Glitrende småsøer og summende insekter: Klimaparken i Ballerup er på vej
En park tegnet på naturens præmisser, der følger årstidernes gang og forandres med vejret
Sådan beskriver den skandinaviske tegnestue BOGL den kommende klimapark på Baltorpplænen i Ballerup. BOGL har nemlig vundet opgaven med at udforme klimaparken, der forventes anlagt i 2025.
- Lige fra vi begyndte at planlægge den nye bydel på Baltorpplænen, har det været vores ambition at få en klimapark, der kan udgøre et grønt samlingspunkt i bydelen. Det er vigtigt for os, at håndtering af regnvand og højnelse af biodiversiteten kombineres med rekreative kvaliteter. Det tror jeg på, at vi får med BOGLs projekt. Jeg ser frem til at kunne træde ind i den nye park, og det håber jeg også, at alle borgerne gør, siger borgmester Jesper Würtzen.
Urban kant, frodig, grøn og organisk
Klimaparken udgør en ca. 14.000 m2 stor grøn kile mellem Ballerup Station, Ballerup Centret, NEXT, TEC, Baltoppen LIVE og de nye boliger, der bygges. Og det er tanken, at parken skal møde den omkringliggende by med en urban kant. Tre nye byrum - Pladsen, Plinten og Promenaden - kobler sig på byen, mens parkens indre er frodig, grøn og organisk. De to kontraster – by og natur – kommer ifølge BOGL til at styrke og fremhæve hinanden.
- Det er fantastisk, at vi igen skal bruge landskabet til at klimatilpasse en by. Det bliver spændende at tegne en park til Ballerup, der både løser behovet for regnvandshåndtering, øger biodiversiteten og bruger naturen til at skabe sociale samlingssteder. Parker og klimatilpasning er to af vores kerneområder, og vi har vigtige erfaringer med fra Remiseparken, Kulbaneparken og Folkeparken i Odder, som vi glæder os til at bruge her, siger Jens Linnet. Han er kreativ direktør og partner i BOGL.
Visualisering: de Gayardon Bureau
Ifølge BOGL bliver der tale om en park på naturens præmisser, der følger årstidernes gang og forandres med vejret. Efter store regnskyl vil nye søer opstå og forandre parken, der både er et planlagt landskab og et organisk vandskab. Det betyder, at man efter et regnvejr kan gå tørskoet gennem et foranderligt vandpytlandskab, hvor vandet spejler trækroner og himlen og vidner om årstidernes gang. Det våde element refererer desuden til områdets historie som mose og er samtidig med til at forme en ny og mere biodivers fremtid i Ballerup.
BOGL vandt foran fire andre projekter
I alt var der fem konkurrenceprojekter i spil til Klimaparken. De er blevet bedømt af et udvalg bestående af repræsentanter for Ballerup Kommune og FB Gruppen, som er bygherrer på de nye boliger i området, samt Novafos, der som forsyningsselskab har en interesse i parkens håndtering af regnvandet. Desuden deltog arkitekt Ellen Braae som ekstern faglig rådgiver.
I bedømmelsen for valget af BOGL bliver naturen som modstykke til det byggede og socialt samlingspunkt blandt andet fremhævet:
”Hovedgrebets tre urbane fixpunkter – Pladsen, Plinten og Promenaden – bidrager sammen med bygningerne til på overbevisende måde at indramme parken og skabe en god grunddisponering af arealet og en indbyrdes dynamik de tre elementer imellem. Med Pladsen introduceres endvidere et kvarterperspektiv, idet den etablerer et mødested, der knytter an til det grønne strøg og boligblokkene syd for parken og endvidere bidrager til at bryde monotonien på den meget lange boligvej. De tre ’faste’ elementer fungerer desuden som invitationer til parken og skaber mulighed for, at besøgende ved at opholde sig her i kanten af parken både kan få en oplevelse af at være inde i selve parken og være i nær kontakt med områdets mere urbane (og for nogle mere trygge) træk."
Situationsplan: Klimaparken
Fakta
• Totalrådgiverkonkurrence var udskrevet af Ballerup Kommune
• BOGL vandt, med Rambøll som underrådgiver, totalrådgiverkonkurrencen blandt fem forslag
• Klimaparken forventes anlagt i 2025
• Parken er ca. 14.000 m2 og skal håndtere 2.000 m3 regnvand (for Novafos) samt skybrud.
LÆS MERE: BOGL vinder konkurrencen om ny Klimapark i Ballerup