borgermil

Borgermillionen: Nu skal Skovlunde til stemmeboksen

Vil du have indflydelse på hvilke tiltag og idéer, der skal blive til virkelighed i dit lokalområde i forbindelse med Borgermillionen? Så skal du møde op og stemme

Bor du i Skovlunde, og vil du være med til at bestemme hvilke tiltag og idéer, der skal blive til virkelighed i dit lokalområde i forbindelse med Borgermillionen? Så er det vigtigt, at du møder op og stemmer på dine mulige vindere – ellers ender dine naboer med at bestemme, hvad pengene skal gå til.

Du kan læse uddybende om projekterne herunder, og borgermødet, hvor der skal stemmes, finder sted her:

Skovlunde: Tirsdag den 29. november i Skovlunde Kulturhus, kl. 19.00.

Bemærk:

  • Borgermødet begynder kl. 19.00, og vi lukker dørene umiddelbart efter. Herefter er der præsentation af alle idéerne, og så stemmes der. Derefter tæller vi stemmerne og finder de respektive vindere.
     
  • Det er IKKE muligt at stemme før præsentationerne eller efter stemmeoptællingen er gået i gang.
     
  • Alle personer, der er over 6 år og som er bosiddende i bydelen, kan stemme – så du skal have et gyldigt legitimationsbevis med.

Skovlunde-idéer

Sanseområde og biodiversitet

Ønske om at Skovlunde Naturpark får et pift med flere fugle, sommerfugle, bier og dyreliv. Der skal også være flere vilde blomster, farver, fuglehuse, bi-huse og lille blåplads med bålhytte i spejderstil.
💰 Penge der søges om: 42.670 kr.

Helårsgræsning med kvæg

Ønske om at der sættes køer ud i den sydlige del af Skovlunde Naturpark. Nærmere bestemt på arealet mellem golfbanen og området, hvor Kræmmerfestivalen/cirkus m.m. afholdes. Helårsgræsning gavner biodiversiteten ved at skabe flere muligheder for at forskellige planter, insekter, fugle og andre dyr kan få levesteder.
💰 Penge der søges om: 200.000 kr.

Diskgolf

Ønske om en discgolfbane i Skovlunde Bypark. Banen skal skabe ramme for fællesskaber og er samtidig en naturforbedring. Discgolf (frisbeegolf) kan spilles af alle aldersgrupper, og alle kan få gode oplevelser af at spille discgolf uden forudgående kendskab eller øvelse. Denne projektidé er et aktivitetstilbud, der giver så godt som alle borgere mulighed for en sjov gåtur udenfor. Man kan være sammen om discgolf blandt venner eller på tværs af generationer.
💰 Penge der søges om: 130.000 kr.

Forbedringer af ’Haren i Ådalen’

Ønske om at der opsættes bord og bænke med udsigt over området. Derudover optimering af ”bogbyttetræerne” med en ændring af rummene samt diverse småændringer af lågerne. Dertil skal klatrearrangementet imprægneres/træbehandles.
💰 Penge der søges om: 265.000 kr.