon: 30 32 61 49
Ballerup: Camilla Crump, telefon: 41 64 97 11
Eller på mail: sundhed-besoeg@balk.dk