Grønne, økologiske 'hottere' på menuen
Kan en fermenteret gulerod erstatte hovedingrediensen i en ristet hotter? 5. klasse fra Hedegårdsskolen tog på opdagelse i det grønne univers
Duften af stegte skalotteløg breder sig stille og roligt, mens der flere steder bliver arbejdet koncentreret på en hjemmelavet – og tilpas rørt – remoulade.
Skoletjenesten Pederstrup har denne efterårsmorgen besøg af en 5. klasse fra Hedegårdsskolen og et hold studerende fra Hotel- og Restaurationsskolen i Valby. Dagens opskrift lyder på grønne hotdogs med tilbehør. Det hele skal naturligvis laves fra bunden ved de opstillede udekøkkener, og tilbehøret bliver naturligvis også plukket direkte fra Grantoftegaards økologiske marker i Pederstrup.
- For 101 år siden drog de første pølsevogne ud i de københavnske gader. Dengang var det pølser med sennep og et lunt rundstykke ved siden af. Efter 2. verdenskrig kom amerikanerne med den revolutionerende idé at save i brødet. Og så var hotdogen født, fortæller Janus Clausen med stor indlevelse til eleverne. Janus er historiker og koordinator ved skoletjenesten.
- I dag gør vi klar til den anden revolution af pølsevognen. Et vegetarisk alternativ. En hotdog uden kød, siger han med et smil og glimt i øjet.
Og så går det ellers i rask trav mod markerne, hvor der skal plukkes kål og andet grønt til hotdogsene, mens eleverne undervejs hører mere om det økologiske landbrug på Grantoftegaard.
Mindre kød er blevet hverdagskost
Dagens gæster fra 5. klasse og de studerende fra Hotel- og Restaurationsskolen er vokset op i en tid, hvor der er kommet langt større fokus på at skære ned på kød og spise mere plantebaseret. Det kan blandt andet ses i Fødevarestyrelsens officielle kostråd, hvor der er kommet mere fokus på at spise planterigt. Grøntsager og frugter indeholder nemlig mange vitaminer, mineraler og kostfibre. Det gælder især grove grøntsager som fx gulerødder og blomkål.
Og netop i dag er pølsen i hotdogen skiftet ud med en fermenteret gulerod. En fermenteret gulerod, der nogle dage i en lage har fået konsistens som en ’rigtig’ pølse. Guleroden bliver i dagens anledning stegt over åben ild, og da de syltede agurker er klar og de hjemmelavede hotdogbrød er tilpas lune, skal pølsevognsrevolutionen stå sin prøve.
Og ’gulerodspølsen’ fungerer.
Hotdogbrødene og de fermenterede gulerødder forsvinder nemlig i stor stil, og mange af eleverne giver efterfølgende udtryk for, at hotdogsene smager godt. Men de synes også, at processen med at fermentere, hakke og snitte tager tid, og dermed kan være en stopklods.
Dagens tur i de økologiske marker samt køkkenarbejdet ved gasblussene har dog alligevel betydet, at noget skal afprøves derhjemme med det samme.
- Jeg har helt fået lyst til at lave mere mad derhjemme, fortæller én af pigerne, mens hotdogen bliver skyllet ned med en hjemmelavet grøn sodavand, som selvfølgelig er lavet på lokale knuste og sigtede urter.