Virksomhed

Ballerup Kommune igen i toppen: Bedst i erhvervspræstationer for tredje år i træk!

Ifølge rapporten "Lokale erhvervspræstationer 2025" topper virksomhederne i Ballerup Kommune for tredje år i træk det samlede erhvervspræstationsindeks.

IRIS Group har siden 2020 udarbejdet et årligt indeks, der rangerer danske kommuner efter deres erhvervspræstationer. Indekset baserer sig på 20 objektive indikatorer for bl.a. privat jobskabelse, produktivitet i virksomhederne, iværksætteri, andel vækstvirksomheder og eksportaktivitet blandt kommunens virksomheder. Ballerup Kommune beholder førstepladsen og er således den kommune, hvor erhvervslivet, samlet set, klarer sig bedst

Ballerup Kommunes placering i rapporten skyldes blandt andet:

  • En høj andel af vækstvirksomheder, som bidrager til innovation og vækst.
  • Et af de højeste antal private arbejdspladser per indbygger, hvilket bidrager til jobskabelse og økonomisk aktivitet.
  • En solid eksportpræstation og en koncentration af højproduktive virksomheder, der styrker kommunens konkurrenceevne.

Borgmester Jesper Würtzen udtaler:

"Virksomhederne i Ballerup Kommune udviser en imponerende evne til innovation og kvalitet. Det giver mange virksomheder med vækst, og mange virksomheder med højproduktivitet og med eksport til gavn for velfærden og velstand i Danmark. Som borgmester i Ballerup Kommune glæder det mig meget med det brede og stærke erhvervsliv, vi har, og jeg ønsker vores virksomheder stort tillykke."

De lokale virksomheder i Ballerup Kommune har gennem deres præstationer været afgørende for kommunens førende placering i erhvervspræstationsindekset. Virksomhederne bidrager med innovation, arbejdspladser og en betydelig eksport, der styrker både lokal og national økonomi.

Læs rapporten fra IRIS Group her: https://irisgroup.dk/lokale-erhvervspraestationer-2025/