Jubilæum: Bøjlebehandlingen fylder 10 år
For 10 år siden samlede kommunerne Ballerup, Egedal og Furesø tandreguleringen i Ballerup og skabte et center, hvor specialviden om bøjler og tænder er samlet ét sted.
Der er røntgenbilleder og tandaftryk fra gulv til loft, men i dagens anledning er der også fundet plads til bobler og godt til ganen. Vi er trådt ind ad døren hos Center for Tandregulering.
Center for Tandregulering har i et årti taget tusindvis af aftryk og røntgenbilleder af børn og unges tænder. Det sker, når de blivende tænder er kommet frem – typisk i 10-12-årsalderen. Herefter får barnet eller den unge sin bøjle.
Tandreguleringen tilbydes til børn og unge, når der er risiko for, at barnets eller den unges tandstilling kan forårsage tyggeskader eller andre skader for kæber og kæbeled.
Bred vifte af tilbud
Rikke Louise Østergaard, overtandlæge i Ballerup Kommune, ser det som en stor fordel, at tandreguleringen i tre kommuner er samlet i Ballerup. Specielt fordi der er rift om de meget få specialtandlæger i Danmark – der er færre end 150 af slagsen i hele landet. Fire af specialtandlægerne arbejder på Baltorpvej.
- Centret skaber et stærkt fagligt miljø og socialt fællesskab, og vi er mindre sårbare, når en specialtandlæge stopper. Tandlæger og tandplejepersonale er samlet ét sted. Dermed er der stor mulighed for at sparre og udvikle sig fagligt. Det giver mulighed for, at aktuelle sager kan blive belyst fra mange vinkler, med optimal mulighed for læring både i forhold til nye teknikker og nye behandlingsprincipper.
- Det giver en bred vifte af tilbud til børn og unge på et højt fagligt niveau, siger Rikke Louise Østergaard.
På tværs af kommuner
Bjarne Nørtov var overtandlæge i Ballerup Kommune frem til 2017. Han var med, da Tandreguleringen blev skabt. Inden kommunalreformen i 2007 havde de mindre kommuner i området hver sin afdeling for tandregulering. Det betød, at en specialtandlæge stod med hele opgaven for sig selv.
- Specialtandlæger vil helst stå sammen med andre specialtandlæger – ikke alene. Tilmed kunne en specialtandlæge dengang have ansvaret for tre-fire kommuner uden at have en eneste kollega at sparre med, siger Bjarne Nørtov.
I 2006 sætter Bjarne Nørtov sig sammen med sine kollegaer, i de kommuner der bliver til Egedal og Furesø, og begynder analysearbejdet for at få et fælles tandreguleringscenter.
I 2007 falder økonomien på plads til centret og til renovering af bygningen. Bygningen står klar til indvielse i 2009.
- Ballerup havde allerede en velfungerende tandregulering, og det ville vi stadig have haft, hvis ikke Centret var blevet skabt. Men vi var sårbare, når specialtandlæger søgte væk. Daværende borgmester Ove Dalsgaard ønskede at arbejde på tværs af kommuner, og det var Center for Tandregulering et godt eksempel på. Dalsgaard havde en strategi for mere og større samarbejde, siger Bjarne Nørtov.
Et forbillede
Gennem årene har mange andre kommuner fået inspiration af Ballerup, Furesø og Egedal – og har valgt en model, der ligner modellen på Baltorpvej. 10-års jubilaren er blevet et forbillede for andre.
- Andre kommuner stod med samme problem og kunne ikke tiltrække specialtandlæger og personale og samle den nødvendige ekspertise. Vi har fortalt om vores udfordringer og delt vores viden med andre kommuner. Mange gør nu, ligesom vi har gjort, siger Bjarne Nørtov.
Furesø, Egedal og Ballerup Kommune har hver deres egen tandpleje. Her foregår den almindelige tandbehandling og første vurdering af, om barnet skal have bøjle.
Foto: Louise Claudius Riis, Center for Tandregulering.
Foto: Peter Als (A), udvalgsformand for Børne- og Skoleudvalget.